Da danske læger fik blod på hænderne

Den nazistiske læge Sigmund Rascher arbejdede med rædselsvækkende koldtvandsforsøg. Her ses Rascher til højre og lægen, professor Ernst Holzlöhner til venstre. Fold sammen
Læs mere

De danske læger ydede en stor indsats under besættelsen, både i modstandsbevægelsen og med at skjule og redde jøder. De betalte også en høj pris, idet 21 læger blev henrettet eller dræbt af nazisterne ved clearing-mord. Et lille antal læger blev imidlertid nazihjælpere. Det drejede sig om lidt over 100 læger, hvoraf en stor del kom fra Sønderjylland. En mindre andel af disse fik efter krigen taget deres sager op af domstolene og lægernes eget retsvæsen, og nogle blev frakendt retten til at praktisere.

Andreas C. Johannsen, der er pensioneret overlæge, snublede over kasser med sager fra lægernes udrensningsarkiv, og det er disse sager, der ligger til grund for hans bog »Danske læger under nazismen«, men suppleret med bl.a. vigtigt arkivmateriale fra tyske militærarkiver.

Vi kendte godt til enkelte eksempler på danske lægers medvirken til nazisternes mest djævelske gerninger; den danske læge Carl Værnet deltog således i medicinske forsøg på homoseksuelle i KZ-lejren Buchenwald, men han slap for straf og emigrerede siden til Argentina. Andreas C. Johannsen viser i sin nye bog, at der var andre danske læger, der sandsynligvis gik hele vejen til helvede.

(Artiklen fortsætter under videoen)

 

Emil Petersen havde været reservelæge i Usserød og lod sig i maj 1942 hverve til Waffen-SS som militærlæge. Efter krigen fik han en mindre straf, men det kom aldrig frem, hvad han egentlig havde lavet. Her som i andre sager var danske myndigheder ikke interesserede i at vide, hvilke forbrydelser der var blevet begået uden for landets grænser, og man stolede under retssagerne stort set på de danske lægers hvidvaskning af sig selv. Johannsen kalder retssagen for meget »lemfældig«.

Der skulle gå 50 år, før sandheden om Emil Petersens gerninger kom frem i lyset, og det skete, da dokumenter fra tyske arkiver dukkede op. De viste, at Emil Petersen havde fungeret som læge ved et SS-lazaret i Kraków i Polen. På dette lazaret blev der udført nazistiske forsøg med jøder, der kom fra en nærliggende KZ-lejr ved navn Pustków, og fra den jødiske ghetto i Krakow, hvorfra folk blev sendt i døden til Auschwitz.

Emil Petersen havde et nært samarbejde med den tyske læge Sigmund Rascher, der efter krigen dømtes for at have udført såkaldte koldtvandsforsøg med fanger, som blev nedsænket i iskoldt vand. 300 fanger blev brugt, 80-90 døde. Rascher havde før og under forsøgene kontakt med danske læger, og på et seminar om forsøgenes resultater i oktober 1942 i Nürnberg deltog Emil Petersen.

I 1947 ønskede dansk politi faktisk at afhøre ham om hans eventuelle deltagelse i koldtvandsforsøgene, men på det tidspunkt var han rejst til Brasilien, og da han vendte hjem igen i 1950 blev sagen ikke rejst. Vi ved derfor ikke, om Emil Petersen deltog i de berygtede koldtvandsforsøg, men Johannsen kan med sikkerhed fastslå, at han vidste besked om dem.

Et andet eksempel, som Johannsen beskriver, er Hans J. Bissing, der var læge ved den danske hær, men i 1940 meldte sig ind i det danske naziparti og fra 1942 gjorde tjeneste på Østfronten hos Waffen-SS. Efter krigen var han også igennem en retssag, hvor man undlod at spørge ham om, hvad han havde lavet ved Østfronten, men Johannsen er i tyske militærarkiver kommet sandheden nærmere.

Fra juni 1942 gjorde Hans J. Bissing tjeneste ved en SS-politienhed, Kraków-regionen. Han arbejdede i fire tvangsarbejdslejre, hvor der var civile polakker, jøder og russere. Personale fra lejrene deltog systematisk i ugerninger mod fangerne, og uarbejdsdygtige fanger blev skudt på stedet (i Tyskland i 1960erne blev mange tyskere fra blandt andet Værnemagten og Waffen-SS dømt for disse ugerninger).

Senere arbejdede Hans J. Bissing for det nazistiske projekt Lebensborn, der skulle øge børnetallet og sikre racebiologiske værdifulde børn og mødre. I Norge blev der f.eks. oprettet et Lebensborn-hjem, hvor 8.000 børn blev født, og i projektet indgik også, at man kidnappede børn, der blev undersøgt, for at fastslå om de var ariske.

Børn, der ikke blev godkendt som ariske, blev sendt i døden. Johannsen konkluderer om Bissings virke: »Sikkert er det imidlertid, at han har deltaget i eller i det mindste været vidende om nogle af nazitidens værste forbrydelser.« Bissing fik alene sin straf på fire års fængsel for at have meldt sig til Waffen-SS, mens hans ugerninger ikke blev undersøgt. I 1948 generhvervede han lægeautorisation og medlemskab af Lægeforeningen, og fra 1950 praktiserede han som læge.

Andreas Johannsen beskriver også andre lægers nazistiske medløberi, som var hyppigst i Sønderjylland blandt det tyske mindretal. De fleste fik milde straffe ved danske domstole, og hovedparten kunne generhverve deres autorisation i løbet af 1947-48. Forsvaret afskedigede efter krigen fem læger, der havde været i nazistisk lægetjeneste eller havde udvist unational optræden, og Lægeforeningen oprettede i juni 1945 et udvalg, der skulle vurdere, om læger, der havde udvist unational optræden, skulle ekskluderes.

Det var ikke nemme sager, for påstand stod ofte mod påstand. Mest ballade vakte en sag mod overlæge Jens Nielsen, der skulle have udtrykt pronazistiske og antisemitiske ytringer under besættelsen. Sagen førte til en splittelse af udvalget, fordi man ikke kunne blive enige, og i sidste ende blev Jens Nielsen frikendt, men da han skulle genindtræde i sin stilling på Radiumstationen, blev der proteststrejker på flere københavnske hospitaler.

Så blev sagen taget op igen af en ekstraordinær undersøgelseskommission, men Jens Nielsen blev atter frikendt. Først i 2010 viste tyske arkiver, at Jens Nielsens samarbejde med tyske læger muligvis havde været mere problematisk, end hvad der var kommet frem. Således havde Jens Nielsen haft samtaler i København med Sigmund Rascher, der som nævnt stod for de frygtelige koldtvandsforsøg, og Rascher skrev ved hjemkomsten til Berlin: »… havde haft størst udbytte af samtalen med overlæge Jens Nielsen.«

Baggrunden for samtalerne var, at man i 1930erne eksperimenterede med kuldebehandling af kræftpatienter på Radiumstationen. Lægen, der formidlede mødet mellem Jens Nielsen og Sigmund Rascher, var den tidligere nævnte danske nazilæge Emil Petersen. Som Johannsen skriver, kan vi ikke vide, om Jens Nielsen var klar over Raschers intentioner, men den fulde sandhed om samtalen kom ikke frem i de tjenstlige undersøgelser efter krigen.

Andreas C. Johannsens fornemme bog dokumenterer, at danske læger enten medvirkede til eller havde viden om nazistiske grusomheder. Men endnu mere vigtigt er det, at Johannsen viser, at danske myndigheder ikke udviste nogen interesse for handlinger begået uden for Danmarks grænser.

Ved at undlade at tage dette aspekt op mistede vi vital viden i efterkrigstiden om danskeres deltagelse i nazistisk grusomhed, og danske myndigheder udviste en amoralsk snæversynethed. Dermed lagde man også op til en senere tids historieopfattelse, hvor Danmark lukkede sig ude af en europæisk virkelighed og lod historikere fortolke besættelsestiden i en snæver national ramme.

Bogen kan ikke anbefales varmt nok.

Titel: Danske læger under nazismen
Forfatter: Andreas C. Johannsen. Sider: 280. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal