Da der var skat på dansemusik

I januar 1728 blev indført endnu en ny skat: Afgift på bryllupsmusik – og det uanset, om der blev spillet eller ej.

Tivolis gamle koncertsal. På grund af kapelmester H.C. Lumbyes popularitet blev havens stifter trukket gennem adskillige retssager af den sidste stadsmusikant. Foto fra 1863, Før og nu 1. årg. Fold sammen
Læs mere

Tilbage i enevældens dage blev borgerne ustandseligt belemret med nye skatter og afgifter. Men det kunne ikke være anderledes i et retssamfund, hvor kongen og magistraten på rådhuset var garanter for lov og orden.

Det var derfor lige efter bogen, at der i januar 1728 blev indført endnu en ny skat: Afgift på bryllupsmusik – og det uanset, om der blev spillet eller ej.

Befolkningen blev delt i tre klasser efter betalingsevne.

De fornemste skulle betale to rigsdaler, og det var typisk lærde folk fra universitetet samt grosserere, bryggere og vinhandlere. Almindelige håndværkere, skippere og brændevinsbrændere måtte betale en rigsdaler, og i tredje klasse fandt man folk af ringe stand som daglejere og øltappere. De slap med en betaling på et par mark, men alle – høj og lav – var forpligtet til at anmelde et bryllup to dage i forvejen, og undladelse medførte mulkt.

Begejstringen for den nye skat var moderat, men den havde sin forklaring. Som så mange andre byer havde København en stadsmusikant, og han havde eneret til at stå for musikken inden for voldene, når der i anledning af bryllupper og andre festlige sammenkomster blev spillet op til dans og anden lystighed.

Det var en gammel skik at have privilegerede spillemænd, og i de ældste forordninger står der blot, at pågældende skulle være ædruelig og skikkelig i sit embede. Et krav, som var til at leve med, skulle man mene.

Også for en spillemand, for efter udnævnelsen kunne han se frem til en livslang aflønning fra de offentlige kasser for at levere musik til byens kirker, og desforuden havde han rige muligheder for at tjene ekstra som eneste lovlige udbyder af musikalsk underholdning.

Men ak. Helt så let var det ikke at være stadsmusikant i København, og der er ikke tal på, hvor ofte de kommunale spillemænd gennem århundreder har klaget deres nød til myndighederne. Lønnen til musikerne i hans lille orkester måtte han selv betale og ligeledes indkøb af instrumenter, men det værste var, at stadsmusikanten i sagens natur ikke var den eneste person i den store by, som kunne trylle toner ud af en violin.

Den færdighed var mange i besiddelse af, og de benyttede sig af den på frækkeste vis ved at trænge ind på hans enemærker.

»Af fuskere i København er der over hundrede personer, hvoraf en del er artilleribetjente, soldater, tamburer, bådsmænd og andre løsgængere foruden de ved garnisonen ansatte.« Det skrev stadsmusikant Beckstedt i 1715 i en klage til kongen. Han var fortørnet og foreslog, at straffen for at antage en fusker til at spille ved et borgerbryllup blev forhøjet til ti rigsdaler, samt at instrumenterne blev konfiskeret.

Politimesteren gav ham ret. Det var et stort problem, og han satte gerne jagten ind på ulovlige spillemænd, mod at stadsmusikanten ydede en skærv til de mange betjente, som skulle deltage. Nærmest som en belønning for deres umage.

Klagen blev hørt. Bøden til de musikalske fuskere blev sat op, og værterne, som havde indbudt dem, blev straffet med mulkt. Men lige lidt hjalp det.

Overalt var der militærmusikere, der spillede for en lavere pris end den tarif, som stadsmusikanten havde bestemt, og som derfor var den officielle. Det var utåleligt for den ærlige mand, men svært at gøre noget ved, for ulovlighederne foregik jo inde i folks private huse og ofte til langt ud på natten, hvor selv vægterne var faldet i søvn.

Tilmed blev det mere og mere almindeligt at arrangere bryllupsfest uden musik, og så var det, at ideen opstod om en fast afgift i form af bryllupspenge, som skulle betales til stadsmusikanten, uanset om der blev spillet eller ej.

Det var en løsning, som sikrede, at ordningen med en kommunal kapelmester kunne fortsætte generation efter generation, men at lægge en dæmper på den ulovlige musikudøvelse var en vanskelig opgave, og helt umuligt blev det, da de borgerlige klubber skød op i årene omkring 1800. De arrangerede på skift søndagsballer uden stadsmusikantens tilladelse, for nu ville man være fri for det århundredgamle musiktyranni.

Netop på den tid begyndte fornemme borgerfamilier også at få klaver hjemme i lejlighederne, og når der kom musikalske venner på besøg, var det vanskeligt at holde loven.

Men helt galt gik det, da løjtnant Carstensen fik tilladelse til at afholde folkelige fester i Kongens Have og uden at betale afgift lod en tidligere violinist i stadsmusikantens orkester stå for underholdningen.

Navnet var H.C. Lumbye, og så begejstrede var tilhørerne, at han blev engageret som kapelmester i Carstensens næste satsning, Tivoli, som åbnede i 1843. Stadsmusikanten, som nu hed Füssel, var gram i hu og anlagde indtil flere retssager mod Carstensens ulovlige foretagender og Lumbyes illegale musik, men tabte hver gang.

Enevælden sang på sidste vers, musikmonopolets dage var forbi, og i 1860 blev embedet nedlagt ved en kongelig resolution.