Da der gik kongelige fasaner rundt på Amager

Overjægermester Løvenskjold fik i 1840 et halvt hundrede fasaner fragtet fra Jægerspris til Kongelunden. Og da de blev sluppet løs, viste det sig, at de trivedes overordentligt godt i de nye omgivelser.

Kongejagten i Kongelunden ved monumentet for baron Løvenskjold til højre. Det er Christian X midt i billedet, som rager et hoved op over de øvrige medlemmer af jagtselskabet. Foto fra november 1919, Før og nu 9. årg. Fold sammen
Læs mere

Amager gjorde nytte som byens spisekammer og som losseplads for stort og småt. Det tjente øen til ære, men for københavnere i almindelighed var det umuligt at finde en anledning til at begive sig ud på en rejse til dette gudsforladte sted.

Her var intet at se ud over endeløse marker med grøntsager og køkkenurter, nogle spredte landsbyer og et par osende fabrikker. Og så de karakteristiske latringruber, der mere eller mindre mærkbart gav sig til kende alt efter vind og vejr.

Nej, på Amager satte man helst ikke sine ben. Det kunne der ikke være to meninger om langt op i 1800-tallet.

Ganske vist var der Kongelunden, den nydelige skov, der efter et par forgæves forsøg var blevet anlagt i 1818 på Store Maglebys jorder og 12 år senere fik sit kongelige navn på foranledning af Frederik VI.

Men at rejse så langt for så lidt gav ikke mening og slet ikke i betragtning af, at det blot tog en times tid at komme fra byen ud i Dyrehaven, hvor alting var større og mere betagende. Og så alligevel.

Kongelunden havde midt i århundredet en temmelig enestående attraktion: Vilde fasaner lige til at skyde og lægge i gryden, hvis man altså måtte. Den fornøjelse var imidlertid forbeholdt den kongelige familie, og det havde sin forklaring.

Allerede mens han gik og ventede på at blive landets konge, havde den senere Christian VIII været en ivrig jæger, og han havde især dyrket sin interesse i skovene omkring slottet i Jægerspris. Her kom agerhøns forbi i store flokke, og der var også mulighed for at gå på klapjagt.

Men vilde fasaner var der ingen af, og derfor oprettede han et såkaldt fasaneri. En duelig fasanjæger blev indforskrevet fra Bøhmen, og et par bygninger blev indrettet til opdræt af de smukke og velsmagende fugle.

Det gik godt. Dog kun så længe de var i fangenskab. For lige så snart, de blev sat ud i frihed, fløj de ind i de omkringliggende skove og blev ædt af rovfugle. Det var ikke meningen.

I 1831 overtog baron og overjægermester Løvenskjold ledelsen af det royale fasaneri, og han indså hurtigt, at opgaven med at etablere en bestand af vilde fasaner var håbløs.

Jægerspris duede ikke til det formål, men derimod ville Kongelunden på Amager være et passende sted, mente overjægermesteren. Det kunne kongen ikke begribe, for han kendte sit rige, og han havde hørt, at Amager var et sumpet land, hvor der var idel uro og ufred.

Nej, vovede baron Løvenskjold at sige: Majestæten måtte ikke tage det unådigt op, men på Amager kunne man beholde fasanerne, for de flyver nødigt ud over vandet, og mod nord danner København et værn. Dertil kommer, at Kongelunden er en skov af passende størrelse, som gør det muligt for fasanjægeren at holde øje med de vilde fugle.

Det lød overbevisende, selv om kongen stadig havde sine tvivl, og folk med ornitologisk indsigt mente, at baronen måtte være gal.

Blandt dem regnede hertugen af Augustenborg sig, for han ejede selv et fasaneri på Als. Og da han hørte om planerne med at udsætte fasaner på Amager, turde han sige med sikkerhed, at hvis det eksperiment lykkedes, ville Løvenskjold blive udødelig. For så havde han bevist, at fasanen er en sumpfugl. Det var vist nok meget morsomt.

Overjægermesteren blev efterfølgende både kendt og agtet, men dog næppe udødelig, selv om der midt i skoven blev rejst et monument til minde om hans bedrifter.

Et halvt hundrede fasaner fik han nemlig i 1840 fragtet fra Jægerspris til Kongelunden, og da de blev sluppet løs, viste det sig, at de trivedes overordentligt godt i de nye omgivelser. Inden længe havde de mangfoldiggjort slægten ikke blot i skoven, men ud over hele øen, og så var tiden moden til, at staten kunne indlede forhandlinger med Store Magleby om at overtage ejerskabet af Kongelunden.

Christian VIII bevilgede egenhændigt 20.000 rigsdaler til det gode formål, og snart efter kunne han afholde den første private kongejagt på vildt flyvende fasaner.

Indtil 1919 var det en årligt tilbagevendende begivenhed, når landets konge omgivet af rigets bedste mænd drog til skovs med bøssen på skulderen. Men så forsvandt den fornøjelse.

Både Kongelunden og vejen derud blev åbnet for offentligheden. Til gengæld er der nu vilde fasaner overalt.