Da Nizar og Afaf mødte teatret

Nydanskere bruger teatre, museer og koncerttilbud mindre end resten af befolkningen. Men de færreste kulturinstitutioner har en strategi for, hvordan de kan tiltrække publikum med en anden baggrund end klassisk dansk. Det er et demokratisk problem, der også vil ramme kulturinstitutionerne på bundlinjen, lyder det fra forskere. Vi mødte Nazir og Afaf fra Aldersrogade, der fik deres første kulturoplevelse via Københavns kommunes KulturGuider.

Foto: Søren Bidstrup. Nizar Ramadan, Afaf Abdul Aziz og sønnen Ahmed fra Aldersrogadekvarteret har været i Dyrehaven og se »Robin Hood«. Det gjorde alle deres forbehold til skamme, og nu vil familien, også de tre ældre børn, gerne se mere teater. Foto: Søren Bidstrup.
Læs mere
Fold sammen

Nizar Ramadan var 46 år og havde boet i Danmark i 26 år, da han for første gang overværede en teaterforestilling. Det var 28. maj sidste år, da han sammen med sin kone, Afaf Abdul Aziz, og deres fire børn i alderen otte til 15 år var i Dyrehaven til Det Kongelige Teaters store friluftsforestilling »Robin Hood«.

Siden har han også været i Østre Gasværk Teater med de tre ældste børn for at se »Skammerens Datter«, hele familien har besøgt udstillingen »Det Arabiske Nu« på Louisiana, og både forældre og børn har fået appetit på flere kulturoplevelser.

»Det var en kæmpestor oplevelse. Vi havde nok forestillet os, at det var noget kedeligt noget, men man kom virkelig tæt på og blev inddraget på en måde, vi slet ikke havde haft forestilling om,« fortæller Nizar Ramadan om den første teateroplevelse i Dyrehaven. Og hans kone tilføjer:

»Vores yngste søn har tit svært ved at sidde stille i så lang tid, men det hele var så spændende, at man ikke kunne mærke tiden. Det var rigtig sjovt.«

Det demokratiske underskud

Nizar Ramadan og hans familie er den slags publikum, danske kulturinstitutioner godt kunne bruge mange flere af.

Nydanskere udgør en forholdsmæssigt stor del af de 36 procent af befolkningen, der sjældent eller aldrig benytter kulturtilbud som teater, koncerter eller museer. De burde derfor være en naturlig målgruppe for den publikumsudvikling, der i disse år står øverst på dagsordenen hos danske kulturinstitutioner.

I en spørgeskemaundersøgelse gennemført af Berlingske Research blandt teatre, museer, koncert- og musikhuse svarer 60 procent da også, at det er vigtigt at få flere nydanskere til at besøge kulturinstitutionerne. Kun ni procent finder det uvæsentligt.

Alligevel er nydanskere næsten hundrede procent fraværende i de etablerede kulturinstitutioners publikumsstatistikker, viser undersøgelsen.

96 procent har ingen opgørelse over andelen af nydanskere blandt deres publikum. Næsten lige så mange har ingen målsætning for, hvor mange nydanskere, de gerne vil have ind, og flere end to tredjedele har heller ingen strategi for, hvordan de får flere nydanskere inden for dørene. Kun hver femte kulturinstitution har aktiviteter, der er specifikt målrettet nydanskere.

»Overordnet er det et fantastisk paradoks, at mens nydanskere konstant er til stede i medierne i alle mulige andre sammenhænge, er de fuldstændig fraværende i alle de statistikker, der vedrører kulturinstitutionerne,« siger Søren Friis Møller, ph.d. og adjunkt på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS.

Han har beskæftiget sig med emnet de seneste 25 år og konkluderer, at »hele den kultursektor, som i forvejen har det vanskeligt i forhold til sin legitimitet, gør heller ikke særligt meget for at tiltrække den store befolkningsgruppe, som har en anden baggrund end klassisk dansk.«

Den første og hidtil eneste større undersøgelse af nydanskeres kulturforbrug er Kulturministeriets kulturvaneundersøgelse fra 2012, som viser, at nydanskeres benyttelse af især kulturtilbud som teater, koncerter og museer er markant mindre end befolkningens som helhed.

»Det giver for det første et stort demokratisk underskud. De mennesker betaler jo skat, og vi er et af de lande i Europa, der bruger flest offentlige kroner på kultur, så alene deri ligger der et problem,« siger Søren Friis Møller.

Men det handler også om, at hvis ikke kulturen gør mere for at tiltrække et nydansk publikum, går man glip af kulturlivet som en vigtig medspiller i hele integrationsprocessen, mener han.

»Kunst og kultur er jo et felt, hvor forskellighed kan diskuteres på en meget konstruktiv måde. Det handler om den sociale sammenhængskraft, og her kan teatrene, museerne og de øvrige kulturinstitutioner gøre virkelig meget,« siger han.

»Men det kræver, at folk også kan spejle sig i det, der foregår. Hvis man blot »tvangsindlægger« mennesker med en anden kulturel baggrund til at involvere sig i vores kultur, risikerer vi, at de vælger det fra og i stedet sætter en parabolantenne op og ser TV fra hjemlandet.«

Nedbryder ghettoisering

Det var Anita Hyldal Pedersen, boligsocial medarbejder i Aldersrogadekvarteret, der i samarbejde med KulturGuiderne i Københavns Kommune tog initiativ til Nizar Ramadans og hans families første teaterbesøg.

KulturGuiderne søger at bygge bro mellem kulturinstitutioner og beboere i udsatte boligområder. Lige fra starten i 2009 har der været positiv respons fra både kulturinstitutioner og borgere, siger projektleder Nicolas Kragekjær Jespersen fra Københavns Kommunes kultur- og fritidsforvaltning.

»Vi mærker det bl.a. ved, at der kommer øget efterspørgsel. Folk vil gerne opleve noget mere, og andre, der har hørt om projektet, vil gerne med næste gang,« siger han.

I Aldersrogadekvarteret er Anita Hyldal Pedersen også glad for samarbejdet.

»Kulturturene er en god måde at få folk med meget forskellig baggrund til at være sammen, og det kan være med til at nedbryde ghettoiseringen, at folk kommer ud i andre dele af byen og lærer at agere i forskellige sociale rum,« siger hun.

»Først og fremmest oplever de at føle sig velkomne, når de kommer på teatret eller museet. Inden de tager med på sådan en tur, tror mange, at det er noget farligt og kun noget for folk med dansk kultur.«

Nydanskeres fravær i de kulturelle statistikker og strategiplaner er ikke nødvendigvis udtryk for manglende vilje eller interesse fra kulturinstitutionernes side. Usikkerhed og frygt for at stigmatisere en befolkningsgruppe er nogle af de forklaringer, der går igen i Berlingskes undersøgelse.

»Vi famler i blinde – vi ved reelt ikke, hvad der skal til og har ikke ressourcerne til for alvor at sætte tid af til nødvendig research,« hedder det bl.a. i en af besvarelserne. En anden deltager i undersøgelsen skriver: »Vi ønsker, at vores publikums sammensætning i store træk afspejler befolkningens sammensætning. Vi segmenterer imidlertid vores publikum mere nuanceret, end denne undersøgelse lægger op til. Vi mener, at der er risiko for at stigmatisere publikum, hvis vi udelukkende målretter vores kommunikation og arrangementer med udgangspunkt f.eks. i publikums etnicitet eller race.« En tredje deltager mener, at det vil være »et forkert signal« at spørge direkte til, »hvor meget dansker nogen er.«

Andre forklarer, at det i praksis er svært at foretage den slags opgørelser, mens atter andre finder det irrelevant. »Vi vil have gæster, der går op i den musik, vi præsenterer. Vi er ikke interesserede i, hvor deres forældre kommer fra,« som det hedder i en af besvarelserne. Og fra et teater, der tidligere har forsøgt at få forestillinger til at ramme nydanskeres religiøse kultur eller give dem et etnisk islæt, er konklusionen nogenlunde den samme: »Vi oplevede at sætte os imellem to stole, hvor vi hverken ramte et nyt publikum eller tiltalte vores almindelige publikum. Vores oplevelse har været, at vi skal lave det, vi er bedst til, og så kommer folk til os, når de er klar til det.«

Sorte tal på bundlinjen

Ifølge Niels Righolt, udviklingschef på Center for Kultur og Interkultur, er tiden da også ved at løbe fra en meget snæver fokusering på etnisk baggrund alene.

»I f.eks. København er det ikke længere et relevant spørgsmål. Her tænker man mere på, om man har fat i de unge, de ældre eller folk fra forskellige bydele,« siger han.

Grundlæggende er han ganske optimistisk, når det gælder initiativer, der skal tiltrække såkaldt kulturmarginaliserede grupper til de kulturelle tilbud, uanset etnisk oprindelse.

»Der sker faktisk rigtig meget derude. På museumsområdet har man f.eks. haft to store forløb med medborgerskabsprojekter, hvor især Statens Museum for Kunst har haft førertrøjen på. Men på det store flertal af danske museer sker der stadig meget lidt – eller ingenting,« siger han.»Man er nok nødt til at lade nogle af de store elefanter gå forrest og vise, at det her handler ikke kun om politisk korrekthed. Det giver rent faktisk også sorte tal på bundlinjen. Hele øvelsen handler jo om, at hvis vi ikke gør noget, står vi over for store problemer. Kulturinstitutionerne er hele tiden nødt til at gentænke, hvordan man bliver relevant for det publikum, man skal servicere.«Hos KulturGuiderne skelner man heller ikke mellem ny- og gammeldanskere.

»Vi henvender os i lige så høj grad til danske familier. Men der er en stor andel af etniske minoritetsfamilier i de udsatte byområder, vi især henvender os til, og derfor når vi i praksis ud til mange nydanskere,« siger Nicolas Kragekjær Jespersen.

Han oplever ikke, at de barrierer, der afholder folk fra at opsøge kulturtilbud, er anderledes for nydanske end for etnisk danske familier.

»Det handler om mangel på tid og økonomi og manglende kendskab til mulighederne. Det er ikke kun en etnicitetsudfordring,« siger han.

Frygter at blive for danske

Men det er Nizar Ramadan i Aldersrogadekvarteret, hvor næsten tre fjerdedele af beboerne er indvandrere eller efterkommere, ikke helt enig i.

»Jeg tror, der er mange, der gerne vil ind og se teater, men er tilbageholdende, fordi de er bange for at blive stemplet som at være for danske,« siger han. »Måske skulle man gøre opmærksom på, at det ikke er så farligt at gå i teatret, og at det at se teater ikke er ensbetydende med, at man giver efter for de danske normer.«

Han erkender, at det også var kulturforskelle, der i mange år fik ham og hans familie til at vælge teatret fra.

»Vi ser tingene anderledes og har forskellige måder at udtrykke os på. Vi har nok hele tiden været bange for anstødelige scener eller formuleringer,« siger han, og Afaf Abdul Aziz tilføjer:

»Det betyder rigtig meget for os med små børn. Vi snakker ikke så åbent om mange ting, når de er små, og vi var bange for, at der måske ville dukke en nøgen person op, eller at der blev sagt nogle frække eller sjofle ord,« siger hun.

»Men vi kendte jo historien om Robin Hood fra film, og det blev en kæmpestor oplevelse. Rigtig sjovt og langt over, hvad vi havde forventet. Vi havde noget at snakke med børnene om i lang tid efter, og de bliver ved med at spørge, om vi ikke kan komme til sådan en forestilling igen.«