Da Langebro kun var for soldater

Langebro set fra tårnet i Christians Kirke og med Applebys Plads i forgrunden. I baggrunden ses skorstenene på Vestre Gasværk, der lå for enden af Gasværksvej, hvor Kødbyen senere blev anlagt. Foto ca. 1860. Fra »Bogen om Langebro«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Denmark

Man kan sige, at historien om Langebro begynder med en kongelig befaling. 25. juni 1722 lader Frederik IV allernådigst forstå, at der »på Lange Bro imellem København og Christianshavn skal forfærdiges en Vinde-Bro«, og det er første gang, navnet optræder på skrift.

Men man kan også sige, at historien om Langebro begynder 30 år tidligere, for allerede omkring 1690 anmoder Holmens chef om at få anlagt en såkaldt løbebro i Kalveboderne, således at den militære vagt tørskoet kan komme fra Vestervold til Christianshavns vold.

Militærets ord var lov, og af hensyn til byens forsvar blev der etableret en spinkel gangbro mellem de to voldanlæg. Noget navn havde den endnu ikke, og det har sikkert krævet sin mand at bevæge sig ud på denne første Langebro en stormfuld vinternat.

For træ rådner som bekendt, når det angribes af fugt, og man måtte derfor ustandselig holde broen så meget ved lige, »dass es nicht all zu gefährlich ist über zu gehen.« Kommandosproget var tysk, og da kongen som nævnt krævede en ny bro anlagt i 1722, skulle den være så bred, »dass ein Wagen darüber fahren könnte.«

Broen var ubetinget militært område, og civilister, der skulle til og fra Christianshavn, for slet ikke at tale om Amagerbøndernes vogne, var henvist til at benytte Knippelsbro. Men også den havde træets iboende egenskaber, og da den i midten af 1700-tallet måtte underkastes en større reparation, anmodede magistraten krigs- myndighederne om, at »Amager-vognene en tid måtte havde deres passage over den Lange Bro.«

Tilladelsen blev givet, men da broen »formedelst tømmerets forrådnelse var meget forfalden«, endte det med, at man igen måtte opføre en helt ny bro. Det var den tredje i rækken, og den var stadig forbeholdt militæret, men undtagelsesvis kunne den altså nu også bruges af civilister.

Det var en mulighed, et stigende antal borgere benyttede sig af, og så opstod spørgsmålet, om det var militæret eller kommunen, der skulle betale for den evindelige vedligeholdelse. Ingen af parterne ville, og nu hævdede kommandanten, at den var uden militær betydning. En kommission blev nedsat i 1792, og slagsmålet endte med, at byen, militæret og havnevæsenet hver måtte betale en tredjedel af udgifterne.

Hofarkitekt Kirkerup påtog sig vedligeholdelsen mod et fast beløb på 600 rigsdaler årligt, hvortil kom retten til at opkræve bropenge af civilister, der skulle over broen, og af skibe, der skulle under. Det var en god forretning. Han døde i 1810, men spørgsmålet om betaling til Langebro rumlede stadig, og det fandt først sin endelige løsning, da København i som- meren 1856 ophørte med at være en fæstning.