Da Dan Park kom til Christiansborg

I et samarbejde mellem Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti har den svenske kunstner Dan Parks værker fundet husly på Christiansborg. Ved præsentationen torsdag var han selv til stede.

Den svenske kunstner Dan Park kunne i går aftes vise sin kunst frem for godt 120 specielt inviterede gæster i Christian IVs gamle proviantgård ved Christiansborg. Fold sammen
Læs mere

Den svenske kunstner Dan Park ser lidt forundret til, mens godt 120 mennesker er forsamlet i Christian IVs gamle proviantgård ved Christiansborg for at se hans billeder. Det er en uvant situation for ham, for han er ikke vant til, at folk stimler sammen for at se hans værker og ligefrem udtrykke sympati for ham. Han blev for godt en uge siden sluppet ud af et svensk fængsel.

Han var blevet idømt et halvt års fængsel og en bøde på 60.000 svenske kroner, og desuden skulle ni af hans værker destrueres, fordi de, ifølge dommen, opfordrede til hetz mod minoriteter. Også hans gallerist fik en bøde for at udstille hans kunst. Kun få i Sverige har forsvaret hans ret til at lave den kunst, som de svenske medier generelt har taget afstand fra som racistisk.

I Danmark er Dan Park blevet mødt af en vis støtte efter sin dom. Forfatterne Birgithe Kosovic og Jens-Martin Eriksen foreslog, at Københavns Rådhus skulle vise Dan Parks værker, men forslaget blev afvist af et politisk flertal i rådhusets haludvalg, og kun kulturborgmester Carl Chr. Ebbesen (DF) støttede forslaget. Trykkefrihedsselskabet har set det som sin opgave at udstille Dan Parks kunst som støtte til ytringsfriheden.

Og i samarbejde med kunstneren Kristian von Hornsleth, der stillede sit galleri i Bredgade til rådighed, skulle Parks billeder vises der – lige indtil der blev udøvet hærværk mod von Hornsleths galleri, og han modtog dødstrusler. Så trak han sit tilbud tilbage, og derfor er Dan Parks værker foreløbig havnet bag Folketingets tykke mure, hvor sikkerhedsvagter sikrer, at ingen laver uroligheder eller udøver hærværk.

Delte meninger

Katrine Winkel Holm byder som forkvinde for Trykkefrihedsselskabet alle velkommen og siger, at meningerne er delte om Parks billeder, men uanset meningsforskelle skal den slags kunst ikke mødes med vold, men med debat. Katrine Winkel Holm fortsætter: »Jeg er glad for, at jeg ikke er svensker, for så ville jeg blive dømt bare for at vise Parks billeder. Vi skal holde den svenske syge, det vil sige indskrænkningen af ytringsfriheden, for døren.«

Rasmus Jarlov, der er konservativt medlem af Borgerrepræsentationen, taler om nødvendigheden af at kæmpe for ytringsfriheden, og at det var en skandale, at Park blev idømt seks måneders fængsel, og at det ligeledes er en skandale, at der er udøvet vold mod Hornsleths galleri for at stoppe udstillingen af Parks værker. Han siger, at der er en øget tendens til vold mod politiske modstandere, og at vi må styrke forsvaret for ytringsfriheden.

»Følelser og krænkelser kan og må ikke bruges til at indskrænke ytringsfriheden. Og heller ikke religiøse følelser må bruges til at beskære ytringsfriheden og den frie kunst,« siger Rasmus Jarlov.

Europæisk kulturhistorie

Også forfatteren og historikeren Lars Hedegaard får ordet, og Katrine Winkel Holm advarer ham mod at holde en valgtale med henvisning til, at Lars Hedegaard har proklameret at ville stille op til næste folketingsvalg. Hedegaard siger, at Dan Parks værker vil blive stående som noget centralt i europæisk kulturhistorie og i kampen for ytringsfriheden. Trykkefrihedsselskabets bibliotek har besluttet, siger Hedegaard, at trykke et antal eksemplarer af værkerne, og han anbefaler at købe dem nu, fordi de engang vil blive anset for at være vores samtids helt afgørende vigtige værker og stige i pris.

Dan Park kigger lettere forundret på sceneriet. Hans gallerist, Henrik Rönnquist, siger, at Dan Park er en af tidens mest spændende kunstnere, og at Dan Park absolut ikke er racist. Han tilføjer, at Dan Park efter sin løsladelse bor hjemme hos ham, og at hans ejendele, der er i fire fyldte brune papirposer, står i hans entré. Om natten sover Dan Park på Rönnquists sofa i stuen. Sammen med galleristens hvide puddelhund.