Da Allis Helleland blev et skjult maleri

Under en happening i går gravede billedkunstneren Uwe Max Jensen et portræt forestillende Allis Helleland ned i parken bag Statens Museum for Kunst. Værket var en hyldest til Eric Andersen, som i årevis sloges med Allis Helleland om et skjult maleri i nationalgalleriets samling.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et portræt af Allis Helleland – den tidligere direktør for Statens Museum for Kunst – blev i går begravet i parken bag museet.

»Hun kom ikke six feet under,« siger Max Uwe Jensen, kunsteren bag såvel portrættet af Allis Helleland som beslutningen om at grave det ned, »for jeg fik vabler i fingrene.«

At et maleri forestillende Allis Helleland nu er blevet gravet ned i en græsplæne bag kunstmuseet er Uwe Max Jensens måde at hylde kunstnerkollegaen Eric Andersen og dennes årelange slagsmål med Allis Helleland på. Eric Andersen viste for snart 20 år siden en udstilling på Statens Museum for Kunst, hvor et af elementerne var et skjult maleri. Dvs. et billede malet på en væg og umiddelbart efter skjult.

Placeringen var mindre heldig, da »Det Skjulte Maleri« under ombygningen i 1996 stod i vejen for, at en mur kunne gennembrydes. Eric Andersen truede naturligvis med fogedforbud mod udvidelsen, og førende danske jurister fortalte til Berlingske, at han faktisk havde en rigtig god sag, men ikke desto mindre indgik Allis Helleland og Eric Andersen et forlig om at skjule maleriet et nyt sted. Allis Helleland foreslog ganske vist, at hun skjulte det, men det gik naturligvis ikke, og dén dag i dag kan man finde et skilt på museet, der fortæller, hvor det skjulte maleri er skjult.

Uwe Max Jensen har selv arbejdet med skjulte kunstværker, som eksempelvis dengang han skabte et maleri til en mur i Brande med naturens egen pensel og kroppens egne væsker. Nogle troede imidlertid, at han blot urinerede, så værket blev ikke blot anmeldt af aviserne, men også til politiet. Retten i Herning gav klageren medhold, og kunstneren måtte tage nogle dage bag lås og slå.