Countrystjerner synger ikke håndvåbnenes pris i dag: »Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige. Wow«

Massakren i Las Vegas har fået flere i den traditionelt konservative musikgenre til at skifte standpunkt, når det drejer sig om retten til at eje og bære våben.

Rosanne Cash (her på Tønder festival sidste år) beskylder USAs våbenlobby N.R.A. for at yde støtte til »indenlandsk terrorisme«.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Mens popstjerner som Lady Gaga og Beyonce typisk støtter en mere restriktiv våbenlovgivning i USA, er countrystjerner som oftest republikanere og derfor også hyppigt tilhængere af deres lands relativt frie våbenlovgivning.

Det kan ændre sig som følge af massenedskydningen i Las Vegas mandag aften skriver The New York Times. I hvert fald har flere allerede udtrykt frustration over den nuværende våbenlovgivning, der tillod at attentatmanden anskaffede sig adskillige automatvåben.

En musiker, der skulle have optrådt ved Las Vegas-koncerten, guitaristen Caleb Keeter fra The Josh Abbott Band, har tweetet, at han ikke forstår, hvor meget fejl han har taget, hvad angår sin støtte til Den Anden Forfatningsændring. Det var denne regulering af USAs Forfatning fra 1791, der sikrede retten for folket til at bære og opbevare våben.

»Vi har brug for våbenkontrol lige nu,« skrev Caleb Keeter i sit tweet, hvor han indrømmede, at hans band havde adskillige håndvåben i deres besiddelse, men at de ikke turde bruge dem under skyderiet af frygt for at blive forvekslet med attentatmanden af politiet.

Efter sit tweet blev Keeter kritiseret på twitter af en person, der kaldte ham for en, der ringede til brandvæsenet efter at huset er brændt ned, hvilket han blankt indrømmede.

»Men nu vil jeg gerne gøre, hvad jeg kan,« tweetede han.

Politisk er countrygenren altid blevet forbundet med de overvejende republikanske sydstater, og selvom der også findes countrysangere af Det Demokratiske Parti, er de ofte blevet ugleset af countrymiljøet. Det gælder eksempelvis The Dixie Chicks, der blev boykottet af countrybranchen, efter at de havde kritiseret præsident Bush i 2003.

Angrebet i Las Vegas, hvor mindst 59 mennesker blev dræbt, skete på den sidste aften af countryfestivalen Route 91 Harvest Festival.

Mens Caleeb Keeter var den, der tydeligst udtrykte vrede mod våbenlovgivningen, plæderede andre af de optrædener i mere generelle vendinger for et USA, der fremover skulle stå sammen. Det gjaldt blandt andre sangeren Jason Aldean, der tweetede sit syn på tragedien.

»Noget har ændret sig på det sidste i dette land og i denne verden, som er skræmmende at se. Denne verden er ved at blive et sted, som jeg frygter at have børn i. Det er på tide at finde sammen og stoppe hadet,« skrev Jason Aldean, der optrådte på scenen, da de første skud faldt.

Mens andre af de optrædende ved koncerten nøjedes med at udsende solidariske og medfølende budskaber til de 59 ofre i massakren, benyttede en mangeårig modstander af den frie våbenlovgivning, Rosanne Cash, lejligheden til at kritisere USAs stærke våbenlobby National Rifle Association (N.R.A.)

I en klumme i The New York Times tirsdag beskrev hun de dødstrusler, hun plejer at modtage, når hun taler offentligt mod den nuværende liberale våbenlovgivning. Hun kritiserede også N.R.A.s forsøg på at skabe en alliance mellem sine egne tilhængere og country-miljøet, hvor våbenlobbyen støtter kunstnere, der til gengæld støtter N.R.A.s arbejde.    

»Dette på overfladen sunde kammeratskab kamuflerer noget møkrt og destruktivt. Der er ikke andre måder at formulere det på: N.R.A. støtter indenlandsk terrorisme,« skrev Rosanne Cash, der er datter af countryens største stjerne nogensinde, Johnny Cash.

»Countrymusikere dan en front mod N.R.A.« skrev hun videre.

Nogle countrystjerner er åbenlyst tilhængere af våben, og skriver hyldestsange til den særlige amerikanske kultur, der er forbundet med dem.

Justin Moore skrev i 2011 et hit om at vokse op med skydevåben, hvori han opfordrer antivåben-politikere til i stedet at jagte dem, der sælger crack. Hans budskab var lavmælt efter nedskydningen i delstaten Nevada.

»Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige. Wow. Tanker og bønner for alle berørte.« 

Miranda Lambert har skrevet sangene »Time to get a gun« (tid til at købe en pistol, red.) og »Gunpowder and lead« (Krudt og kugler). Hendes tweet mandag var et sønderrevet hjerte.