Når man siger Eik, må man også sige Iben. I hvert fald hvis man vil forstå manden og myten, der i den brede offentlighed er mest kendt som forsangeren i det danske beat-orkester Steppeulvene. For når Eik Skaløe tilbage i 60erne sang de senere så berømte linjer, »Itzi-Bitzi, tag med mig til Nepal«, var det en direkte henvendelse til Iben Nagel Rasmussen.

Det var Iben, der var Eiks Itzi-Bitzi. Det var Iben, der var hans livs store kærlighed. Og netop kærlighedshistorien mellem Eik og Iben er da også den helt centrale fortælling i Ole Christian Madsens længeventede spillefilm om Eik Skaløe, »Steppeulven«, der har biografpremiere i næste uge.

Filmen tager sin begyndelse, da de mødes for første gang i 1961 som unge aktivister i Kampagnen Mod Atomvåben. Og slutter som bekendt med Eik Skaløes død for egen hånd på grænsen mellem Pakistan og Indien i 1968 - knap halvandet år efter udgivelsen af Steppeulvenes »Hip«.

Men hvad var det lige, der gjorde forholdet til noget særligt?

Spørger man Iben Nagel Rasmussen, der i 1993 udgav Eik Skaløe-brevsamlingen »Breve Til En Veninde«, rakte deres forhold langt ud over det romantiske.

»Det var større end det. Eik var min soul mate. Vi kunne snakke sammen om alting. I dag er kærlighed måske lidt mere snævert defineret. Men dengang var det tilladt at have det der åbne forhold. Selvom det egentlig ikke var det, Eik ville,« fortæller hun i dag. Eik og Iben var unge, søgende, progressive og ville ikke lægge bånd på hinanden. Det borgerlige kærlighedsforhold, hvor man tager ejerskab over hinanden, var ikke vejen frem. Der skulle være plads til at være sammen med andre og vokse som menneske og individ.

Splittet mellem følelser og idealer

»I dag ville man jo nok kalde det et åbent forhold. Den slags mærkater ved jeg ikke, om de har sat på det, men de var i hvert fald meget inspireret af det åbne trekantsforhold i Truffauts nybølge-film »Jules & Jim«. Den betød sindssygt meget for deres forhold,« siger Jan Poulsen, forfatter til biografien »Eik Skaløe - spejder og steppeulv«.

Men som Iben Nagel Rasmussen antydede - og som Ole Christian Madsens film også viser - så var det ikke altid en lige let øvelse for Eik, der ofte var splittet mellem sine progressive idealer og sine følelser for Iben.

»Spørgsmålet er, hvor enige de reelt set var om det. Min tolkning er, at Eik gik med til det setup af frygt for helt at miste Iben også som veninde og soulmate. Det betød så også, at der kom nogle kraftige svingninger i deres forhold, når hun var sammen med andre. Det sårede jo selvfølgelig Eik. Han prøvede så også at fortælle Iben om sine erfaringer i den retning, men det sårede hende ikke på samme måde,« fortæller Jan Poulsen.

»Når det så er sagt, så var de der jo for hinanden hele tiden. Og på et tidspunkt accepterede Eik også, at de ikke skulle leve i tosomhed. I mange år har der faktisk været spekuleret i, at Eik tog sit eget liv, fordi Iben ikke gengældte hans kærlighed. Men det gjorde han altså ikke. Han var helt på det rene med, at det ikke blev de to,« lyder udlægningen fra Jan Poulsen.

Drømte om at søge grænser

For filminstruktør Ole Christian Madsen er det en mangeårig drøm, der går i opfyldelse, når »Steppeulven« har premiere i næste uge. Han har forsøgt at få filmen finansieret gennem mange år og lavede allerede tilbage i 1988 en dokumentarfilm om Steppeulvene.

»Det har fulgt mig, siden jeg var 16 år og hørte »Hip« for første gang. Den her magiske og besynderlige historie om en mand, der bliver rockstjerne og vælger at tage til Østen og ender med at dø, har altid haft en voldsom kraft på mig. For mig handler Eik Skaløes historie om at være ung i sin yderste potens. Han levede sit liv i en form for radikaliseret ungdom. Han nåede i sit meget korte liv både at gennemleve en meget stor kærlighedshistorie og skabe et banebrydende og dybt kontroversielt rockband,« siger Ole Christian Madsen.

Selvom Skaløe er blevet mest kendt som forsanger i Steppeulvene, fyldte tiden med orkestret overraskende lidt i hans liv. Fra Eik mødte guitarist Stig Møller i 1966, til bandet gik i opløsning, gik der knap et år. Mere end noget andet drømte Skaløe om at blive forfatter og om at søge grænser - både udadtil på sine rejser og indadtil ved hjælpe af de mange bevidsthedsudvidende stoffer, han også tog.

Steppeulvene var en pludselig indskydelse blandt mange andre. Og det afspejles da også i »Steppeulven«, der sideløbende med forholdet til Iben også fortæller den større historie om Eik Skaløes indre og ydre søgen gennem årtiet.

»Han er jo hidtil mest blevet set som overhippien i København. Men kulturhistorisk er han mere interessant end det,« forklarer Ole Christian Madsen.

»Han var eksponent for hele beatnik-bevægelsens indtog i Danmark. Han repræsenterede en bevægelse fra den politiske aktivisme over til mod en mere sjælesøgende rejse ind i sig selv. Den bevægelse er beskrevet i den internationale kunst, men den er ikke beskrevet i Danmark. Hele idéen om at tage afstand til det kapitalistiske samfund og dens normative krav om hus, bil, uddannelse og arbejde opstod jo i slut-40erne i USA med forfattere som Allen Ginsberg og Jack Kerouac. Eik var en af de første til for alvor at udleve det herhjemme.«

Deler vandene

Det er med andre ord en stor fortælling, som Ole Christian Madsen har kastet sig over her. Og som kun kompliceres yderligere af, at den handler om rigtige mennesker og historiske begivenheder. »Frit baseret på virkelige hændelser« lyder varedeklarationen i starten af filmen. Og her er ordet »frit« helt afgørende, for når virkeligheden skal presses ned i en dramatisk ramme, må man også nødvendigvis foretage nogle kreative valg- og fravalg, fortæller Ole Christian Madsen.

»Det handler om at være tro mod det udgangspunkt, der er – altså den platform af virkelighed som Eik Skaløe, Steppeulvene, Iben og familien repræsenterer - og så samtidig skabe et drama, der på bedste mulig vis fortæller historien om en vigtig person i sin tid. Det er en meget stor historie, der strækker sig over syv år, så man må naturligvis have en fortolkningsmæssig ramme, der kan rumme den store fortælling. Uden den ramme, kan du slet ikke lave en biografisk film. Man flytter rundt på begivenhederne, så det fungerer som fortælling. Men samtidig er der jo ikke noget, der grebet ud af den blå luft,« siger han.

Filmen rummer flere større og mindre eksempler på dramatiske justeringer. Alligevel mener Iben Nagel Rasmussen overordnet, at Ole Christian Madsen og co-manuskriptforfatter Bo Hr. Hansen har været meget loyale over for den oprindelige historie.

»Selvom Eik og jeg f.eks. ikke mødtes første gang i detentionen, som filmen viser, men derimod på kampagnekontoret bagefter, så forstår jeg godt valget. Det er da klart, at det filmisk set er mere spændende, at vi mødes i detentionen. Den slags ting er der en del af, og det ser jeg egentlig ikke noget problem i. For mig er det utrolig vigtigt at huske på, at det er en film. Det er ikke en dokumentar.«

Hvor Iben Nagel Rasmussen ikke ser noget problem, forholder Eik Skaløes søster, Iben Lassesen sig dog mere kritisk til filmen.

»Der er mange fine scener i filmen, og Joachim Fjelstrup gør det virkelig godt i rollen som Eik. Men portrættet af forholdet mellem Eik og Iben er reduceret udelukkende til et sexforhold, og det er skuffende. Det fanger ikke det særlige, de havde sammen. Det var et helt specielt kæresteforhold, som også i høj grad var baseret på det åndsfællesskab, venskab og den idealisme, de havde fælles. Men som samtidig også blev problematisk. Den dybde synes jeg ikke Ole Christian Madsens film afspejler.«

Vil ikke udnytte virkeligheden

Ole Christian Madsen afviser - ikke overraskende - kritikken.

»Jeg synes bestemt ikke, at det er en banal kærlighedshistorie. Jeg synes, at det er en meget kompliceret kærlighedshistorie. Vi taler jo alle sammen ud fra vores egne idiosynkrasier. Det gør jeg selv. Og det gør Iben Lassesen også. Om hun har mere patent på historien end andre, det vil jeg lade stå som et åbent spørgsmål. Men om alle aspekterne af kærlighedshistorien er forløst? Det ved jeg ikke. Der er forløst de sider historien, som jeg mener, har været afgørende for fortællingen om Eik og Iben,« siger han.

Der var også en del kritik i forbindelse med dine seneste historiske film, »Flammen og Citronen«. Hvorfor tror du, at det blusser op gang på gang?

»Især i Danmark har vi en meget klar skillelinje mellem dokumentarisk virkelighed og fiktionsvirkelighed. Der har jo ikke været en historisk film de sidste mange år, der ikke har været udsat for den form for kritik. Jeg tror det hænger sammen med, at vi ikke har et særlig veludviklet forhold til at fortælle vores egen historie via fiktionen. Mens andre lande bruger det som et identitetsskabende element for befolkning, så tager vi afstand: »Det er jo ikke helt rigtigt!« Nej, det er ikke helt rigtigt. Men det er dokumentarfilm heller ikke. De er også fortolket og bygget op over de samme strukturer som fiktionen. Men af en eller anden grund har vi fået lavet en meget klar skillelinje der. Det er synd,« siger han og tilføjer:

»Det er meget svært at få historiske film til at fungere. Det tager mange år. Så når man endelig gør det, er det ikke for at udnytte virkeligheden. Man gør det, fordi man synes, at det er en rigtig historie. Det er da meget nemmere at lave en film, som man bare finder på. Det her er noget af det sværeste, man kan kaste sig ud i.«