Cyborg søges

Når ordbogen svigter, dør baby.

Forfatter Susanne Staun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Asmussen

Der er mange mærkværdigheder i omløb: ninjaer og kleptomaner, for eksempel, men jeg har kun mødt én, nemlig en (selverklæret) maskulinist, dvs. en manderettighedsforkæmper. Han beskyldte mig for at være en forpulet feminist.

Det var ikke pænt, forpulet altså.

Tålmodigt forklarede jeg, at feminist jo bare betød person, som er tilhænger af eller forkæmper for ligestilling mellem kønnene. Han kunne jo bare slå det op i ordbogen.

»Nå!«, genreplicerede han prompte og vredt. »Hvem giver ordbogen definitionsretten?«

Pedantens kæbe ramte jorden. Det var jo selve Facitlisten – jamen det var jo Gud! – han omtalte på den nihilistiske måde. Hvordan skulle den sproglige verden dog hænge sammen, hvis ikke ordbogen havde definitionsretten over ord?

Hvordan skulle man kunne orientere sig i ords betydning – uden den? Og hvis ordbogen ikke havde definitionsretten – hvem havde så? Ham? Mig? Peter Pedal? Men et tåget sted bag hans udsagn var der en pointe: De, der udarbejder ordbogsdefinitioner, er leksikografer, og de er jo … mennesker. Og dermed fejlbehæftede.

Jeg slog ordet feminist op, og himlen blev sort: Ud over den neutrale definition som ovenfor var der en såkaldt anden betydning: »Kvinde, som har en negativ holdning over for mænd, eller som kæmper for at skaffe kvinder magt over mænd som reaktion på tidligere tiders undertrykkelse af kvinder.«

Så de der leksikografer mente altså, at få, små mænds perverse opfattelser skulle besudle min ordbog? Det blev første gang, jeg gik i rette med disse leksikografer og bad dem slette denne anden betydning under henvisning til, at det slet og ret var forkert.

Jeg skulle bestemt mene, at en mandehader, en kvindechauvinist og en feminist var tre forskellige ting, og at man netop havde slangordbogen til den slags snavs, de nu havde arkiveret under anden betydning. Det ville jo svare til, at f.eks. ordet kvinde blev deldefineret som »irriterende person, der benyttes til lejlighedsvis formering og seksuel tilfredsstillelse.«

Derpå fremsatte jeg et ønske om, at samtlige leksikografer snarest blev udskiftet med den første cyborg, der søgte stillingen.

Men i stedet for en rettelse fik jeg en såkaldt leksikalsk bemærkning: »Dette er en kontroversiel brug af ordet »feminist«, som der findes et større antal belæg for. I denne betydning er der tale om et skældsord, som ikke nødvendigvis har nogen betydningsmæssig forbindelse til ordet »feminisme«, da det blandt andet bliver brugt om kvinder, som udviser en negativ attitude over for mænd, uden at disse kvinder har nogen politisk agenda.«

Jeg indrømmer det blank: Jeg sladrede til Allan, min mentor og alle pedanters fader, som prompte indgav en enslydende klage, trods det, at han er stortruttende blandt stortruttende machohanelefanter. Ret skulle være ret, om det så gjaldt et så frygteligt fænomen som feminist. Hellere holde med feministen end svigte sproget. Pedanter er og bliver hædersmænd m/k.