NEW YORK: Allerede i forhallen til Museum of Modern Art (MoMA) bliver man som gæst præsenteret for islandske Björks utraditionelle tilgang til musikken. Lige inden for døren er en række af hendes specialfremstillede instrumenter opstillet, en samling hvis lige helt sikkert ikke findes noget sted i verden.

Mød f.eks. tyngdekraftsharpen, et sælsomt instrument bestående af fire penduler, der svinger frem og tilbage, mens de afgiver lyd. Eller hvad med gamelesten, en specialbygget konstruktion, der af udseende minder om et klaver, men i virkeligheden er en parring mellem det lidet kendte 1800-talsinstrument celesten, der lyder som et klokkespil, og balinesiske slagtøjsinstrumenter.

Det lyder som det rene og skære avantgardistiske hokus-pokus, og det er lige, hvad det er – men det er mere end det. For både gamelesten og tyngdekraftsharpen har Björk brugt på albummet »Biophilia« fra 2011, et album, der gik hen og blev et af de mest roste album det år i international musik og nomineret til to amerikanske grammyer og dermed endnu en gang viste, at den lige vej til original musik ofte er snørklet. Avantgarde + Björk = original popmusik.

Björk er uden diskussion en af de seneste 20 års mest interessante og originale musikere på den internationale musikscene, ikke mindst fordi hun i modsætning til mange andre fra kunstens avantgardistiske fortropper har formået at slå igennem til et bredt publikum uden at gå kunstnerisk på kompromis.

Men Björk er mere end musiker, hun er cross-over-kunstner, der bevæger sig fra medie til medie. Det er formentlig årsagen til, at et kunstmuseum som MoMA har besluttet sig for at slå kurator-kloen i hende.

Museet har muligvis også skelet til, hvordan en anden new yorker-kunstinstitution, The Met, for nogle år siden lavede en hysterisk populær udstilling med Björks gode ven, den nu afdøde modeskaber Alexander McQueen, (der lige nu vises på Victoria and Albert Museum i London), og at Victoria og Albert Museums udstilling om David Bowie for nylig har gået sin sejrsgang i London, og nu såmænd er på »verdensturné«, for tiden med base i Paris.

»Songlines«

Uanset bevæggrunde har udstillingen på MoMA været set frem til med spænding. Allerede sidste sommer udsendte MoMA en forventningsopbyggende trailer til videoen »Black Lake«, der er produceret eksklusivt til udstillingen, og selv om rygterne vil vide, at Björk i første omgang afslog tilbuddet om en retrospektiv udstilling, så har hun faktisk medvirket til at realisere udstillingen ved delvist at kuratere den.

Snart 50-årige Björk Guðmundsdóttir indspillede sit første album som 12-årig, siden greb punkmusikken hende, inden hun som 21-årig var med til at danne det alternative rockband »The Sugarcubes«, der vakte international opsigt, fik masser af kritikerros og en vis kommerciel succes i blandt andet England, inden gruppen efter en håndfuld år gik i opløsning.

Som 28-årig debuterede hun så som soloartist med »Debut«, og med det album slog hun igennem lydmuren. Det er også her, at udstillingen på MoMA i New York tager sin begyndelse, for den kredser om Björks otte soloalbum, der ud over »Debut« (1993) tæller »Post« (1995), »Homogenic« (1997), »Vespertine« (2001), »Medulla« (2004), »Volta« (2007) og »Biophilia« (2011) og hendes seneste og ottende album »Vulnicura«, der udkom tidligere i år.

Det er åbenlyst, at musikken står centralt i Björks kunstneriske virke, men udstillingen i New York viser, at Björk er så meget mere end musiker. Hun er en kunstner, der tænker i koncepter og værker og udtryk, hvilket fremgår tydeligst af den tredjedel af udstillingen, der har fået titlen »Songlines«.

Her bliver man som publikum udstyret med høretelefoner og en audio guide og derpå ledt gennem otte forskellige rum, hvert af dem dedikeret hvert af de otte soloalbum.

I ørerne får man en kombination af Björks musik og tekster, skrevet til lejligheden af den islandske forfatter Sjón, læst højt, alt imens man vandrer forbi Björks notesbøger, kostumer og effekter fra hendes musikvideoer. Tilsammen fortæller de historien om en kunstner, der har formået at tiltrække og inddrage de mest fremsynede og originale designere, musikere og filmkunstnere i hendes værker.

Björks kostumer er et kapitel for sig, og de mest berømte og outrerede er alle med på MoMA. Mest kendt er formentlig Marjan Pejoskis hvide svanekjole komplet med svanehals og svanehoved, en kjole Björk bar op ad den røde Oscar-løber i 2001, hvor hun var nomineret til en Oscar for bedste filmsang i Lars von Triers »Dancer in the Dark«, som hun også spillede hovedrollen i.

Mindst lige så kendt er hun for sit samarbejde med den nu afdøde britiske designer Alexander McQueen, hvis klokkekjole også er at finde på udstillingen, og som Björk både bærer og spiller på (!) i musikvideoen til »Who is it?«.

Og sådan er det med flere af hendes kostumer og rekvisitter, de er eksempler på, at musik, rekvisitter og kostumer i Björks univers komplementerer hinanden.

Måske bedst illustreret i instruktøren Chris Cunninghams robotter fra musikvideoen »All is Full of Love« fra »Homogenic«, der med en skrøbelig, syngende og kyssende robot-Björk i hovedrollen uomtvisteligt er en af de flotteste musikvideoer nogensinde.

På vejen gennem de otte rum finder man også kreationer af up-and-coming-designere som Iris van Herpen, hvis Biophilia-kjole i blå plastic og bomuld ligner noget fra en anden planet, og Maiko Takedas lige så futuristiske hovedbeklædninger af plasticfilm, akryl og metal, som Björk har båret til koncerter, og som er med til at fuldende billedet af en musiker, der kan spotte talentet hos unge kunstnere længe inden alle andre.

Udstillingen er i det hele taget en lækkerbisken for mode- og designinteresserede, fra Martin Margielas sweater på coveret af »Debut« til McQueens vilde kreationer senere i karrieren, hvilken giver mening, al den stund MoMA også er berømt for sin samling af internationalt design.

»Black Lake«

Björks musik og hendes kostumeunivers bliver måske bedst forenet og forstået i nogle af de mere end 40 musikvideoer, som hun gennem årene har indspillet. MoMA har dedikeret en tredjedel af udstillingen til at præsentere et stort udvalg af dem, og det er her, man for alvor bliver præsenteret for essensen af det björkske univers, der på skift er overjordisk, underjordisk, legende underfundigt og fyldt med alt fra grønlandske korsangere til dansende katte.

Drømmende visse steder, dystopisk skræmmende andre – eller blot med en dansende og smilende og syngende Björk på en ladvogn på vej ned af 7th Avenue i New York – som i »Big Time Sensuality«-videoen fra 1993, der var med til at slå Björks navn fast i USA.

Videoen til sangen »Black Lake« fra Björks nye album, »Vulnicura«, udgør sidste tredjedel af udstillingen og har fået sin egen biograf, hvor man som gæst møder en barfodet Björk, der danser gennem et vulkansk-eventyrligt landskab, mens hun synger om bruddet med sin ekskæreste.

En hudløs sang om kærlighed og svigt og filmet (af danske Lasse Frank) på det Island, som til stadighed er nærværende i Björks værk og univers. Selv på et kunstmuseum i New York.

Björk-udstillingen på Museum of Modern Art i New York kan ses frem til den 7. juni.