Det var 1990. Uden for vinduerne brændte solen asfalten i Knudrisgade. Min barndomsven, Peter, og jeg delte en lejlighed i Aarhus, hvor trygheden føltes lige så fortættet som sommeren uden for vores åbne vinduer.

Ude i Europa så det anderledes ud. Et år tidligere var der gået hul i jerntæppet. Den 9. november 1989 annoncerede regeringen i Østtyskland, at det nu var tilladt borgerne at besøge Vesttyskland, og det satte en eufori i gang, hvor muren, der delte Berlin, stykke for stykke blev revet ned. Unge fra hele Europa valfartede til byen for at få deres lille del af det forhadte monument og mærke stemningen af frihed. Og nu var det vores tur. Tre måneder senere ville Tyskland og Berlin blive genforenet, og i den anledning var det annonceret, at Pink Floyds episke mesterværk »The Wall« ville blive genopført på Potsdamer Platz. Peter havde fået fingre i et par pladser i en bus, der, samme dag som koncerten den 21. juli, kunne føre os fra parkeringspladsen ved Musikhuset og direkte ned til dér, hvor der blev skrevet europæisk historie.

Billetter til koncerten havde vi ingen af. Planen var at undersøge det sorte marked, når vi ankom til byen og så tage den derfra. Det viste sig at være en håbløs idé.

Vi ankom til Berlin ved middagstid. Jeg havde besøgt Østberlin nogle år tidligere, hvor livet stadig blev holdt i et jerngreb, og forandringen fra dengang og til nu var slående. Byen sprudlede af liv. Af håb og af en iværksætterenergi, der sprang frem fra byggetomterne og de tidligere så lukkede husfacader. Vi gik via Unter den Linden, videre ned ad Friedrichstrasse og hen ad Leipzigerstrasse for til sidst at nå til Potsdamer Platz. Det enorme område mellem pladsen og Brandenburgstrasse, der tidligere havde været »no man’s land«, var nu indespærret af et hegn. Sortbørsbilletter var ikke til at finde – i hvert fald ikke nogle, der var til at købe for penge, så vi trak helt ned bag ved området, hvor der var en lille bakketop, hvorfra man i det fjerne kunne se den enorme scene, hvor »The Wall« nogle timer senere skulle vækkes til live.

Isolation bag muren

Historien om dette stykke konceptkunst, der kom til at danne basis for såvel film, koncertturné og vel egentlig også det første store skridt mod Pink Floyds endeligt, er gjort af et stof, som man alt for sjældent oplever i musikken i dag. En blanding af storhedsvanvid og den kunstneriske kompromisløshed, der kendetegner de britiske ophavsmænd.

»The Wall« var det 11. studiealbum og det fjerde konceptalbum i en række af bemærkelsesværdige udgivelser fra Pink Floyd, og ideen til det havde gruppens dominerende leder, Roger Waters, allerede fået i 1977, hvor gruppen var på deres »In The Flesh Tour«.

Turneen var Pink Floyds første større med stadionkoncerter, og da gruppen gav en af deres sidste optrædender på Montreals olympiske stadion, var der en lille gruppe entusiastiske fans forrest blandt publikum, der irriterede Waters så meget, at han til sidst spyttede på dem. Waters hadede denne turné og følte sig fremmedgjort på scenen, og allerede samme aften talte han med produceren Bob Ezrin om, at han mest af alt havde lyst til at isolere sig selv ved at bygge en stor mur på scenen mellem musikere og publikum.

Herefter begyndte Waters at skrive på en rockopera om en musikers selvvalgte isolation efter et traumatisk liv med faderens tidlige død og opgør med autoriteter og bureaukrati. Hovedpersonen blev siden hen til musikeren Pink – baseret på Waters selv og til dels Pink Floyds tidligere medlem Syd Barrett.

Pladen blev produceret, mens Pink Floyd var ved at gå bankerot på grund af skattegæld, og forholdet mellem medlemmerne var på et absolut nulpunkt. Grundlæggende stod konflikten mellem Roger Waters og alle de andre. Waters søgte igen og igen at få total dominans over gruppens arbejde, og der opstod hele tiden konfrontationer. Keyboardspilleren Rich Wright blev presset ud af gruppen og til sidst fyret, og en stor del af indspilningerne foregik med musikerne adskilt fra hinanden.

Men i november 1979, efter massive studieomkostninger og utallige problemer, lå »The Wall« klar. 26 numre – mere end 80 minutters musik – blev forelagt en gruppe chefer på pladeselskabet Columbia. De var ikke begejstrede og specielt ikke for ideen om en dobbelt-LP. De kom dog på andre tanker, da albummet røg til top på Billboards hitliste i 15 uger.

Den efterfølgende turné var både mytisk og underlig. En 12 meter høj mur blev bygget under hver koncert, således at åbninger i muren viste forskellige scener fra historien. Muren blev samtidig brugt til at vise de velkendte animationer, skabt af satiretegneren Gerald Scarfe, under koncerten, hvor der også blev brugt store, oppustelige figurer som for eksempel en flyvende gris.

Bandmedlemmerne talte til gengæld slet ikke sammen. De ankom til koncerterne i hver deres bil og boede på forskellige hoteller. Rich Wright, der var blevet fyret fra gruppen, var blevet hyret igen som almindelig koncertmusiker og var således den eneste, der rent faktisk tjente penge på turneen, der endte med at give bandet et underskud i millionklassen.

Det blev så rettet op, da Alan Parkers film »The Wall« udkom i 1982. Roger Waters, der havde skrevet manuskriptet, var ellers ikke synderligt begejstret for det færdige resultat, som havde Bob Geldof i hovedrollen som Pink, men hvis bærende element var animationerne af Gerald Scarfe. Man havde imidlertid aldrig set noget lignende før, og filmen blev en enorm succes trods det. Den var med til at puste mere liv i pladesalget og ikke mindst i hele mytologien omkring »The Wall«.

Kaotisk og storladent

På Potsdamer Platz var aftenen ved at indfinde sig. Publikum i tusindtal blokerede indgangene til koncertpladsen. 350.000 havde købt billet, og presset var enormt, selv om arrangørerne i sidste øjeblik havde åbnet for endnu 100.000 tilskuere. Luften dirrede af spænding, og på den gigantiske scene stod det meste af en 170 meter lang og 25 meter høj mur badet i projektørlyset. Resten af muren ville blive rejst under den første del af koncerten for så til sidst at blive væltet som den endelige kulmination.

Hele koncerten var finansieret af Roger Waters, der efter Pink Floyds opløsning havde erhvervet sig rettighederne til »The Wall«, og rygterne var på forhånd gået, at David Gilmour og resterne af Pink Floyd ville dukke op og for et øjeblik bilægge striden mellem dem og Waters. Også rygter om gæstemusikere såsom Bruce Springsteen, Peter Gabriel og Eric Clapton havde huseret, men da det var The Hooters, The Band og The Chieftains, der varmede op, mens mørket faldt på, troede vi ikke længere på den.

Til gengæld steg intensiteten på pladsen. En gruppe berliner-punks angreb det tre meter høje hegn for at forsøge at komme ind, men blev slået tilbage af patruljerende betjente med hunde og stavlygter som slagvåben. Så prøvede de igen tre steder langs hegnet på samme tid. De hævede sig op, rev hegnet frem og tilbage, og til sidst faldt det et sted. Betjentene kunne ikke gøre noget, da hullet blev bestormet af folk som os, der havde ventet udenfor uden billet, og man lod gratisterne komme ind. Vi fulgte med. Og så stod vi der, blandt en halv million andre, og mærkede frihedens vinger folde sig ud, da Leonard Cheshire åbnede koncerten ved at blæse i en fløjte fra Anden Verdenskrig.

Fællessang og kaos

Selve koncerten virkede både storladen, vanvittig og kaotisk. Waters og producer Tony Hollingsworth havde hyret en lang række gæstemusikere, hvor flere så ud til at have sagt ja mere af nød end af lyst. Tekniske problemer afbrød koncerten et par gange, men hårene rejste sig på armene, da 500.000 struber brød ud i fællessang med Cyndi Lauper på »Another Brick in the Wall (Part 2)«. Joni Mitchell fremførte »Goodbye Blue Sky« sammen med Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin og Rundfunkchor Berlin, og Van Morrison sang »Comfortably Numb« sammen med Waters og The Band. Og så naturligvis »The Trial« med Tim Curry som anklager, Ute Lemper som hustruen, Marianne Faith-full som moderen, Albert Finney som dommer og ikke mindst Thomas Dolby som skolelæreren hængende og dingle på muren. Det hele afsluttet med »The Tide Is Turning« fra Waters soloalbum »Radio K.A.O.S.«, men med »Outside the Wall« hæftet i enden.

Og så var det slut. Muren var revet ned på så spektakulær vis, som kun en mand som Roger Waters ville kunne gøre det. Vi forlod Potsdamer Platz – gik opløftede ud i byen med helikopterne svævende over vores hoveder, som var det lyden af »The Happiest Days of Our Lives«. Vi følte, at vi havde været vidner til et stykke historie. Fra dette øjeblik ville vi og Berlin for altid være forandrede.

I 2010 skabte Waters en ny og opdateret version af »The Wall Live« ved at benytte moderne teknologi og special effects. Siden da har han turneret verden rundt med showet. På søndag 11. august indtager han Parken i København.