Da forfatterne blev kørt af banen i samfundsdebatten

Den debat, vi har om velfærdsstaten i dag, udelukker på forhånd forfattere og andre kunstnere, mener litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard, der i dag forsvarer sin doktorafhandling. Han mener, vi kunne lære noget af 1960erne debatklima.

Foto: Mini Wolff. Mange forbinder nok især Anders Bodelsen med hans krimier, men i 1960erne skrev den populære danske forfatter nyrealistiske noveller om livet i velfærdsstaten. 
Læs mere
Fold sammen

I juni 1960, for præcis 57 år siden, kom den daværende socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann med en appel til forfattere og andre kunstnere. Et udsagn, der er blevet stående for eftertiden: »Vi har i høj grad behov for vejledning,« sagde han i et interview med Information og tilføjede: »Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde at rådgive os på kærlig og forstående måde, ville meget være vundet! De kan naturligvis trække sig tilbage, men må så være klar over, at regeret bliver der alligevel.«

»Den slags anmodninger til kunstnere hører vi ikke fra politikere i dag«, siger Lasse Horne Kjældgaard.

Litteraturprofessoren på RUC forsvarer i dag sin doktorafhandling »Meningen med velfærdsstaten: Velfærdsdebat og dansk litteratur 1950-1980«. Som titlen siger er fokus historisk. Han ser på velfærdsstatens tidlige år. En periode, hvor mange danske forfattere var optaget af det relativt nye fænomen. I de bøger de skrev og i samfundsdebatten. For selvom Kampmann gerne så, at forfatterne forholdte sig mere kærligt og forstående til velfærdsstaten, var der ingen tvivl om, at forfatterne havde en rolle at spille i debatten dengang, forklarer Lasse Horne Kjældgaard.

»Jeg påstår i min afhandling, at det, der kendetegner den første fase af velfærdsstaten var en fælles forestilling om, at velfærdsstaten ikke kunne være et mål i sig selv. Den skulle bruges til at stræbe efter andre mål. Den forestilling blev delt på tværs af partiskel, men også delt af forfattere og kunstnere,« siger han.

Foto: A E Andersen. Forfatter Villy Sørensen, da han boede i et klubværelse på Bernstorffsvej i Gentofte. Fold sammen
Læs mere

Han nævner Villy Sørensens novellesamling »Formynderfortællinger« fra 1964 som et eksempel. Anders Bodelsens nyrealistiske noveller fra 1960erne om de psykologiske, eksistentielle udfordringer, der følger med livet i velfærdsstaten som et andet. Og Henrik Stangerups »Manden der ville være skyldig« som et tredje.

Men de store visioner, der prægede diskussionen om velfærdsstaten de første år, begyndte efterhånden at glide ud, fortæller Lasse Horne Kjældgaard. Og det præger stadig debatten. I dag bliver kunstnerne ofte kritiseret for ikke at blande sig nok i samfundsdebatten. Andre gange er det politikerne, der får på puklen for ikke at inddrage kunstnerne i tilstrækkelig grad. At det er kommet dertil, er ikke så underligt, mener Lasse Horne Kjældgaard med udgangspunkt i sin afhandling.

»Omkring 1970 skete en forandring. Man begyndte at se velfærdsstaten som et mål i sig selv. At tale om midlerne til at bevare den. Politikerne begyndte at tale om, hvordan man kunne reformere velfærdsstaten, hvordan den kunne effektiviseres. Hvordan vi kan få mere velfærd for pengene. Det er en debat, som forfattere og andre kunstnere og intellektuelle i det hele taget har svært ved at bidrage til. Og sådan har det været siden,« siger han og tilføjer: »Den måde man debatterer velfærdsstaten på i dag, udelukker nærmest på forhånd forfattere fra at deltage kvalificeret. Det er en meget teknisk debat, der handler om forvaltningsmæssige, økonomiske rationaler. Midler til at få velfærdsmaskineriet til at køre bedre. Så forfatterne har slet ikke den rolle i samfundsdebatten, de havde engang. Men jeg argumenterer altså for, at der var en periode i velfærdsstatsdebatten, hvor det var muligt at for forfattere og politikere at tale sammen.«

Lasse Horne Kjældgaard pointerer dog, at der i den danske samtidslitteratur er masser af eksempler på forfattere, der skriver om velfærdsstaten. Han nævner Lars Frosts »Ubevidst Rødgang«, »Smukke biler efter krigen« og »Skønvirke«, som forfatteren selv har kaldt et reviem over velfærdsstaten. Og i en anden genre Asta Olivias Nordenhofs digte om erfaringer med det psykiatriske system.

Foto: Christian Liliendahl. Asta Olivia Nordenhof skriver i sine digte om erfaringer med det psykiatriske system. Litteraturforsker Lasse Horne Kjældgaard nævner hende som et eksempel på en forfatter, der skriver om velfærdsstatens problemer i dag. Fold sammen
Læs mere

  »Men det er en nicheoffentlighed, den debat foregår i,« mener han.

Det er ikke som på Kampmanns tid. Det er nu heller ikke, fordi de svar, forfatterne gav i 1960ernes debat er relevant i dag, mener Lasse Horne Kjældgaard. Men spørgsmålene, der blev rejst, er.

»Det kunne være tiltrængt, hvis man engang imellem kunne åbne op for en reel målsætningsdebat i samfundet, hvor vi talte om nogle videre mål for det gode liv og det gode samfund. For det kunne give en kulturdebat, som forfattere, kunstnere og i øvrigt mange andre mennesker kunne deltage i,« siger Lasse Horne Kjældgaard og kommer med en opfordring: »Hvis man vil have en bredere demokratisk samtale, skulle man engang imellem sætte parentes ved det i øvrigt vigtige spørgsmål om, hvordan vi kan bevare velfærdsstaten. Og i stedet spørge: Hvad er det, vi vil med den?«