»Come Together«: Paul McCartney afslører intim stund med John Lennon

I et hudløst ærligt interview med bladet GQ afslører Paul McCartney, at han deltog i fælles onani med den anden tidligere Beatles-sanger John Lennon. »Det var jo egentlig ret pikant,« siger Paul McCartney.

Foto: HO. Paul McCartney og John Lennon under en turné i USA.
Læs mere
Fold sammen

I et interview med GQ, der blev offentliggjort tirsdag, afslører en meget åbenhjertig Paul McCartney, at han og det andet store Beatles-idol, den afdøde sangskriver John Lennon, deltog i kollektiv masturbation sammen med tre af Lennons venner.

»Vi var en flok i Johns hus, og i stedet for at blive meget fulde og feste – jeg ved ikke engang, om vi overnattede der – sad vi bare i de her stole, og lyset var slukket, og en eller anden begyndte at onanere, og så gjorde vi det alle sammen,« fortæller Paul McCartney.

Ifølge Paul McCartney hidsede deltagerne hinanden op ved at råbe navne på kendte, såsom »Brigitte Bardot!«, og hvis Paul McCartney ellers husker rigtigt, var John Lennons bidrag til navnelegen »Winston Churchill!«.

»Det var ikke en stor ting,« siger Paul McCartney i forsideinterviewet med GQ.

»Det var bare en af den slags ting, man ikke tænker nærmere over. Vi var bare en flok. Men det var jo egentlig ret pikant, når man tænker over det. Der skete så meget, da man var ung, hvor man i dag ser tilbage, og tænker ‘gjorde vi virkelig det?’ Men det var helt harmløst. Ingen kom til skade. Ikke engang Brigitte Bardot,« siger Paul McCartney.

Interviewet har allerede affødt mange bemærkninger på sociale medier, heriblandt dem, der spekulerer over betydningen af diverse sangtitler som »Come Together« og »With A Little Help From My Friends«. Atter andre synes, at interviewet afslører mere, end de egentlig behøver at vide om bandets medlemmer.

I interviewet fortæller den 76-årige sanger også om seksuelle møder med bandets fans, men afviser rygter om, at beatlerne skulle have holdt egentlige sexorgier.

Endelig fortæller Paul McCartney om, hvordan han egentlig ønskede at blive lastbilchauffør.