I 1896 anmodede nogle af beboerne i Store Brøndstræde om, at navnet blev ændret til Lille Gothersgade. Det blev afslået, selv om det var en udmærket begrundelse for det skikkelige ønske, at »der nu ikke mere findes noget bordel og kun ét eneste hus, hvori der bor et løsagtigt fruentimmer.«

Dyden havde holdt sit indtog, forstår man, men Brøndstræde var og blev Brøndstræde, indtil hele kvarteret blev bortsaneret omkring 1910, og siden har alting i denne del af byen ændret sig til ukendelighed.

Store Brøndstræde, der strakte sig fra Vognmagergade til Gothersgade midt mellem de senere anlagte gader Lønporten og Sjæleboderne, kom til verden efter bybranden i 1728, og hurtigt opnåede strædet et tvivlsomt renommé, som det aldrig kom af med. Fra begyndelsen var der tale om elendige huse med små usle lejligheder, med vandpost og lokum i gården, og hvor man delte køkkenvask med naboen.

Til gengæld var huslejen til at betale for de fleste, og da beboerne i sin tid gerne ville af med det belastede navn, lå den på omkring et halvt hundrede kroner halvårligt.

Det var noget nær det billigste, man kunne opdrive i København, men ikke helt. For i Lille Brøndstræde, der løb parallelt med Gothersgade mellem Store Brøndstræde og Landemærket, kunne man skaffe sig tag over hovedet for en endnu lavere husleje.

Det var derfor i helt overvejende grad børnerige arbejderfamilier fra det nederste lag af samfundspyramiden, der til overflod befolkede Brøndstrædekvarteret, hvortil kom et betragteligt kontingent svenske gæstearbejdere, jødiske flygtninge fra Rusland og en underskov af halv- og helkriminelle eksistenser, der levede fra hånden og i munden eller af de indkomster, det kastede af sig at være aktiv soutenør for en eller flere af de talrige erhvervsdrivende damer i kvarteret.

Og i Lille Brøndstræde kunne beboerne ikke med samme argument anmode om navneforandring, for i hele gadens længde udfoldede der sig fra kælder til kvist en form for utugt »i så forrået og degenereret en skikkelse, som man overhovedet træffer den her i byen.«

Det kunne man læse i en detaljerig beskrivelse af forholdene fra 1905, og det vidste politiet naturligvis alt om, for snart sagt samtlige beboere i de ulige husnumre var registreret med navn, fødselsdata og erhverv.

Forholdene var ikke prangende, men huslejen som nævnt overordentlig rimelig, og priserne for diverse tjenesteydelser tilsvarende moderate. Og så udmærkede denne side af Lille Brøndstræde sig som en af de få udvalgte gadestrækninger, hvor sædelighedspolitiet accepterede vinduesudstilling og handel ved gadedøren.

På den baggrund kan man skønne, at de lige husnumre var den pæne side af strædet, men det skal man næppe lægge for meget i. For i den nævnte beskrivelse af forholdene kan man yderligere læse, at der overalt er en sådan mangel på lys og luft, at det trodser alle sundhedsvedtægters regler.

Nogle lejligheder anvendes skiftevis til hønsehus og beboelsesudlejning – alt efter hvad der lønner sig bedst, og i det hele taget er Brøndstræderne et berygtet kvarter, hvor end ikke politiet har nogen magt.

Allerede i første halvdel af 1800-tallet var forholdene rystende, og de første ideer til en ombygning af kvarteret blev bragt på bane.

Det blev forstærket efter koleraepidemien i 1853, og så gik der 30 år, uden at der skete mere i sagen. I 1887 vedtog Folketinget en lov, hvorefter kommunerne i en tiårsperiode kunne få økonomisk hjælp til ombygning af usunde kvarterer, men på grund af den snævre tidsramme på kun ti år nåede man ikke at få sagen gennemarbejdet på rådhuset.

Endelig blev der i maj 1908 vedtaget en lov om »lån til ombygning af overbebyggede og usunde bydele i København«, og to år senere var hele firkanten mellem Møntergade, Vognmagergade, Landemærket og Gothersgade jævnet med jorden.

På den måde forsvandt Store – og Lille Brøndstræde, og i stedet opførte Belysningsvæsenet og Gutenberghus et par moderne erhvervsejendomme. Men man skal jo leve, og ved den lejlighed fik Adelgade og Borgergade en hel del nye tilflyttere.