Da 13 blev bedste karakter

I januar 1962 kunne man læse i avisen, at karaktergivningen i folkeskolen var præget af det helt store kaos.

Foto: Ulf Nilsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med indførelsen af en ny skolelov var Ørsteds næsten 100 år gamle karakterskala stedt til evig hvile, for den var i årevis ikke blevet benyttet efter dens hensigt, som var at straffe dovne elever og dårlige præstationer. Der var i gået inflation i karaktergivningen. Selv de ringeste præstationer fik et »godt«, og langt over halvdelen af samtlige karakterer lå i intervallet mellem mg og ug.

De klassiske femten bedømmelsesmuligheder mellem ug og slet, var omkring 1960 blevet erstattet af seks standardudtryk: udmærket, meget tilfredsstillende, tilfredsstillende, jævnt tilfredsstillende, mindre tilfredsstillende og ikke tilfredsstillende.

Hvad der egentlig gemte sig bag disse udtryk var svært at forstå rundt om i de små hjem - og for så vidt også på skolerne, for overalt var der lærere, som viste deres pædagogiske kreativitet ved selv at opfinde nye bedømmelser, fordi de syntes, at standardudtrykkene var for intetsigende. Men det gjorde kun galt værre, for hvad betød det, når familiens håbefulde søn var »ret flink« i historie, »særdeles flink« i engelsk og »meget flink« i tysk?Altså måtte man have en ny karakterskala med tal. Undervisningsminister K. Helveg Petersen bad direktør Erik Thomsen fra Danmarks pædagogiske Institut om at lægge hovedet i blød, og i begyndelsen af 1963 forelå de første udkast til det, som siden hen blev 13-skalaen.

Alle med direkte tilknytning til skolen havde naturligvis en mening om emnet, men det havde alle helt uden tilknytning også, så diskussionen var hed det år.

Undervisningsministeren stod imidlertid fast: 13-skalaen skulle bruges i sit fulde omfang, og forskellen på kvaliteten af det præsterede arbejde skulle fremgå tydeligt. Den nye skala havde i modsætning til Ørsteds ingen negative karakterer for den helt igennem uantagelige opgavebesvarelse, men den havde til gengæld en finurlig regel, som straks fik navn efter opfinderen, rektor P. Rubinstein fra Øregård Gymnasium. Den sagde, at de to laveste karakterer plus summen af de øvrige tilsammen skulle give 13, og det kunne være en ganske hård nød at knække, hvis man lå lidt tungt i et par fag. Mange fandt, at den regel var både ond og uretfærdig, og at den uundgåeligt ville medføre, at mange dumpede.

I den modsatte ende havde man fået indført et 13-tal som en ekstraordinær karakter. Den skulle udtrykkeligt kun tages i anvendelse, når man stod over for helt unikke præstationer.

Ingen af delene kom til at holde stik. Kun tre promille dumpede til studentereksamen det første år med den nye skala. Og det ekstraordinære 13-tal blev med tiden så almindeligt, at en censor i Sønderjylland fandt det rimeligt at bruge det som belønning til 12 ud af 22 vordende studenter i 1989. På det tidspunkt havde det længe stået klart, at inflationen havde sat sit præg på 13-skalaen.

Nu skal vi igen have en ny skala, og denne gang skal den være af international karakter.

Det stod i Berlingske Tidende 13. november 1963:
»Direktoratet for Gymnasieskolerne griber nu aktivt ind i debatten om den ny karakterskala. Samtlige gymnasier i landet modtager i dag til formiddag fra direktør Sigurd Højby det cirkulære, som sætter tingene på plads - i hvert fald i den udstrækning, det er muligt. Direktoratet understreger: direkte oversættelse mellem karakterskalaer, hvis opbygning og definitioner er forskellige, kan ikke foretages.

I fortsættelse heraf gør man dog opmærksom på, at en vis sammenligning mellem gammelt og nyt - mellem H.C. Ørsteds og Erik Thomsens skalaer er både forsvarlig og hensigtsmæssig i den overgangsperiode, der jo nødvendigvis må gennemløbes. Direktør Højby fremhæver karakteren 8 som medianen, den akse, hvorom det hele drejer sig. Og cirkulæret siger i denne forbindelse: 8 skal anvendes således, at den i hvert fald bliver en angivelse af, at den pågældende præstation ligger i nærheden af grænsen mellem den bedste halvdel og den ringeste af et stort antal præstationer i faget.

I de tilfælde, hvor en karakter skal fastsættes på grundlag af to eller flere foreliggende særkarakterer, udregnes gennemsnittet af disse, hvorefter der afrundes til nærmeste karakter på skalaen. Gennemsnitskarakterer, der ligger midt imellem to karakterer i skalaen, rundes opad, dog kan karakteren 13 ikke opnås ved forhøjelse.

Og så bemærker cirkulæret til slut: karakteren ug vil altid være at overføre som 11.«