Da det gik galt for baronen i Gothersgade

Baron Boltens gård i Gothersgade 8 blev opført i 1767 af en velhavende storkøbmand og skibsreder, der underskrev sig Heinrich Bolte, før han blev ophøjet til baron af Bolten. Foto fra omkring 1950, før der blev anlagt en arkade gennem stueetagen. København før og nu – og aldrig, bd. 5. Fold sammen
Læs mere

I 1783 sluttede krigen mellem England, Frankrig og De Amerikanske Fristater, og det var en dårlig nyhed for købmand Bolte i Gothersgade.

Ikke fordi han beklagede, at englænderne mistede kolonierne på den anden side af Atlanterhavet, men med underskrivelsen af fredstraktaten i Versailles sluttede syv fede år for ham og for en håndfuld andre handelshuse i København.

Det var folk, der ejede oceangående handelsskibe, og så længe krigen havde varet, havde de med et neutralt Dannebrog i masten sejlet ufattelige formuer hjem til landet – og til sig selv – fra Vestindien og fra fjerne egne i Asien. Men nu sluttede festen, for med freden havde den vældige britiske handelsflåde igen uhindret adgang til verdenshavene, og så kunne man se frem til faldende fragtrater og efterfølgende kursfald og fallit.

Fremtiden så mørk ud, og galt gik det for købmand Bolte, der havde haft den største fortjeneste af alle i byen.

Heinrich Bolte var tysk af fødsel, han voksede op i yderste fattigdom, og som 17årig rejste han i 1752 til København for at prøve lykken. Ikke en skilling ejede han, men han blev vintappersvend og efter en halv snes år optaget i vintapperlavet, skønt han egentlig ikke havde den formelle uddannelse.

Den slags småting kunne ikke holde en driftig mand nede, og frem ville han.

Hans første kone var datter af den kongelige hofblikkenslager, men hun døde, og så indgik han ægteskab med datteren af en værtshusholder i Pilestræde. Det var et godt parti, og ved flid fik han skrabet så mange penge sammen, at han kunne købe en gammel gæstgivergård. Ikke så meget for at drive værtshus, for nu var han vokset fra den metier. I stedet opførte han på grunden, der var lang og smal, den købmandsgård, som endnu ligger på adressen Gothersgade 8, men som blev maltrakteret godt og grundigt, da man efter anden verdenskrig borede en arkade gennem stueetagen for at gøre plads til fortovet.

Forhuset med den tidstypiske kvist blev indrettet til beboelse, mens bygningerne inde i gården var til forretningsbrug. Over porten satte han en sten med årstallet 1767 og initialerne HB. Det var rigeligt. Alle vidste, hvem der boede i det fornemme hus.

Havde blik for gode forretninger

Dansk indfødsret fik han ti år senere, og så kom den gyldne periode med krigen i Amerika. Egentlig handelskyndig var han ikke, men han havde blik for at se en god forretning før konkurrenterne og mod til at træffe en hurtig beslutning.

Han blev rig, meget rig, men så døde hans kone, og i en alder af et halvt hundrede år var han for anden gang enkemand. Dog ikke ret længe, for han fik øje på en 18-årig skønhed, Frederikke Sophie, datter af konferensråd og generalmajor J.F. Heinrich. Det kunne ikke blive fornemmere. Hende skulle det være, og konferensråden så med glæde datteren anbragt på toppen af en tønde guld, men der var et problem.

Den velhavende købmand var borgerlig og helt uden for rangklasserne. Det måtte først bringes i orden. Og til det formål var det så heldigt, at enkedronning Juliane Marie netop stod og skulle bruge midler til oprettelse af en fødselsstiftelse i Amaliegade. Pengene blev fundet, og med yderligere 40.000 rigsdaler i den gode sags tjeneste blev købmand Bolte ved en kabinetsordre ophøjet i friherrestanden som Baron af Bolten.

Det var i maj 1783, og nu kunne der arrangeres bryllup. Sorgenfri Slot og nogle andre landsteder nåede han også at erhverve, men så kom de første ubehagelige rygter om fred mellem stormagterne. Og det udløste så voldsomme prisfald på varer anbragt i hans mange fyldte pakhuse, at han – byens rigeste mand – pludselig var insolvent.

Brylluppet hang i en tyd tråd, for uden penge ingen brud og kun et ekstraordinært lån på en lille million rigsdaler fra statskassen reddede forretningen og den planlagte fest.

Baron Bolten flyttede med sin unge hustru ind i den rummelige købmandsgård i Gothersgade, men det stod klart, at de gode tider var forbi. Et par år efter var han igen ude af stand til at betale sine terminsregninger, og selv om han fik kongelig bevilling på seks ugers henstand, var det mere end ægteskabet kunne klare.

Baronessen mente nok, at livet havde mere at byde hende end en 30 år ældre mand med økonomiske problemer, og en skilsmisse var uomgængelig. Hun gik sine egne veje, og der er dokumentation for, at hun i den galante periode frem mod århundredskiftet optrådte som en livsglad dame, der aldrig savnede beundrere.

Derimod gik det sørgeligt ned ad bakke for Baron Bolten. Den tidligere så velhavende storkøbmand og skibsreder måtte en efter en afhænde alle sine ejendomme. Han døde i 1790, og i sine sidste år boede han til leje i nogle værelser ud mod gården i den ejendom, han selv havde opført, da tiderne var gunstige.