Da Jan sagde farvel til Pyrus: »Det er ligesom at aflive en hund«

MEDIEKOMMENTAR: TV 2-dokumentar i to dele følger den 61-årige Pyrus-skuespiller Jan Linnebjerg, der har optrådt over 1.000 gange i stormagasiner og ved julemesser. Filmen viser bagsiden af at være kendt for én ting.

»Man kan ikke blive vred på Pyrus. Han er uskyldig. Han er et barn,« siger Jan Linnebjerg som Pyrus i TV 2 -dokumentaren »Nissen flytter altid med«. Nordisk Film

Det er en råkold, regnfuld decemberdag i Præstø. Der er julemarked i den lille sjællandske by, og knap 100 af byens indbyggere er mødt op for at drikke gløgg, spise æblekager og så se tv-nissen Pyrus optræde på scenen.

Præstø-boerne ved ikke, at skuespilleren inde i Pyrus har optrådt langt over 1.000 gange i rollen som nissen fra TV 2s julekalender »Alle tiders jul« – og at det er hans sidste show.