Copy/paste-teater

Performance: Erik Polds ”Mastercopy” på Plex er en original forestilling om uoriginal kunst og kopivirksomhed.

Daniel Norback i dobbeltrollen som Ingrid Bergman og Humphrey Bogart i ”Mastercopy” på Plex Fold sammen
Læs mere

Alt materiale er kopieret, stjålet og samplet i Erik Polds nye performance ”Mastercopy”. En forestilling, der både intelligent og humoristisk sætter fokus på begreberne original og uoriginal gennem iscenesættelse af kopivirksomhed på mange forskellige niveauer.

Som prototypen på en kunstner, der i udpræget grad har dyrket reproduktion, ser vi Andy Warhol give interviews, hvor han ikke selv ved, hvad han skal sige, men kun kan gentage de ord, han får lagt i munden af intervieweren. Og selvfølgelig er det slet ikke den ægte Warhol anno 1966, vi ser på video i ”Mastercopy”, men performer Pold som en humoristisk kopi af Warhol.

Live på scenen optræder de tre performere Merete Byrial, Daniel Norback og Jeremy Wade bl.a. som Warhol-kloner, der helt synkront spiser burgere med Heinz-ketchup og på en gang bliver spejlinger af kopikunst, forbrugerkultur og den globale ensretning.

Herlig er Daniel Norback i dobbeltrollen som Ingrid Bergman og Humphrey Bogart i ”Casablanca”, og Merete Byrial er skøn som både bebrillet Woody Allen og ung blond Mariel Hemingway i ”Manhattan”. Men hvornår er noget en kopi, og hvad siger loven? Det får vi også bud på.

Selvfølgelig fører genbrug og kopiering også til nye personlige udtryk, som vi bl.a. ser bevægelsesmæssigt i kopier af ”Svanesøen” og en solo af William Forsythe, mens performancekunstens selvrefleksioner, metaplaner og spørgsmål om virkeligt/uvirkeligt kommer under behandling i en scenisk reproduktion af The Wooster Group.

De afsluttende numre med kikset karaokesang leder tankerne hen på tidens kopidyrkelse i X Factor og andre tv-programmer. Og selvfølgelig bliver ”Mastercopy” videooptaget, så der foreligger en kopi af kopikunsten.

Visse indslag kunne være strammet, ligesom energien ryger, når en performer utilsigtet er ved at flække af grin. Men Erik Pold og hans team er bestemt en flok ægte, originale originaler.