Connie Nielsen indtager Hollywood-superheltefilm

Den danske Hollywood-skuespillerinde Connie Nielsen har en fremtrædende rolle i den nye »Wonder Woman«-film.

Arkivfoto: Connie Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO ANZUONI

Når DC Comics nye storfilm »Wonder Woman« får premiere til sommer, er der drysset dansk stjernestøv over castet.

Den danske Hollywood-skuespillerinde Connie Nielsen indtager nemlig rollen som Wonder Womans mor, Hippolyta - dronningen af Amazonas, i filmatiseringen om tegneserieheltinden.

Bag Wonder Woman gemmer amazoneprinsessen Diana sig. Hun har rødder tilbage i den græske mytologi, og i filmen kæmper hun for at forhindre onde kræfter i at overtage verdensherredømmet.

Warner Bros. Pictures, der står bag »Wonder Woman«, har netop udsendt en ny trailer, og her ses Connie Nielsen i hele startsekvensen på 22 sekunder.

»Guderne har givet os mange gaver - en dag vil du kende dem alle«, siger den 51-årige frederikshavner i rollen som Hippolyta til Wonder Woman som barn.

Igen efter 1 minut og 15 sekunder ses Connie Nielsen tale til sin nu voksne datter.

»Vær forsigtig, Diana«, lyder det fra hende.

Connie Nielsen bekræftede rollen som Hippolyta tilbage i januar 2016 gennem et tweet.

»Er virkelig glad for at spille Queen Hippolyta i DC Comics »Wonder Woman« og arbejder allerede hårdt med forberedelserne«, skrev skuespillerinden.

Den relativt ukendte israelske skuespillerinde Gal Gadot indtager rollen som Wonder Woman, og også Hollywood-hugget Chris Pine, Victoria's Secret-supermodellen Doutzen Kroes og "House of Cards"-stjernen Robin Wright er en del af castet.

»Woman Woman« er den seneste film i DC Comics filmatisering af tegneseriehelte.

Derfor er Connie Nielsen også på rollelisten, når de mange superhelte - lige fra Batman til Superman - mødes i filmen »Justice League«, der får dansk biografpremiere 16. november.

»Woman Woman« har dansk biografpremiere 1. juni.

Se traileren her: