Da kunsten kom tilbage i dansk film

Efter et fladt årti i dansk film i 1980erne, blev 1990erne begyndelsen på en ny kunstnerisk guldalder. Uden en genial instruktør af verdensformat og en frygtløs bondeknold fra Herfølge var det ikke sket.

Still fra Lars von Triers »Idioterne« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvordan tiltrækningen i sin tid opstod mellem det egensindige og genstridige instruktørfrø Lars von Trier og filmproducenten Peter Aalbæk Jensen, skal der et helt hold af arkæologer til at afdække, for hvis to mennesker er forskellige, så er det de to. Om mødet har Lars von Trier i bogen »Filmbyen« sagt:

»Sympatien mellem os må være opstået på et eller andet tidspunkt, selv om jeg har svært ved at se den, når jeg husker tilbage. Men det var vanskeligt for mig dengang, da der ikke var nogen, som ville arbejde sammen med mig.«

Allerede på filmskolen havde von Trier erklæret krig mod sine omgivelser. Den slags gør kun en gal eller en genial sjæl. I dag siger Peter Aalbæk om deres møde:

»Karrieremæssigt var Lars von Trier på røven. Ingen i det danske filmmiljø ville røre ved ham. Han var da også ulidelig. Selv var jeg gået økonomisk på røven med filmen »Perfect World«, der kun blev set af 69 danskere. På den led var det to fallenter, der mødte hinanden. Det er absurd, så forskellige vi er. Vi er to diametrale modsætninger og ser forskelligt på næsten alt. Lars har nok syntes, at der var noget i den modsætning, for han er jo smart. Det var bedre end at have en lakaj ved sin side. Det har givet mange konflikter og smadrede døre, men der er alligevel noget livsdueligt i kombinationen mellem den raffinerede arkitekt og den bissede jord- og betonarbejder. Og så har der været en flig af perverteret humor og ekshibitionisme, der har holdt os sammen.«

Eller som deres fælles ven Jesper Jargil har sagt:

»Begge forstod at sige det rigtige på det forkerte tidspunkt.«

Grebet af ensembletanken

Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen arbejdede sammen på en del reklamefilm og derefter på »Europa« (1991), der blev produceret på Nordisk Film, som von Trier straks døbte »Old-Nordisk Film«. Filmen blev beundret mange steder i udlandet, og Lars von Trier fik flere tilbud om at lave film andre steder i verden, men i stedet stiftede han i 1992 filmselskabet Zentropa med Aalbæk Jensen.

»Von Trier tænkte mest på selv at komme til at lave film, men da jeg har en intelligenskvotient på omkring 93, og han har én på i omegnen af 165, var det et ulige forhold. Den eneste måde, jeg kunne se det fungere på, var ved at bringe flere instruktører ind i folden efter del-og-hersk-princippet. På den baggrund kom Susanne Bier og siden mange flere til at arbejde hos Zentropa. I længden har det vist sig at være meget smart, for når von Triers film ikke har tjent penge, har vi haft andre, der gjorde det. Vi var også de første, der forsøgte at lave en industriel konstruktion på et fundament af art house-film. Ingen kunne dengang sælge dansk film i udlandet, og der eksisterede ikke hverken juridisk eller økonomisk ekspertise på området, så vi måtte bygge det op fra bunden, og det var knaldende sjovt,« husker Aalbæk Jensen.

I begyndelsen var Lars von Trier ikke grebet af ensembletanken, men det blev han sidenhen.

»I virkeligheden betyder det ikke specielt meget for mig, om dansk film kan det ene eller det andet. Men jeg har det meget godt med den kollektive atmosfære«, sagde von Trier i bogen »Instruktørens blik«.

Lars von Trier undgik således at gøre som det tilsvarende store geni Ingmar Bergman i Sverige. Bergman bekæmpede sine konkurrenter og blev det store træ i skoven, der skyggede for de mindre. Lars von Trier blev med Peter Aalbæk Jensens hjælp det store træ, der trak lyset til sig, så de andre træer fik bedre vilkår at gro under.

International finansiering

Da Zentropa i 1998 flyttede fra Ryesgade på Østerbro til Filmbyen i Avedøre, fik Lars von Trier sit eget hus, han kunne arbejde i afsides på den store grund, og han fik dermed sin daglige gang i filmstudierne i modsætning til i de tidligere lokaler, hvor klaustrofobien fik overtaget. Filmbyen blev stedet, hvor Lars von Trier kunne udtænke sine film, og hvor Peter Aalbæk Jensen ikke gav den for lidt med høj cigarføring både bogstaveligt talt og i overført betydning.

Efter »Forbrydelsens element« (1984), »Epidemic« (1987) og »Europa« (1991) manglede Zentropa penge, så selskabet tilbød at lave TV-serien »Riget« (1994) for Danmarks Radio. Den blev en bredere folkelig succes end ventet, samtidig med at man i udlandet noterede sig brugen af håndholdt kamera, det ene øjeblik ude af fokus og det andet øjeblik rettet mod en original blanding af uhygge og humor.

I længden var den slags smalle kunstneriske film, som Lars von Trier lavede, ikke rentable at finansiere i Danmark. Det krævede derfor en kludetæppefinansiering fra mange forskellige lande at skaffe for eksempel små 50 mio. kr. til »Breaking the Waves« (1996). Det blev Vibeke Windeløvs svendestykke som producer.

»Jeg tog en del erfaring med fra, hvordan min eks-mand Per Kirkebys kunst var blevet positioneret i udlandet. I den verden skal du være sikker på dit produkt, grænsende til det arrogante, og det var vi på Lars von Trier. Strategien gik ud på at få bidragyderne til at føle sig heldige over at være med ombord. Vi inviterede alle bosserne fra de nordiske filminstitutioner, TV-stationer og Nordisk Film og TV-fond, og så sad vi rundt om bordet en hel dag og en nat og talte om, hvordan det her kunne lade sig gøre. Normalt sidder du jo og fedter med den ene ansøgning efter den anden og vil ikke rigtig fortælle andre, hvis du har fået penge et andet sted. Vi satsede på at skabe en fælles følelse af, at vi var nødt til at stå sammen. Inden natten var gået, havde vi givet hinanden håndslag på, at »Breaking the Waves« kunne blive til noget«, har Vibeke Windeløv tidligere fortalt til undertegnede.

Under en af de mange kriser på vej mod det endelige budget skød hun og Kirkeby også selv trekvart mio. kroner i filmen.

Visionære dogmeregler

Allerede i 1995 havde Lars von Trier ved et seminar i Paris uddelt løbesedler til et seminar i anledning af 100-året for filmmediets fødsel.

»De sidste ti år har film været noget lort. Mit spørgsmål er, hvad vi så kan gøre ved det? Jeg har lavet nogle papirer med ord på. Dem har jeg kaldt »dogme ’95«,« sagde Lars von Trier, hvorpå han smed rundt med papirerne og forlod podiet efter at have læst dogmereglerne op.

Han ville ikke diskutere reglerne på stedet, fordi de var vedtaget i en gruppe instruktører bestående af ham selv, Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen. De fire dogme-brødre. Essensen af reglerne var, at man vendte sig væk fra det overfladiske og nu igen skulle have fokus på skuespillerne og den ægte live-agtige måde at lave film på. Ingen tænkte dog særlig meget på reglerne, før Lars von Triers »Idioterne« og Søren Vinterbergs »Festen« fik verdenspremiere i Cannes i 1998.

 

Den nye, ærlige måde at lave film på tiltrak sig hele verdenspressens opmærksomhed. »Festen« var meget tæt på at vinde Den gyldne palme, og dansk film kom i de efterfølgende år i internationalt søgelys med en moderne guldalder, som man godt kan se som en intellektuel parallel til den folkelige dominans på verdensplan, som Nordisk Film havde i 1910erne.

Zentropas film rejste primært som diskussionsemne i verdens store byer, men målt i forhold til størrelsen på dansk film blev der solgt et pænt antal billetter. Lars von Triers »Dancer in the Dark« (2000) har solgt 4,4 mio. billetter verden over, hans »Breaking the Waves« 3,8 mio. og hans »Dogville« (2003) 2,4 mio.

En stribe danske instruktører lavede gode film på Zentropa ved siden af Lars von Trier. Ikke mindst Susanne Bier, der havde gået på filmskolen med Peter Aalbæk Jensen. Lone Scherfig lavede det mest sete film på dansk verden over i form af dogmefilmen »Italiensk for begyndere« (2000), og Per Flys klassetrilogi med »Bænken« (2000), »Arven« (2003) og »Drabet« (2005) skabte også respekt.

I årene efter 2000 røvede og plyndrede filmvikingerne fra Zentropa filmfonde og støtteordninger i hele Europa for at finansiere deres danske film, og alt i alt er deres bagkatalog på omkring 200 titler, hvis man tæller co-produktionerne med. Peter Aalbæk Jensen oplyser, at den årlige omsætning på bagkataloget ligger mellem tre og fem mio. kroner. Typisk er rettighederne solgt for 10 eller 15 år ad gangen, så der vil være en del gensalg i de kommende år.

»Paradoksalt nok er det kunstfilmene, der holder sig populære i længst tid. Hvis brugen af streamingtjenester øges i årene frem over, vil vi nyde godt af det, men hvis filmpiraterne vinder krigen, er vi skidt kørende«, siger Peter Aalbæk Jensen.

Reddet af storebror

Da Zentropa flyttede til Avedøre, købte man en af den danske hærs aflagte tanks og stillede den op, så kanonrøret sigtede mod Nordisk Film. Den erklærede fjende. Som Lars von Trier formulerede det i 2007:

»Det er vigtigt at være udstødt fra starten. Hvis man ikke var det, måtte man gøre noget for at blive det. Men den stil kan du ikke blive ved med at holde livet igennem. Man bliver ældre og orker ikke længere. Man taber pusten«.

Det var næsten profetiske ord, for det begyndte med tiden at gå økonomisk dårligt for Zentropa, der manglede et internationalt hit i anden halvdel af 00erne, og i 2008 købte Nordisk Film halvdelen af aktierne i selskabet. Antallet af ansatte var faldet fra 80 til 30, hvor det i dag igen er oppe på omkring 50.

»Vi var sgu tæt på at lukke og slukke. Havde vi ikke solgt til Nordisk Film, var vi lukket. De holdt hånden under os økonomisk. Det lyder helt darwinistisk, men siden da er det faktisk gået meget bedre, og vi sælger igen en mio. billetter om året i de danske biografer,« siger Peter Aalbæk Jensen.

Nordisk Film ejer 50 pct. af aktierne i Zentropa, en fjerdedel ejes af Aalbæk Jensen og von Trier og en fjerdedel af de ansatte på Zentropa. Hvad gør man så, hvis Nordisk Film og Zentropa ikke er enige om driften? Man har sat instruktøren Kristian Levring ind i bestyrelsen med en tredjedel af stemmerne. På den måde undgår man, som det var tilfældet mange gange i begyndelsen af partnerskabet, at Nordisk Film og Zentropa skød bryst og ikke kunne komme videre.

I 2008 kom der yngre kræfter i Zentropas ledelse. Peter Aalbæk udnævnte sig selv til generaldirektør eller »galionsfigur«, som han selv siger.

»Jeg arbejder på, at vi ved siden af kunstfilmene også forsøger at lave store brede film i stil med filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens bøger. Den slags bruger jeg tid på at finde flere af, og den næste kan meget vel være »Der kommer en dag«, instrueret af Jesper W. Nielsen og baseret på gamle skrækhistorier fra børnehjemmet Godhavn.«

Dette er den sidste artikel om dansk films historie. I en serie på fem artikler har vi fortalt om dansk films historie gennem de største personligheder og de mest markante film i de største filmselskaber. I den forløbne uge har vi bragt artikler om Nordisk Film, Palladium, ASA Film og Saga Studio.