Historien om Steppeulvenes »Hip« er samtidig historien om en opbrudstid i Danmark. Ungdomsoprøret ulmede, og de langhårede hippie-musikere var med deres forkærlighed for Østens mystik, galar og bevidsthedsudvidende stoffer en del af den lille outrerede fortrop herhjemme.

I centrum stod sangskriveren Stig Møller og sangeren Eik Skaløe, der egentlig drømte om at blive forfatter, men som med sine syrepoetiske sangtekster viste vejen frem for den dansksprogede rockmusik. Gruppen eksisterede kun i under et år, før Eik Skaløe besluttede sig for at rejse til Østen, hvor han et år efter – som blot 25-årig – blev fundet død på grænsen mellem Pakistan og Indien.

Her fortæller guitarist Stig Møller, »Hip«-producer Olav Bennike og Eik Skaløes søster, Iben Lassesen, om det korte og intense forløb, der førte til tilblivelsen af en af den dansksprogede rockmusiks mest stilskabende og myteomspændte plader.

Stig Møller: »Første gang jeg mødte Eik var i november 1966. Jeg underviste på det tidspunkt på Aage Jensens musikskole. Midt i et nummer gik døren op, og ind kom han. I møgbeskidte bukser og med bare tæer i sådan nogle plastik sandaler fra Afrika, slidt T-shirt, kæder om halsen og en afghanervest med isblomster på. Vi andre var i blå blazer, slips og velpudsede sko, og så kom der sådan en freak ind og begyndte at danse rundt som en indianer. Ungerne fik et chok. Det kunne jeg jo ikke tage mig af, så jeg spillede videre. Men så kom lederen af skolen forbi, og da han så Eik danse rundt med sit lange hår, gik han helt i sort og fyrede mig på stedet.«

Iben Lassesen: »Eik var egentlig slet ikke interesseret i at være sangskriver. Han ville være skribent. Musikken var bare en dør, der åbnede sig. Det var især Bob Dylan, der inspirerede ham til at gå i den retning. I de år var han meget optaget af at være et talerør for sin generation. Han skrev det sort på hvidt i et af sine breve i 1966. Det lå meget dybt i ham at formulere sig ved hjælp af humor og på en måde, der gjorde oprør med den pænhed, der prægede tiden.«

Stig Møller: »På vejen hjem fra musikskolen lagde Eik og jeg alle planerne. At vi ville danne et band og lave en plade. Ude på Vesterbro trak han mig ind på et værtshus og gav mig nogle hostepiller, der hed Romilar. Så tog vi ud på Christianshavn til fest hos en af Eiks venner. Der var propfyldt. Vi kravlede langs væggene ind bagest i lokalet og fandt vores guitarer frem. Men det der Romilar, det lammer altså. Det var som om rumklangen forsvandt inde i hovedet på os. Guitaren lød helt død. Men så vandrede der pludselig en bombay-chillum rundt, og efter vi havde suget på den, kunne vi pludselig høre igen. Og så fortsatte festen ellers derudaf. Den aften blev vi perlevenner. Og så gik der ikke længe, før sangene begyndte at komme.«

Studietid hos Metronome

Stig Møller: »På det tidspunkt havde jeg en pladekontrakt med Metronome. De syntes, at jeg skulle være dansktopsanger. Så jeg var nødt til at overbevise dem om, at vi skulle gå en anden vej. Det tog cirka tre måneder at få lov at lave den plade. Hver dag tog vi ud på Metronome og punkede Olav Bennike og alle de andre. Tændte deres cigaretter, bryggede deres kaffe og prøvede at være hyggelige. Vi endte med at blive enormt gode venner med dem alle sammen, og til sidst fik vi så lov til at få tre dage i studiet.«

Olav Bennike: »Stig kom ind og sagde, at han havde noget spændende, som han havde lavet sammen med en af sine venner. Da han stillede sig op og begyndte at synge, kunne jeg med det samme høre, at teksterne var noget helt specielt. Jeg spurgte ham, hvad det var, og så sagde han, at det var noget, de kaldte Steppeulvene. Og så undersøgte jeg, om der var penge til at lave noget. Bent Fabricius-Bjerre (direktør for Metronome, red.) spurgte mig, om jeg troede på det, og da jeg sagde ja, gav han grønt lys.«

Stig Møller: »Kort før vi skulle i studiet, mødte jeg Preben Devantier og Søren Seirup i Palads-biografen og overtalte dem til at spille trommer og bas i bandet. Det var meget løst. Jeg mener, vi øvede numrene igennem en enkelt gang, dagen før vi skulle i studiet. Søren og Preben kom og hentede mig om morgenen, inden vi skulle i studiet: »Møller! Du er for fed! Du kan sgu ikke være popidol, når du er så tyk,« sagde Søren. Så rakte han et glas krystalamfetamin frem mod mig: »Du skal bare slikke på din finger og så dykke ned to gange. Og så drikker du en guldbajer bagefter.« Så gjorde jeg det. Det er jo derfor, jeg spiller så hurtigt på »Dunhammeraften«. Jeg har sgu fået speed i håndleddet. De andre dage røg jeg bare tjald, mens de andre var på LSD.«

Olav Bennike: »Vi havde ingen idé om, hvad det var, vi gik ind til. På et tidspunkt fik jeg besøg af politiet, som havde hørt, at der var blevet røget noget cannabis oppe i vores studie. Det var der ikke, men jeg var da godt klar over, at der foregik noget engang imellem. Vi måtte jo også sige til orkesteret flere gange, at det simpelthen ikke gik, at vi fik vrøvl med ordensmagten. Men de kunne jo ikke holde sig i skindet. Det var som om, at de slet ikke kunne få lavet noget, hvis ikke de havde taget alt muligt. Det eneste, jeg kunne gøre, var at sige, at de skulle holde det på et rimeligt niveau og så få luftet godt ud. De gjorde det trods alt ikke i studiet. Det fik de ikke lov til. Det foregik nede på toiletterne.«

Stig Møller: »Vi spildte ikke tiden. Vi indspillede alle numrene på den første dag, og så lavede vi dubs på andendagen og mixede den tredje. Vi havde alle mulige på besøg, som sad og lavede chillummer til os. Olav Bennike og alle de andre blev fuldstændig paranoide, da de så de der sigøjnere komme ind. Så de lukkede hele studiet ned, så ingen kunne komme ind til os. Og vi heller ikke selv kunne komme ud. De var bange for det. Det var tjald fra Libanon. Så der blev røget igennem. De der folk ude på Metronome gik jo i chok. De havde aldrig set noget lignende.«

Olav Bennike: »Senere har man både set og hørt utallige folk snakke om, at de var med i studiet dengang. Det er noget pjat. Hvis alle de mennesker, der påstår det, virkelig havde været der, så havde Forum ikke været stor nok at indspille i. Vi kunne jo ikke invitere alle mulige ind i studiet. Så ville vi jo aldrig få lavet dagens gode gerning.«

»Hip« udkommer

Stig Møller: »Vi havde ikke nogen fornemmelse af at have lavet noget særligt. Der var ikke nogen, der interesserede sig for os udover 300 hippier i København. Så det var ikke fordi vi rendte rundt og troede, at vi skulle være superstjerner. Berømmelse var ikke noget, vi beskæftigede os med.«

Iben Lassesen: »Eik havde helt klart en fornemmelse af at være en frontkæmper for noget, der ulmede og var på vej. Den ting var ungdomsoprøret, og det begyndte jo for alvor lige omkring tiden, hvor »Hip« udkom der i 1967. Næsten samtidig udkom The Beatles’ »Sgt. Pepper’s Lonely Heart’s Club Band«, der jo repræsenterede det samme break bare i langt større international skala. Begge plader var på hver deres måde en raket, der satte en masse ting i gang. Hele ungdomsoprøret fik sit startskud der.«

Olav Bennike: »Pladen var bestemt ikke endnu en i rækken af plader. Det var meget anderledes, end hvad jeg ellers kom ud for dengang. Men der gik noget tid, før folk fik øje på dem. De skulle lige ud og spille nogle koncerter og arbejde lidt for det. Det hjalp også at bladene var flinke til at tage billeder af de der blomstermennesker. Men alligevel tog det 15-20 år, før vi kunne dele guldplader ud.«

Iben Lassesen: »Dengang skulle man være glad, hvis man overhovedet fik lov til at høre ung musik i radioen. Pladen var en succes i det lille hippie-miljø, men blev ikke bemærket i det store billede. Ungdommen blev jo ikke taget seriøst dengang. De rigtige voksne tænkte, at det nok ville gå over af sig selv igen. I dag er det jo blevet helt omvendt. Den udvikling var »Hip« også med til at sætte igang på en eller anden måde.«

Stig Møller: »Efter at pladen udkom, tog vi på turné rundt i Danmark. Det var virkelig sjovt. Ekstra Bladet citerede mig på det tidspunkt for at sige: »Jeg ryger tjald og tager LSD, når jeg har lyst.« Noget i den stil. Så sad vi der med vores vandpibe på forsiden. Det skulle vi nok aldrig have gjort, for så gik det hele agurk. I Aalborg trak de strømmen midt i koncerten, og det væltede ind med pansere og politihunde. Vi havde faktisk haft et halvt kilo hash med på turnéen, men på det tidspunkt havde vi allerede røget det hele. Så efter at vi var blevet afhørt, måtte de løslade os igen. Bortset fra Eik som blev knaldet for et tre år gammelt tyveri af en Velo Solex. Sådan endte turnéen. Da Eik kom ud af spjældet, røg han direkte af sted mod Østen. Så gad han ikke være her mere.«

Iben Lassesen: »Efter udgivelsen var projektet færdigt for Eik. Det var ikke hans kald. Han skulle jo skrive. Han levede for nuet. I en periode var det Steppeulvene. Bagefter var det noget andet, der var spændende. Og så var han videre. Alt det med koncerterne inter-
esserede ham dybest set ikke.«

Stig Møller: »Eik var ikke suicidal på nogen måde. Alt det der skete, fordi han tog ned til Afghanistan, hvor du bare kunne gå ned på apoteket og købe en dåse opium eller stikke armen ind og få et skud. Du kunne få alt det tjald, du kunne ryge. Han kørte sig selv for hårdt derude. Jeg så på et tidspunkt et billede af ham, hvor han var ligeså tynd som en KZ-lejr-fange. Efter Eiks død havde jeg halvanden måned, hvor jeg var sammen med ham hver nat i mine drømme. Jeg var helt underlig i den periode. Om morgenen havde jeg det som om, at jeg havde været vågen hele natten. Det var hyggeligt nok at være sammen med Eik, men til sidst var det ikke sjovt om dagen, for jeg var fuldstændig smadret. Så en nat sagde jeg til ham, at det måtte stoppe. Og så forsvandt han. Siden har jeg ikke hørt noget fra ham.«