Da de fremmede kom til byen

Den Reformerte Kirke i Gothersgade, tårnet repareres Fold sammen
Læs mere
Foto: Ulf Nilsen

Dagens historie begynder i Frankrig, hvor Ludvig XIV kaldet Solkongen gjorde en betragtelig del af sine undersåtter fredløse i 1685. Det handlede om den rette katolske tro, og den havde landets såkaldte huguenotter ikke. De bekendte sig til den reformerte kirke, og i løbet af ingen tid var over 200.000 mennesker på flugt op gennem Europa. Mange af dem endte i Berlin, hvor kurfyrsten havde en liberal tilgang til religiøse sager, men helt op til Danmark kom der franske emigranter. Og nu var det spørgsmålet i København, hvad man skulle stille op med de fremmede. Meningerne var delte.

På den ene side advarede den magtfulde kirke anført af biskop Hans Bagger mod at byde kætterske profeter af fremmed observans velkommen og frit at give dem ret til at prædike »deres falske og forføreriske lærdom.« Det handlede – også for ham – om den rette tro, og han havde påtaget sig at bekæmpe enhver afvigelse fra den sande Luthersk-evangeliske lære.

Men for kongen og regeringen, som havde ansvaret for nationens økonomi og befolkningens velstand, var situationen en anden. Det var almindelig kendt, at mange af emigranterne hjemme i Frankrig havde været fabrikanter, som med dygtighed og initiativ havde skabt formuer, og som det ville være en berigelse at få til Danmark som iværksættere og skatteborgere. Indvandringen kunne blive en guldgrube. Vir- ­ke­ligheden viste imidlertid et andet billede, end det man havde ventet. Alt for mange af de velhavende flygtninge blev hængende i Berlin, og alt for mange af de knap så attraktive uden penge og nyttige kundskaber rejste videre til København. Men her var der i forvejen rigeligt af kokke og parykmagere, af dansemestre, fægtelærere og militære rangspersoner – og nu kom der endnu flere. Kort sagt blev ingen af regeringens forhåbninger om en storslået økonomisk opblomstring som konsekvens af indvandringen indfriet, og følgelig så man med stigende skepsis på yderligere tilstrømning af franske immigranter i Kongens København.

I dronning Charlotte Amalie havde indvandrerne imidlertid en uvurderlig støtte. Hun var selv forankret i den reformerte tro, og det var på hendes foranledning, den Reformerte Kirke blev opført i 1689 på en grund mellem Åbenrå og Gothersgade. Her kunne menigheden frit holde gudstjeneste, men kun når der også var gudstjeneste i byens andre kirker, og brug af en klokke til at samle menigheden var udelukket. Traditionelle danske højtider skulle respekteres, men alle andre kirkelige fester var det strengt forbudt at markere. Ved blandede ægteskaber skulle en luthersk præst foretage vielsen, og børn i sådanne ægteskaber skulle opdrages i Luthers lære. Det bevirkede alt sammen, at de reformerte, som i begyndelsen levede socialt isoleret i byen, med tiden mistede deres sproglige og kulturelle særpræg. Men ikke helt. Kirken er stadig i brug. Menigheden lever.