Cornelius Gurlitt elskede malerierne

I en samtale med det tyske magasin Der Spiegel fortæller Cornelius Gurlitt for første gang om sit liv og sine malerier, som han elsker mere end noget andet.

Forsiden af det tyske magasin Der Spiegel hvor Cornelius Gurlitt for første gang fortæller om alle malerierne i sin lejlighed. Fold sammen
Læs mere

Cornelius Gurlitt boede som en ensom mand sammen med de 1.500 mesterværker, som hans far, Hildebrand Gurlitt, havde samlet under nazitiden. Berlingske har i de forløbne dage beskrevet, hvordan Hildebrand Gurlitt som Adolf Hitlers kunstsamler havde mulighed for at skabe en kæmpesamling af europæiske mesterværker, der er vurderet til godt syv milliarder kroner. Hildebrand Gurlitt døde selv ved en trafikulykke i 1956, hvorved samlingen overgik til hans søn, Cornelius.

Det tyske magasin Der Spiegel har nu interviewet Cornelius Gurlitt, som ellers er et meget sky menneske, der dårligt nok har talt med andre end sine malerier i de sidste mange år. Den nu 80-årige eneboer siger til Spiegel, at malerierne er hans livs kærlighed, og at de skal tilbageleveres til ham.

Han har hverken været gift eller har børn. Han levede helt alene og talte ikke med beboere i bygningen og heller ikke med mange andre. Indtil politiet i februar 2012 ransagede hans lejlighed, var der kun ganske få mennesker, der havde set malerierne hos ham.

Mens politiet pakkede hans malerier sammen, sad han tavs i et hjørne. Han så dem tage Max Liebermanns mesterværk »To ryttere på en strand« ned fra væggen og hente Marc Chagalls malerier ud fra magasinrummet. Han sagde ikke noget.

Så efterlod de ham i den tomme lejlighed og til at løbe spidsrod foran pressefolk, når han vovede sig uden for døren for at gå på indkøb. Der er endnu ingen svar på de centrale spørgsmål i mysteriet. Hvordan kunne Hildebrand Gurlitt, der havde en jødisk mor, alligevel blive Adolf Hitlers centrale kunstsamler? Handlede Hildebrand ud fra idealistiske motiver for at redde moderne kunst fra nazisternes ødelæggelse, eller var han nazisternes villige redskab?

Hjalp han jøder og andre ved at give dem penge for deres værker eller udnyttede han dem? Og hvordan lykkedes det ham efter krigen at undgå retsforfølgelse og opdagelse af samlingen? Foreløbig har Cornelius Gurlitt ikke medvirket til at opklare de spørgsmål.

Var hans far en helt?

Man kan ikke afvise, at Hildebrand Gurlitt ganske legalt, efter tidens love, erhvervede værkerne fra museer og auktioner, og at Cornelius Gurlitt derfor har et juridisk krav på at beholde dem. Men det er ganske uafklaret.

Til Spiegel siger han: »Jeg er ikke Boris Becker. Hvad ønsker disse mennesker af mig? Jeg er blot en meget stille person. Alt, hvad jeg ønsker, er at leve med mine billeder.«

Cornelius Hildebrandt siger til Spiegel, at hans far aldrig købte fra private, og at han kun samarbejdede med nazisterne for at redde malerierne. Cornelius Gurlitt var selv som ung dreng med til at redde malerierne i den kaotiske situation ved krigens slutning. Han hjalp sin far, da russerne rykkede tættere på Dresden:

»Min far organiserede hurtigt et køretøj i Dresden. De lastede værkerne på bilen og kørte dem til en gård i nærheden af Dresden og senere til et slot i Sydtyskland.«

I Cornelius Gurlitts øjne var hans far en helt, der reddede mesterværkerne fra destruktion. Og han siger, at det aldrig har slået ham, at samlingen ikke tilhørte hans far og derefter ham selv.

Ifølge Spiegel synes Cornelius Gurlitt fanget i en anden tid og taler om nazismen. Han ser ikke TV og har ikke computer. Han siger til Spiegel, at han kender til malerienes baggrund, men at han foretrækker ikke at sige noget.