Da kalifatet kom for tæt på villavejen

KLUMME

Klummeskribent Søren McGuire Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland

 

Vi har fået asylansøgere på vejen. Vi hørte første gang om dem tilbage i foråret, i en SMS fra hende nede i nummer 14, som havde hørt det fra ham ovre i nummer 18, som havde hørt det fra sin egen genbo i nummer 25, som en dag havde set nogen gå og måle op på den tomme hjørnegrund overfor. Da han nysgerrigt spurgte dem, hvad der skulle ske med den forgiftede grund, som vist engang har huset en bagerforretning med en utæt olietank, lød svaret »I får 15 mandlige asylansøgere til juni, og de skal jo have et sted at bo.« Således ville kommunen nu gå i gang med at opføre barakker til de nye tilflyttere, klods op ad Verner og fruen i nummer 28 som ellers i årtier har nydt udsigten til absolut ingenting udover en træt ligusterhæk, en hulens masse ukrudt og uanede mængder hundelort fra kvarterets omstrejfende golden retrievere.

Og det er jo immervæk spændende, når sådan noget sker herude, hvor der ellers ikke har været det store at tale om siden Brolæggerens plankeværk blev påkørt for et par uger siden, og kiosken sidste år satte prisen for deres parallelimporterede bland-selv-slik op med en krone. Så snakken gik hen over hækkene, vi blev både bekymrede og bange for, at det islamistiske storkalifat nu pludselig ville komme lige lovlig tæt på. Husejerne nærmest hjørnegrunden begyndte at tale højt om private vagtværn, oprustning og vrede læserbreve, for hvad nu med huspriserne? Kunne vi stadig sælge kvarteret som »det perfekte sted for børnefamilier med gode skoler og grønne områder«, eller er en barak fyldt med krigstraumatiserede asylansøgere som Roundup for enhver velvoksende friværdi?

Jeg indrømmer gerne, at jeg, på trods af en holdning om at vi skal og bør hjælpe folk i nød, heller ikke var tryg ved tanken om 15 flygtninge på flugt fra borgerkrig 100 meter nede af vejen. Så da Jørgen fra nummer 37 en fredag aften stolt meddelte, at han »fandme ikke skal have det halve Aleppo og omegn rendende rundt i sin indkørsel«, ville jeg ønske, at jeg kunne have svaret andet end »nej, men måske kan man hyre dem til at male huset?« Men sådan er det jo ofte med de fine humanistiske holdninger – de er gode nok, lige indtil du rent faktisk skal føre dem ud i livet.

Nå, men juni kom og gik, og det samme gjorde resten af sommeren. Barakken blev bygget, hvorefter et par af ruderne blev smadret, enten af lokale knallertbøller eller utilfredse naboer og intet skete. Lige indtil i sidste uge, hvor tre kvindelige asylansøgere fra Uganda så flyttede ind, uden at nogen af os bemærkede det. Vi ser dem til tider gå op og ned ad vejen, men det er der intet odiøst i, da flere af os har hyret rengøringsdamer fra mindst lige så eksotiske lande. Vores børn kan stadig lege frit, ingen har endnu hyret vagtværn, og de tre nye naboer kan gå til ro hver aften, velvidende at den største fare på disse kanter ikke er krig og bomber, men knallertbøller og vildfarne Berlingoer. Og således er humanismen genoprettet herude. Så længe det varer ...