D-dagsreflektion

Kulturblokken fra journalist Bent Blüdnikow ser tilbage på 70-årsfejringen af D-dag.

Under 70-årsfejringen af D-dag genskabte mand en del af landgangen ved Normandiets kyst, som den fandt sted 6. juni 1944. Fold sammen
Læs mere
Foto: Cpl Jamie Peters RLC
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var en stor glæde, at det lykkedes de danske krigssejlere at få Danmark repræsenteret ved D-dagsceremonien i Normandiet 6. juni i år. De danske krigssejlere havde i mange år argumenteret for, at de mange danskere i allieret tjeneste retfærdiggjorde en dansk repræsentation ved invasionskysten. Dronningen deltog i ceremonien, der var med til at understrege, at ikke alle danskere valgte at samarbejde med tyskerne.

Ved ceremonien var foruden Danmark en lang række andre lande repræsenteret, men der manglede nogen. Anden Verdenskrig blev bl.a. vundet, fordi Storbritannien og Frankrig rekrutterede soldater fra sine kolonier. Afrikanere udgjorde godt ni procent af den franske hær og de kæmpede bravt i flere slag. Nazisterne behandlede sorte krigsfanger umenneskeligt og særligt gik det ud over de tilfangetagne sorte soldater i den franske hær, som i flere tilfælde blev myrdet. De blev desuden behandlet uhyre hårdt i tyske krigsfangelejre.

Indien havde godt 2,5 millioner mænd i uniform, og de kæmpede for de allierede i både Afrika, Burma og andre steder. Et eksempel er Den 5. indiske Division, der først blev sat ind i Sudan mod italienske tropper. Dernæst blev divisionen flyttet til Libyen for at kæmpe mod tyske tropper. Derfra rykkede den til Irak for at beskytte oliefelterne der. Men dermed var det ikke slut, for nu blev divisionen posteret til Burma, hvor hårde kampe fandt sted, hvorefter den blev sendt til Java for at bevogte japanske krigsfanger. Mændene fra divisionen vandt fire Victoria-kors.

Godt 36.000 indiske soldater blev dræbt og 64.000 såret.

Også fra de engelske kolonier i Afrika strømmede mange frivillige til hæren. Winston Churchill delte sin tids fordomme mod sorte mennesker, selv om han var mere tolerant end mange andre på sin tid. Men han instruerede sine ambassader om ikke at rekruttere for mange sorte, hvilket bremsede antallet noget.

Motiverne til at kæmpe var selvfølgelig forskellige. I sin bog »Fighting for Britain: African Soldiers in the Second World War« (2009) skriver David Killingray, at mange afrikanske soldater ønskede at kæmpe for Storbritannien, men at mange også blev tvangsudskrevet af høvdinge, der så deres fordel i at tilmelde så mange som muligt. Men uanset hvad der drev disse unge mennesker, så ydede tropper fra bl.a. Afrika, Indien, Canada, New Zealand og andre kolonier en betydelig indsats.

Selvfølgelig skulle de gamle kolonier have været repræsenteret ved ceremonien, og det er en skam, at de ikke var. Vi kan takke disse soldater for, at nazismen blev nedkæmpet. Deres krigsindsats er først de senere år blevet fremhævet. Det er tankevækkende, at mens danske historikere stadig finder på nye forklaringer for at bortforklare det omfattende danske samarbejde med Nazityskland, så deltog et usædvanligt højt antal soldater fra kolonierne. Det sætter ligesom den danske debat om samarbejdspolitikken i et interessant perspektiv.