Da den olympiske ild brændte for kunsten

Der var engang, Danmark høstede OL-medaljer i rekordfri discipliner som litteratur, skulptur, arkitektur og musik. Jean Gaugins »Nævefægter« vandt bronze, det samme gjorde Rudolph Simonsens symfoni »Hellas«, mens forfatteren Josef Petersens roman »Euryale« og Ejnar Mindedals tegninger til svømmehallen i Ollerup fik sølv. Det skete alt sammen i 1920erne og 30erne, og manden bag »OL i kunst« var selvfølgelig Pierre de Coubertin. I dagens anledning tænder vi hans flamme.

Foto: Scanpix

»At fejre De Olympiske Lege, det er at påberåbe sig historien,« sagde det moderne OLs far, Pierre Coubertin, i en radiotransmitteret tale, der drønede ud i den europæiske æter i 1935, året før OL i Berlin. Her gennemgik Coubertin »olympismen«s ånd og idé og gentog sin gamle vision om mennesket, der gennem sporten skal lære at værdsætte sin krop lige så meget som sin forstand. For Coubertin var kroppens formning lig med åndens, og han havde allerede i 1890erne gjort op med den europæiske dualisme med ord, der nu rungede ud i krystalapparater fra Rostock til Rom:

»Når alt kommer til alt, mine herrer, består mennesket ikke kun af to dele: krop og sjæl. Mennesket består af tre dele: krop, sjæl og karakter. Karakteren dannes ikke alene af ånden, den dannes især af kroppen. Det var netop dét, de gamle grækere forstod, og det er det, vi nu så smerteligt må lære igen!«

Glemmer man et øjeblik, hvad OL i 1936 siden blev brugt til i Tyskland og lader tankerne feje endnu længere tilbage – tilbage til 1906, hvor samme Coubertin lancerede sin forestilling om, hvordan De Olympiske Lege sådan helt konkret skulle fremvise den ædle forbindelse mellem krop og sjæl, ja så støder vi på den franske barons drømmebillede af svedige, muskuløse atleter, der valser gennem stadion arm i arm med forpjuskede, stivbenede kunstnere, der begejstret svinger deres pensler, musikinstrumenter, hammer, mejsel, pen og papir ud mod publikum.

Til kamp for demokratiet
Det var nemlig Coubertins inderste og mest dristige drøm om olympiske lege i vor tid, der også skulle slå et slag for internationalisme og demokrati: At man under fejringen af OL ikke kun lod mænd og kvinder dyste inden for en række sportsgrene, men også – på samme tid og samme sted – fik kunstnere fra hele verden til at stille op i konkurrencer i forskellige rekordfri discipliner som maleri, arkitektur, skulptur, litteratur og musik. Faktisk havde Coubertin også tænkt sig, at drama, sang og koreografi skulle med på det olympiske program, og som han sagde i åbningstalen ved den rådgivende konference om kunst, litteratur og sport i Paris 23. maj 1906: »Det drejer sig om på ny at sammenføre to førhen adskilte parter, i et lovformeligt ægteskab; muskler og ånd.«

Stedet, hvor dette lykkelige par skulle bo, var selvfølgelig Olympia, og ligesom i ethvert harmonisk ægteskab (og anden ædel kappestrid) var der visse spilleregler, der gjaldt. De nye kunstværker skulle være inspireret direkte af sportsidéen, og var nogen bekymret over, at konkurencen så ville blive domineret af kunstere, der selv begav sig af med sport og således måtte formodes at slå kropsligt inaktive kollegaer med mange meter, så kunne Coubertin berolige de ængstelige sjæle. Inden længe, lød franskmandens profeti, ville det ikke være muligt at finde en kunstner, som ikke også var sportsmand:

»Den styrke og udbredelse, som sportens renæssance allerede har fået, fjerner enhver tvivl. Den kommende generation vil se åndsarbejdere, som også er sportsudøvere. I det spørgsmål er tiden med os.«

Her var Coubertin nok en kende for optimistisk. Dels har kunstnere til alle tider været nogle sløve padder, der hellere eksercerer ånden end kroppen, og derfor ikke – som Coubertin troede – kunne kaldes til international samling i gummisko og bar overkrop med euforiske trut i baronens spejdertrompet. Dels viste de følgende årtiers konkurrerende bidrag i de forskellige kunstarter, som IOC ikke ligefrem væltede sig i, nok handlede om sport, eller i det mindste havde den med som ramme, men til gengæld sjældent var af en kvalitet, der kunne række til guld-, sølv- eller bronzemedalje. Langsomt kvalte Coubertins idé sig selv. Først og fremmest måske, fordi det altid har vist sig at være en rigtig dårlig idé at efterlyse kunst hvert fjerde år, der partout skal ligne eller handle om noget bestemt.

Danske medaljer
Men det vigtigste var jo at være med, så længe det varede. Og det var vi danskere, da »OL i kunst« for alvor tog form i 1924 i Paris, hvor der var 193 deltager (hele tre fra Rusland, som ellers ikke deltog i sådan nogle burgøjser-sammenhænge). I 1928 toppede antallet af OL-kunstnere med 1.100 forfattere, malere, musikere, arkitekter og billedhuggere samlet i Amsterdam, hvor der også blev solgt ud af kunstværkerne, da legene sluttede, og udstillingerne blev pillet ned. Den form for »professionalisme« var selvfølgelig kontroversielt i forhold til IOCs amatøridealer, og dette salg af OL-kunstværker skulle blive begyndelsen til enden for Olympiske Lege i kunst.

Dannebrog røg aldrig helt til tops i nogen af kunstdisciplinerne, men vi var godt med og høstede flere håndfulde sølv og bronzemedaljer ved legene i årene 1924-1948. Ikke mindst i 1932 i Los Angelses, hvor forfatteren Josef Petersen vandt sølv med den mytologiske roman »Euryale, der var vældig kort, fordi litterære bidrag højst måtte være på 20.000 ord, Samme år besøgte 400.000 mennesker »Los Angelses Museum of History, Science and Art« for at beskue eller lytte til alle de potentielle medaljetagere i kunst. Coubertins vilde idé syntes endelig at have fundet sin tid, sit sted og sit publikum.

Af andre danske medaljetagere i 1920erne og 1930erne bør nævnes arkitekten Ejnar Mindedal Rasmussen, der med smukke, rene linjer tegnede den nyklassicistiske svømmehal i Ollerup, som netop er blevet restaureret. Man bør også huske billedhuggeren Jean René Gauguin (en af Pauls sønner) og hans vitalistiske »Nævefægter« i bronze, der lige nu og indtil 24. august 2008 kan beskues på kunstudstillingen »Livslyst« på Fuglsang i nærheden af Nykøbing Falster. Andre danske medaljetagere var komponisten Rudolph Simonsen med sin heroiske hyldest af en symfoni i 1928, der selvfølgelig hed »Hellas«. På litteraturfronten var den i dag ukendte Josef Petersen lidt af en medaljesluger med tre sølvmedaljer i 1924, 1928 og 1948, samt den – i hvert fald i mellemkrigstiden – kendte digter Johannes Weltzer med sin ode »Symphonia Heroica«, der indbragte en bronzemedalje i 1928 i Amsterdam.

Men i 1952 i Helsingfors var det slut med OL i kunst. Coubertin var for længst død (1937), og nu stod også hans ånd for fald. IOC havde jo aldrig taget denne del af OL-festen alvorligt. Ikke engang 40 års deltagerlister havde man gidet bevare, og kunsten røg endegyldigt af program og plakat. Paradoksalt nok – eller vi skal måske snarere sige hyklerisk nok – fordi IOC ikke mente, at kunstkonkurrencerne var forenelige med amatørbegrebet. Ak ja.

Latterlige optog og larm
Hvis nogen i aften orker at følge transmissionen af den sikkert drønflotte, men svulstige åbningshøjtidelighed i Beijing, kan der være god grund til at huske på Coubertins drøm om en lykkelig alliance mellem sportsmænd, kunstnere og publikum. Den var ikke helt så tosset, som den lyder i dag. Den handlede nemlig om menneskehedens ærgerlige tab af »eurytmi« (det harmoniske forhold mellem forskellige elementer) og kredsede om det faktum, at mennesker i vore dage – alle vi publikummer – er ude af stand til at glæde os over flere kunstarter på én gang, fordi vi har vænnet os til at dele oplevelsen op, fragmentere den i serier og specialisere den. Med Coubertins ord:

»Man protesterer ikke mod de elendige, trivielle udsmykninger, de latterlige optog, den ufattelige larm og alt det gøgl, der i vore dage kaldes offentlige folkefester. Det er fester, hvor i hvert fald én gæst aldrig inviteres med: den gode smag.«

Som kuriosum skal det til sidst nævnes, at Pierre de Coubertin selv naturligvis ikke kunne dy sig for at snige sig ind i kunstens olympiske lejr, da den endelig var kommet op at stå. I 1912 i Stockholm lagde den franske baron, kraftigt forklædt under pseudonymet »Georges Hohrod and Martin Eschbach«, bryst til den fortryllende »Ode til Sporten«, der selvfølgelig blev præmieret med metal.

Den ni strofer lange ode, bygget op som et af de hyldestdigte, der på det hellige Olympia i det gamle Grækenland blev fremført til ære for vinderen, og som regel var en blanding af sang, dans og musik, var en lang, lummer hyldest til sportens indflydelse på menneskets krop og sjæl. Som skrevet stod i første linje: »Oh, sport, du gudernes fryd, livseliksir!«

Rigtig god fornøjelse de kommende uger.