CPH PIX skyder foråret ind

Den københavnske filmfestival CPH PIX inviterer med et omfattende program igen i år til fjorten dages intens filmmaraton. Og CPH PIX vil være skarpere, end nogensinde før, lyder det fra festivalchefen.

Festivalleder Jacob Neiiendam går hvert år efter bestemte temaer - i år Brasilien. Foto: Dennis Lehmann Fold sammen
Læs mere

I takt med, at vejret bliver lunere, nætterne længere og græsset grønnere, åbner den københavnske filmfestival CPH PIX, traditionen tro op for godteposen med spillefilm fra hele verden.

Når filmfestivalen fra 3.-16. april i samarbejde med hovedstadens biografer lukker dørene op for et helt nyt program, er det resultatet af et hold filmnørders omhyggelige research, der bliver til virkelighed. I et helt år har holdet bag CPH PIX rejst verden tynd og været på indkøb på alverdens festivaler for at udvælge netop de 150 spillefilm, de mener er bedst.

Festivaldirektør Jacob Neiiendam fortæller, at forventningerne altid er høje i dagene op til den store åbning. Adspurgt om, hvad udfordringerne er for festivalens arrangører, og hvad københavnerne kan se frem til af oplevelser i dette års festivalprogram, giver han først en analyse af den tid, den moderne filmforbruger i den vestlige verden befinder sig i.

For – som han udtrykker det i program­avisens forord – meget har ændret sig siden slut-1980erne, da det at gå på filmfestival var noget helt nyt i Danmark.

»Dengang var en filmfestival en bydende nødvendighed, hvis man ville se film fra fjerne himmel­strøg,« siger Jacob Neiiendam og understreger over for Berlingske, at selv om det er enormt vigtigt, at festivalen hele tiden justerer og lærer af verdenen, den omgives af, handler det i bund og grund om at stille et program frem, hvor udbuddet er nuanceret og nemt at navigere i.

»I en tid med VOD-tjenester (video-on-demand, red.) som Netflix, Viaplay og HBO, hvor folk bliver bombarderet med mulig­heder for at se film på alle tidspunkter af døgnet, i alle mulige formater og platforme, er CPH PIX nødt til at profilere sig skarpere, end det måske nogensinde før har gjort,« siger Jacob Neiiendam.

Han mener, at det er tvingende nødvendigt at få formidlet et budskab til det kræsne publikum om, at det, CPH PIX skruer sammen som tilbud, er radikalt anderledes, end hvad de kommercielle kræfter har på markedet.

»Vi gør meget for at profilere os som en unik filmfestival, hvor 95 procent af det, vi viser, er noget, som folk ikke får chancen for at se igen. Det skulle da være, hvis de selv kan finde filmene på en VOD-platform om et år eller to,« siger festivaldirektøren.

»Hvert år er vi styret af nogle tendenser og nogle temaer, som vi griber fat i og tænker »hov – det er sgu da egentlig meget interessant«. I år har vi eksempelvis brugt lang tid på at opstøve brasilianske spillefilm, som filmmæssigt stadig befinder sig en del under radaren. Brasilien er et land, som repræsenterer meget mere end det, man kender fra turistbrochurer og fodbold­reportager. Det vil man få et unikt indblik i, hvis man ser en af vores 11 brasilianske film.«

Anderledes filmoplevelser

Det er sjette gang, CPH PIX inviterer til filmfest i hovedstaden. Hvordan adskiller årets program sig fra de andre år?

»Grundprincippet på film­festivalen er den samme, som den altid har været: Vi er til for publikum og ønsker at samle så mange som muligt i biografen omkring gode, anderledes filmoplevelser. Vi vil gerne skabe et bredere og mere nuanceret filmudbud, for at sikre at det bedste fra den ikke-kommercielle del af filmverdenen også bliver tilgængeligt for danskerne. De film, der får mest markedsføring, er naturligt nok ofte også de film, folk ser mest, men det siger jo intet om deres kvalitet. Så vores fornemste opgave er derfor at finde interessante film af høj kvalitet, som folk ellers ikke vil få en chance for at se,« siger Jacob Neiiendam, som selv glæder sig til at høre Hollywood-legenden William Friedkin, der besøger festivalen.

»Friedkin skal møde publikum og bl.a. præsentere den ny­restaurerede »Frygtens pris«, hans egen favorit blandt hoved­værker som »French Connection« og »Eksorcisten«.«

»Men vi har også en lang række andre filmskabere på besøg og også mere tematiske serier i programmet. Foruden den brasilianske har vi filmserien »Krigens ansigter«, der har fokus på krigens ofre og omhandler de oversete konsekvenser af krigene. Her vil serien komme vidt omkring. Fra det tidligere Jugoslavien, Afghanistan, Etiopien, Egypten, Libyen til Palæstina,« fortæller Jacob Neiiendam.

Forskellige filmserier

CPH PIX har altid et stort udbud – over 150 spillefilm i år. Hvad gør I for at hjælpe publikum med at navigere?

»Vores største udfordring er netop, at vi står lidt alene på denne her platform for fiktionsfilm. I hvert fald i den størrelsesorden, som vi har. Det er vigtigt, at vi giver et bredt udsnit, så mange publikummer kan finde forskellige typer film. Som eksempel skal der både være plads til store, seriøse dramaer som skæve og sjove midnats­film. På vores nye website, der også fungerer på smartphones og tablets, er det blevet meget nemmere at søge og finde lige præcis den type film, man gerne vil se.«CPH PIX har tilbagevendende elementer i festivalen. Kan du prøve at nævne hvilke?»Vi har en serie med de nyeste værker fra filmkunstens førende fyrtårne. Vi kalder den »Maestros-serien«. Her kommer man vidt omkring i tema, stil, tone og tempo. Det er 11 unikke værker fra filmkunstens største mestre, der spænder over ekstravagante genrestykker til lette komedier og dystert drama. Her kan mestrene nævnes i flæng: Peter Greenaway, Jia Zhangke, Hirokazu Kore-eda og Claire Denis.«

»Herudover har vi i vores konkurrence fokus på debutanterne, der skal rykke filmmediet videre. Her kan jeg nævne instruktører som belgiske Bas Devos med filmen »Violet«, norske Eskil Vogt med »Blind« og danske Fenar Ahmad med »Ækte vare«. Og i serien for de mere etablerede navne, der konstant prøver at skubbe grænserne for, hvad filmgenren kan som kunstart, er Front Runners som Quentin Dupieux, Amat Escalante og Corneliu Porumboiu.«

I år rykker CPH PIX også ud af København. Under efternavnet PIX breder festivalen sig ud over det meste af landet onsdag 9. april med en simultanvisning af Bong Joon-hos sciencefiction thriller »Snowpiercer« i 12 biografer.

CPH PIX  foregår 3.-16. april. Men allerede 2. april åbner festivalen op for godteposen med åbningsfilmen »Ækte Vare«, der er en dansk spille­film om hiphop-miljøet i Brøndby Strand, Læs mere på www.cphpix.dk