Da Nationalbanken var nabo til Børsen

Kurantbanken, som var forløberen til National­banken, stod af praktiske årsager i direkte for­bindelse med Børsen. Bygningen blev revet ned i 1865, og på stedet anlagde man Slotsholmsgade. Foto: Før og nu, 3. årg. Fold sammen
Læs mere

For den nette sum af 160.000 rigsdaler blev Skt. Croix en del af kongens rige, og det var grumme mange penge i 1733. Men de var godt givet ud, for nu kom der gang i trekantshandlen: Danske skibe sejlede våben til Afrika, slaver til Vestindien og rom og sukker med hjem til København.

Langs havnen blev der oprettet mængder af handelshuse og industriforetagender, og i løbet af få år blev byen også i økonomisk henseende landets ubestridte hovedstad. Det rygtedes vidt og bredt, at her var der penge at tjene, og folk med gode ideer strømmede til for at prøve lykken.

En af dem var Jean Henri Huguetan, der først var kommet på kant med myndighederne hjemme i Frankrig og efterfølgende i England havde været involveret i nogle økonomiske transaktioner, som gjorde det tilrådeligt for ham at rejse videre.

I København kom han ind i den rigtige kreds af mennesker, for han var forretningsmand, og som sagt handlede alting om penge i de år. Det kneb imidlertid med produktiviteten på byens arbejdspladser, for danskerne var enten dumme eller dovne, og så måtte udenlandsk arbejdskraft hentes til landet.

Helst hollændere, for de var notorisk flittigere og mindre fordærvede end tyskerne for slet ikke at tale om hjemmefødte håndværkere, som stolt vågede over det gamle privilegium med at holde mandagen blå, hvorefter der ikke sjældent fulgte en sove-tirsdag og en syge-onsdag.

En sådan ugudelig slendrian praktiserede den flittige finansmand Huguetan selvfølgelig ikke. Det umulige franske navn blev konverteret til Greven af Gyldensteen, og sammen med en uægte søn, der var hentet til landet, fik han en afgørende rolle ved oprettelsen af den første danske seddelbank, Kurantbanken, i 1736. Banken, som skulle finansiere den oversøiske storhandel, havde først til huse i kælderen under Charlottenborg, men flyttede efter kort tid hen i Børsbygningen, og det var på flere måder en rigtigere placering.

I 1773 blev banken statseje, og gennem en halv snes år, hvor den nationale økonomi blomstrede som følge af krig mellem de store europæiske handelsnationer, blev der pumpet så mange penge ud, at Danmark næsten kunne købe resten af verden. Staten finansierede så at sige de private handelshuse, men så kom freden i Amerika, og med den en altødelæggende økonomisk krise.

Handelskompagnier en masse gik fallit, men før det kom så vidt, stod det klart, at bankens placering i Børsbygningen alligevel var uhensigtsmæssig. Der var for lidt plads i de lokaler, som var stillet til rådighed, og alene i det såkaldte forsamlingsværelse blev der opbevaret pengesedler og lånebeviser til en værdi af 14 mio. rigsdaler.

Selv den mindste ildebrand kunne få uoverskuelige konsekvenser, og det blev derfor besluttet at lade kongelig hofbygmester Harsdorff udarbejde tegninger til en sikker og selvstændig bankbygning.

De første overslag var imidlertid alt for kostbare, og man kunne ikke blive enige om, på hvilken side af Børsen banken skulle ligge. I årevis skete der derfor ingenting, men så gik grev C.D.F. Reventlow ind i sagen. Han sad i kongens råd, og han besluttede, at den nye bank skulle opføres på pladsen mellem Børsen og den røde regeringsbygning.

Da banken i 1785 flyttede ind i sit nye hus, var dommen ubønhørlig: Bygningen var ikke alene dyr og grim, den var også efter bankkassererens mening alt for lille. Men det havde sin forklaring.

For grev Reventlow vidste, at et menneske skulle bruge halvanden alen eller cirka en meter for at kunne skrive, og så var det en let sag for ham at tælle de ansatte i banken og skridte summen af med sine fødder. Kassereren erklærede senere, at det på den måde blev grevens fødder, der blev bestemmende for bankens størrelse, men at man tydeligt kunne se, at den var bygget uden hoved.

Gennem en portbygning var der direkte adgang fra Børsen, således at købmændene tørskoet kunne komme i banken, og det var praktisk. Ved statsbankerotten i 1813 blev Kurantbanken erstattet af en ny Rigsbank, som fem år senere igen blev afløst af en Nationalbank. Det var notorisk en forbedring, men uanset navnet var og blev bankbygningen ved Børsgraven aldrig andet end et misfoster.

Det mente de fleste københavnere, og til almindelig tilfredshed blev den revet ned i 1865 samtidig med, at Børsgraven blev fyldt op og den nye fornemme Slotsholmsgade anlagt som direkte forbindelse hen til en ny Knippelsbro.

Fem år senere flyttede Nationalbanken ind i en ny bygning opført i florentinsk renæssancestil i Holmens Kanal, som ligeledes var blevet fyldt op og forvandlet til en af byens nye brede gader. I enhver henseende var de markante forandringer en gevinst for byen og dens borgere. Og Kurantbanken savnede ingen.