CANNES. Da Lars von Trier i 1995 sammenfattede de ti bud i det berømte Dogme95-manifest, studsede mange filmfans over regel nummer otte: »Genrefilm er forbudt«.

Dermed underkendte dogmefilosofien nemlig implicit nogle af filmhistoriens største værker fra John Fords western »Forfølgeren« til Stanley Kubricks rumfilm »Rumrejsen år 2001«.

På sin vis var anti-genre-reglen logisk nok for et puritansk kunstmanifest. Der er nemlig blevet lavet tusinder af ligegyldige westerns, gyserfilm og science fiction-film. Rigtig filmkunst handler kun om mennesker og gode historier – og ikke om at udfylde en bestemt skabelon.

Typisk har filmkritikere også betragtet ovennævnte film af Ford og Kubrick som undtagelser fra reglen om, at genrefilm er underlødige.

Men nu er der sket noget. Genrefilmen er kravlet op af sin grav på filmkirkegården, har børstet jorden af sig og slæber sig nu af sted mod den nærmeste biograf, mens den hyler mod månen.

Og se! Den oprindelige medunderskriver af dogme-manifestet Kristian Levring er med sin western »The Salvation« kommet på alles læber i Cannes, mens Zentropas Peter Aalbæk Jensen frejdigt har tilkendegivet, at dogmefader Lars von Trier arbejder på en »actionpræget vikingefilm«.

Rendyrket monsterfilm

Eksemplerne på nye genrefilm er mange. Kristian Levrings næste film er således en gyserfilm a la »Exorcisten«, mens den anden store danske titel i Cannes er Jonas Arnbys »Når dyrene drømmer«. En rendyrket monsterfilm komplet med landsbybeboere med fakler (eller lommelygter) og et stakkels monster på flugt.

Resten af Norden er også med, oven i købet en lille smule foran Danmark (for en gangs skyld). På Cannes-festivalens filmmarked har den svensk-finsk-norske fællesstand Nordic Genre Invasion blandt andet gjort reklame for opfølgere til de rendyrkede kult-genrefilm som »Död Snö« (genre: nazi-zombie-slasher-film) og »Iron Sky« (genre: nazi-science fiction), og fra de involverede filmselskaber venter der en flodbølge af horror- og actionfilm.

Disse bloddryppende og bevidst trashy film må ikke forveksles med det, som de internationale filmmagasiner allerede har identifieret som en ny minitrend fra det nordiske, nemlig Nordic Noir. En samlebetegnelse for filmatiseringer af de populære krimiromanserier såsom Jussi Adler Olsens Afdeling Q-serie (»Kvinden i buret«).

Kommende Nordic Noir-titler er Jo Næsbys »Snemanden«, Marie Hermansons »The Devil’s Sanctuary« og Arnaldur Indriðasons »Strange Shores«.»Vi er på vej ind i en meget interessant tid for genrefilm,« siger salgsdirektør Stephanie Trepanier for det franske filmselskab Frontière, der har specialiseret sig i genrefilm.»De har et loyalt publikum, men er altid blevet betragtet som nichéfilm af filmindustrien. I dag får de penge fra filmstøtteordninger, der har indset, at filmene er gode til at sælge på tværs af landegrænser, skaffe nyt ungt publikum til biograffilm og give overskud til investorerne,« siger Stephanie Trepanier til filmbladet Screen.

Dette har man også for længst indset i Det Danske Filminstitut. Ifølge instituttets direktør, Henrik Bo Nielsen, er den debuterende instruktør Jonas Arnbys »Når dyrene drømmer« en film, der lægger sig tæt op ad DFIs ambition om at puste liv i den engang så anerkendte danske ungdomsfilm.

»Problemet med de danske ungdomsfilm for nogle år siden var, at ungdommen ikke gad se dem. Det var kun de unges lærere og forældre, der ønskede at se dem. Ungdommen eksisterede ganske enkelt ikke længere som et entydigt publikumssegment. Når man er færdig med at se rene børnefilm, går man direkte til voksenfilmene – medmindre vi på en begavet måde taler ind i de unges univers og på deres præmisser,« siger Henrik Bo Nielsen.

Kald den Freddy

Også den øverste del af parnasset i Cannes er hoppet på genrebølgen. Festivalens prestigefyldte hovedkonkurrence har tidligere kun dyppet tæerne i genrefilm-søen, som for eksempel med Quentin Tarantinos og Nicolas Winding-Refns postmoderne voldsfilm, der refererer til gamle kultklassikere, men er alt for kunstnerisk selvbevidste til at være genrefilm.

I år finder man til gengæld Tommy Lee Jones’ western »The Homesman« og Atom Egoyans neglebidende spændende overvågningsthriller »Captives«.

Pudsigt nok har Tommy Lee Jones selv benægtet, at han har lavet en western – et symptom på, at »genrefilm« stadig ses som en nedladende betegnelse.

»Du kan kalde den en western, hvis du vil. Du kan kalde den hvad som helst. Du kan kalde den Freddy. Jeg ved ikke, hvad ordet betyder, andet end at det er en måde at beskrive en film, der indeholder store hatte og heste,« siger Tommy Lee Jones til Screen.

Hermed berører han det spørgsmål, der har optaget festivalens kritikere. Er genrefilmens genkomst virkelig en genkomst af den klassiske genrefilm, eller er der tale om noget andet?

Svaret er, at det er begge dele. Den klassiske »dumme« genrefilm, hvor indholdet kan beskrives med et eller to ord, findes stadig. Mange har eksempelvist grinet ad »Wolfcop«-plakaten på Cannes’ filmmarked, en film der tilsyneladende kombinerer strømerfilmen med varulvefilmen. Det er ikke en film, der foregiver at være andet end det, der kan aflæses i titlen.

Hvis man derimod ser på de to danske bidrag til festivalen, nemlig Kristian Levrings »The Salvation« og Jonas Arnsbys »Når dyrene drømmer«, er det en ganske anden snak.

Nik med cowboyhatten

Ganske vist indeholder hver enkelt scene i »The Salvation« et nik med cowboyhatten i retning af alle de gamle western-klassikere, men netop fordi den gør det så synligt, er den et andet slags dyr end ren genre. Den traditionelle genrefilm kopierer blot.

Og når man dertil tilsætter Mads Mikkelsens intense og psykologiske skuespil, får man noget andet, måske det som filmbladet The Hollywood Reporter kalder en slags »nordisk fundamentalisme«, der underbygger det klassiske western-tema om en ensom hævner.

Genrediskussionen kan hurtigt blive meget abstrakt. Sergio Leones film om de gode og de onde blev hurtigt afstødt fra den traditionelle western-åre med betegnelsen »spaghetti-westerns«, men instruktøren selv forsøgte helhjertet at efterligne klassikere som John Ford. Han ville bare lave gode westerns.

I dag ville de færreste filmkritikere bruge et så nedladende begreb som spaghettiwesterns, men bare betegne dem som »film« og som nogle af de bedste, der nogensinde er lavet.

Ligeså med Jonas Arnsbys »Når dyrene drømmer«, for genreentusiaster har allerede rubriceret denne film som et eksempel på en ny genre, de gerne vil kalde »Nordic Twilight« efter den kolossalt populære teenagevampyr-filmserie »Twilight«. Men man kunne også nøjes med at kalde den en god film.