Da Nationalbankens guld forsvandt

Da Anden Verdenskrig nærmede sig, besluttede danske myndigheder at få Nationalbankens guld af vejen. Journalisten Henrik Denta har været i arkiverne for at berette om den dristige guldaktion, som ikke tidligere er fortalt. »Guld og bedrag« fortæller om den hemmelige aktion, der bragte guldet til New York.

Nationalbankens gamle bygning ?på Holmens Kanal i København. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Anden Verdenskrig var i sin vorden, og da Adolf Hitler viste sine sande aggressive hensigter løb det danske beslutningstagere koldt ned ad ryggen. Naziregimets opførsel i Europa bekræftede de danske politikere i, at Adolf Hitler havde stormagtsdrømme. Danmark var sårbart, fordi regeringen havde udsultet det danske militær og i Nationalbankens kælder lå guldbarrer og guldmønter, som kunne blive tyskernes bytte.

Journalisten Henrik Denta har i sin bog »Guld og bedrag« fundet dokumenter, der viser, hvordan den vovelige aktion for at redde de danske guldreserver foregik. Der var tale om en af krigstidens hemmeligste aktioner, hvis udførelse ikke har været kendt før nu. Hovedpersonen var den socialdemokratiske, tidligere finansminister og fra 1936 leder af Nationalbanken Carl Valdemar Bramsnæs, der sammen med regeringen Stauning allerede i september 1938 tog en beslutning om, at man ikke kunne lade alt guldet ligge og evt. blive bytte for tyskerne.

Finansminister under Stauning

Hvad var han for et menneske denne Bramsnæs?

»Det er svært at sige, for ganske vist har han skrevet sine erindringer, men de er ganske uden personlige reflektioner og fortæller kun meget konkret, hvad han lavede. Men i dem står intet om guldsagen, for de er skrevet inden. Han var ud af en socialdemokratisk familie og var begavet, for han tog senere i livet en økonomuddannelse og kunne en del sprog. Han blev finansminister under Thorvald Stauning, og i 1936 blev han leder af Nationalbanken. Men vi ved ikke meget om ham. Jeg har haft adgang til hans privatarkiv, men uden jeg kan sige så meget mere.«

Han levede jo en del år efter krigen. Fortalte han ikke noget om denne dristige aktion?

»Stort set ikke. Jeg har gennemgået hans materiale og undersøgt det omfangsrige arkiv efter Den Parlamentariske Kommission, hvor man behandlede spørgsmål om krigstiden. Men det er ganske lidt, Bramsnæs siger om guldaktionen; kun at man fik det ordnet. Og i Nationalbankens eget arkiv er der heller ikke meget om aktionens udførelse. Men jeg kan se af referaterne fra ministermøderne, at man på regeringsplan i september 1938 på Bramsnæs initiativ besluttede at gøre noget ved sagen. I ministermødeprotokollen står, at man drøftede guldet og besluttede at deponere det i et andet land, selv om det er forbudt. Det var en dristig plan, for hvis tyskerne fik det at vide, så ville det jo kunne opfattes som en fornærmende gestus, og man brød altså landets egen lov.«

Har det slået dig som mærkeligt, at der er så lidt om sagen? Samarbejdspolitikerne, herunder også Stauning, er ofte blevet beskyldt for manglende reaktion op til besættelsen 9. april 1940, og her er så en sag, der viser, at de rent faktisk handlede med rettidig omhu. Hvorfor pralede de ikke med det efter krigen?

»Det er et godt spørgsmål og mit svar er, at det muligvis skyldes, at udførelsen skete imod loven og altså var ulovlig. Det ville man måske ikke prale med efter krigen, men jeg er enig med dig i, at der er masser af moralske gråzoner i i 1930erne og i besættelsestiden, og her har vi dog en succeshistorie, som kunne have smykket myndighederne, som ellers ikke havde meget at prale med. Men sagen forblev stort set hemmelig, og der var intet i datidens aviser.«

Carl Valdemar Bramsnæs. Arkivfoto: Børge Lassen Fold sammen
Læs mere

Ville undgå de aggressive nazister

Så du opfatter sagen som udtryk for et dobbeltspil?

»Ja absolut. Udadtil lod regeringen som om, intet ville hænde, og at vi nok ville undgå aggressive tyske handlinger, men samtidig førte man altså guldet ud af landet.«

I Nationalbankens og forsikringsselskabets arkiver fandt Henrik Denta oplysninger, der viser, at den danske nationalbank sendte en mand til Stockholm i oktober 1939 for at forhandle om en flytning af guldbarrer fra Nationalbanken. Banken lå, hvor Nationalbanken også ligger i dag, men i en ældre bygning. Man tog også kontakt med den norske nationalbank for at få flyttet tyske guldmønter op til Oslo i nationalbankens kælder dér.

Efter aftalerne var bragt i hus, gjaldt det om at få guldet ud af huset. Man aftalte med Post- og Telegrafvæsenet at bruge deres biler, og en mørk aften kørte et større antal postbiler ind i Nationalbankens gård og afhentede 275 kasser med fire guldbarrer i hver. Da en guldbarre vejede 12,5 kilo, var der tale om i alt 13,75 ton. Guldet blev bragt til Hovedbanegården, og derfra kørte et tog guldet op til Helsingør, hvorfra det blev sejlet til Sverige. Derpå blev guldet bragt til Stockholm og anbragt i den svenske rigsbanks kælder og guldmønterne blev senere på samme måde bragt til Oslo. Disse mønter vejede otte ton.

Hvad sker der så, Henrik Denta?

»Som krigen skred frem, blev myndighederne i både Norge og Sverige usikre på, hvad der ville ske. De sørgede også selv for at bringe deres guldreserver i sikkerhed, efter tyskerne gik ind i Polen. De svenske og norske myndigheder spurgte så i 1939 den danske nationalbank, hvad man skulle gøre. Svenskerne gjorde faktisk den danske nationalbank opmærksom på, at ØK var begyndt at sejle skibe til Amerika og spurgte, om det er en idé at lade guldet sejle med disse skibe til USA.«

Det var vel en risikabel sag, for tyske ubåde kunne vel sænke disse skibe?

»Ja, det var højst risikabelt, men aktionen blev alligevel sat i værk. Man besluttede sig til, at guldet skulle bringes til Bergen i Norge, og derfra skulle skibe sejle guldet til USA. Og det er, hvad der skete. Fra Stockholm og Oslo blev guldet ført til Bergen, og der hentede i alt ni skibe guldet og sejlede det til New York.«

I sin bog skildrer Henrik Denta M/S Europas sejlads over Atlanten: »Efter 12 dage, den 2. februar 1940, anløb skibet New York. Og selv hos ØK kunne man ikke helt skjule lettelsen over at meddele det i et fortroligt brev til Nationalbanken: »I Fortsættelse af vort Gaarsbrev glæder det os at meddele Dem, at ifl. Telegram af 2 ds fra New York er Guldet nu blevet rigtigt afleveret.« Denta skriver videre: I New York gik det op for 4. styrmand Arne Storgaard, at de havde haft en mere end almindelig værdifuld last om bord på turen over Atlanten: »Langs hele kajen holdt der lastbiler, og jeg har aldrig før set så mange bevæbnede politifolk på ét sted. Så var jeg klar over, hvorfor det hele skulle være så hemmeligt, og at lasten var yderst speciel.«

Anmodningen om tilladelsen til at føre guldet ud af landet. Foto fra bogen Fold sammen
Læs mere

Var der noget guld, der gik tabt?

»Nej, alle ni skibe synes at være nået sikkert i havn i New York. Jeg har specielt fulgt ØK-skibet M/S Europa, hvor jeg kan dokumentere, at dette skib sejlede med den største last, nemlig lidt over to ton. Vejret var frygteligt, for det var en isvinter.«

Kan man forestille sig, at man oprindelig sendte guldet til USA, fordi det var praktisk og ikke af nød. Man havde dengang optaget amerikanske lån, så det kunne skyldes praktiske hensyn ved en tilbagebetaling?

»Det tror jeg ikke en døjt på. Man var bange for nazisternes hensigter – og med god grund. I andre lande røvede nazisterne jo alle de værdier, som de kunne stjæle.«

Så al guldet havnede i bankkældre i New York?

»Ja.«

Guldet er stadig placeret udenlands

Hvem havde råderet over det, mens Danmark var besat?

»Det havde den danske ambassadør Henrik Kaufmann, der kørte sit eget løb og af amerikanerne var godkendt som det frie Danmarks repræsentant. Han hævede så en del penge fra disse guldreserver til de udgifter, som han havde. Det gjorde han til stor forbitrelse for de danske myndigheder, men der kom aldrig en sag ud af det.«

Hvad skete der så efter krigen?

»Guldet kommer tilbage til Danmark i løbet af 1940erne, men det forblev ikke i Danmark. Da Den Kolde Krig kom blev myndighederne igen bekymrede for guldet og frygtede, hvad der ville ske, hvis Sovjetunionen angreb. Så man besluttede igen at sende guldet ud af landet, så omkring 1951 sendte man guldet til Bank of England, og der ligger det den dag i dag.«

Henrik Denta har lavet en dokumentarfilm om guldsagen, der vil blive vist i april på Danmarks Radio.