Coldplay: »Vi behøver ikke please længere«

»Tude-rock«. »Verdens bedste gruppe«. »Årtiets mest uudholdelige band«. Coldplay er blevet kaldt mange ting, men med næsten tyve år på bagen og et nyt gæste-spækket album har briterne fundet selvsikkerheden til at blæse på forventningerne.

»Vi er blevet komfortable med idéen om, at nogle mennesker bare ikke kan lide det, vi laver, og det er helt i orden.« fortæller Coldplays forsanger Chris Martin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Julia Kennedy

»Farverigt. Energisk. Festligt. Glædesfyldt«. Sådan svarer trommeslager Will Champion, da en argentinsk journalist beder ham beskrive Coldplays syvende album, »A Head Full of Dreams«.

Der er heller ikke sparet på hverken fest eller farver i forbindelse med det britiske bands pressegilde. Ligesom omtrent 30 andre udenlandske journalister og pressefolk er jeg blevet fløjet til Los Angeles for at interviewe Coldplay i The Paramour Mansion, en luksusvilla i det hippe Silver Lake-kvarter.

Mens vi venter på at komme i audiens hos verdensstjernerne, bringer assistenter adskillige bakker fyldt med farverige blomster ind og sætter dem ved siden af den aflange pool i villaens forhave. Derefter fletter assistenterne blomsterne sammen i forskelligt farvede ringe, der forenes i en kopi af figuren, der pryder »A Head Full of Dreams’« albumcover. Resten af dagen og aftenen ligger den stille på poolens overflade. En fyldigere regnbuekusine til De Olympiske Leges logo.

Det er den liga Coldplay befinder sig i, i den musikalske verden. Bandet har passeret mere end 1 milliard streams på Spotify og er dermed i selskab med navne som popsangerinderne Rihanna, Beyoncé og Katy Perry, rapperne Drake og Eminem samt DJs som David Guetta, Avicii og Calvin Harris.

»Det føles som om vi er med i »Game of Thrones«, joker forsanger Chris Martin, da han og guitarist Jonny Buckland sætter sig på den trone-lignende sofa med ryglæn i udførligt skåret træ og to dyrehorn i toppen. Martin er mest opsigtsvækkende i mørkeblå militærjakke og bukser med stænk af pangfarver – en slags Sgt. Pepper-møder-glowsticks-stil.

Føler sig frie

»Holy shit,« er det næste, der ryger ud af munden på Martin. Han har fået øje på interview-rummets udstoppede isbjørn, der i venstre hjørne står oprejst med blottede tænder og poterne parat. I modsatte hjørne står et skelettet af et dinosaurhoved. Trods de intimiderende omgivelser, er der ingen ængstelse at spore hos Coldplay.

»Vi følte os meget frie, da vi begyndte at lave det her album,« fortæller Chris Martin.

»Vi er blevet komfortable med idéen om, at nogle mennesker bare ikke kan lide det, vi laver, og det er helt i orden. Når du bliver komfortabel med den idé, er du fri til at gøre, hvad du har lyst til.«

Måske har Coldplay vokset sig så store, at den til tider hårde kritik preller af på dem? Gruppen var målløse da New York Times’ musikjournalist Jon Pareles oven på udgivelsen af albummet »X&Y« kaldte dem »årtiets mest uudholdelige band« - i 2005 vel og mærke, da årtiet havde fem år at løbe på.

På sin typiske pleaser-facon indrømmede Martin dog, at han var enig i en del af Pareles’ kritikpunkter og kaldte det sågar befriende, at andre kunne spotte gruppens fejl.

Ti år senere tager Martin og co. lettere på kritikken.

»Vi har lavet en del album nu, og vi har ikke længere det samme behov for at bevise noget på samme måde som tidligere,« forklarer bassist Guy Berryman.

»Men det er vigtigt for os, at hvert af vores album præsenterer noget nyt. Der er mange, der brokker sig over, at vores nye musik ikke lyder som det gamle, men hvis vi altid lavede det samme, ville alle brokke sig over, at vi aldrig ændrer os. Det holder os interesserede i musik at udforske nye områder«.

Præsidenten som gæst

Om man kan lide det eller ej, er der sket ændringer siden gruppens forrige album. »Ghost Stories« holdt sig bevidst i de »blå og sølv toner«, som Martin bemærker, og det var et »rensende album… meget stille og intimt«. Det er ingen hemmelighed, at Martins skilsmisse fra den amerikanske skuespiller Gwyneth Paltrow satte sit præg på »Ghost Stories’« bedrøvede stemning.

Martin beskriver den opløftende »Fun« fra »A Head Full of Dreams« som »en duet om en kærlighedshistorie, der var fantastisk, men som ikke varede ved«, mens andre sangtitler som »Adventure of a Lifetime« og »Amazing Day« taler optimismens utvetydige sprog.

På »Fun« er den svenske sangerinde Tove Lo, der slog igennem med »Habits«, Martins duet-partner, men hun er blot én af adskillige gæster på »A Head Full of Dreams«. Gæsterne inkluderer Beyoncé, Noel Gallagher og sågar Barack Obama, der lod bandet bruge en bid af sin gengivelse af sangen »Amazing Grace« til ære for præsten Clementa Pinckney, der var blandt ofrene for en racistisk massakre i juni i Charleston, South Carolina.

»Vi har et ønske om at blive bedre og mere facetteret i vores udtryk og at lære nye færdigheder fra nye mennesker. Den måde, vi får inspiration på, er at invitere nye mennesker til at spille med os, og så ser vi hvad der sker«, fortæller Will Champion om de mange gæster.

Det var dog den mindre profilerede back-up sangerinde, Merry Clayton, kendt fra sin duet med Mick Jagger på Rolling Stones’ »Gimme Shelter«, der gjorde et af de største indtryk på gruppen.

»Den mest livsbekræftende anekdote fra vores indspilninger var da hun (Clayton, red.) kom ind for at synge med os. Hun sad i rullestol. Jeg tænkte bare, at hun er en ældre dame, så det var der ikke noget underligt ved. Hun var så fuld af liv og glæde.«

»Hun leverede sin vokal, og da vi var ved at være færdige sagde hun, nåja, jeg mistede mine ben i sidste uge. Hun nævnte det ikke en eneste gang i løbet af hele dagen. Det er den slags mennesker, der inspirerer os,« fortæller Chris Martin. Og det er den slags anekdoter, der giver tyngde til Martins ofte lidt luftige og kumbaya-agtige linjer om håb og kærlighed.

»En slave af den fængende sang«

Også i valget af producerne Stargate søgte Coldplay at gå i nye retninger. Den norske sangskriver og producer-duo står bag sange for artister som Rihanna, Beyoncé og Katy Perry. De er hitmagere, der sammen med vokalister som Esther Dean (som har haft stor indflydelse på Rihannas vokalmelodier), skaber i nærheden af 80 demoer om året, der derefter sendes rundt til pladeselskaber, managere og – ofte som sidste led – popstjernerne.

»Det startede med, at jeg arbejdede sammen med dem om sangen »Fun«. I løbet af den session tænkte jeg, mon de har lyst til at arbejde sammen med Coldplay? Da vi spurgte dem (Stargate, red.), svarede de, »Vi vil gerne producere jeres album, men på en betingelse: I skal lave demoer af jeres sange til os. Vi gider ikke arbejde på en sang som vi ikke kan lide«. De havde ikke produceret et helt album før. Så det var meget nyt for dem. Det var ikke deres traditionelle måde at arbejde på, og det var heller ikke vores traditionelle måde at arbejde på«, fortæller Martin.

Det kan virke som om, der er langt fra den organiske, Radiohead-inspirerede soft-rock, Coldplay spillede i starten af 2000’erne til Stargate-producerede numre og r’n’b-duetter med stjerner som Beyoncé.

Men som Martin har erklæret i et interview med musikmagasinet Pitchfork, er han i sidste ende »en slave af den fængende sang« uanset indpakningen. Hvad med resten af gruppen? Er de lige så store forkæmpere for den catchy popsang, spørger jeg Champion og Berryman.

»Indimellem er vi uenige om, hvorvidt noget er for åbenlyst eller obskurt. Vi har altid de diskussioner, men oftest kommer den bedste musik ud af spændingsforholdet, der opstår, når folk trækker i lidt forskellige retninger. Vi kan godt lide, når en sang har en popsensibilitet, men samtidig har en mørk undertone. Det er dér, musik er mest succesfuldt,« mener Champion.

Det originale øjeblik

Efter næsten 20 år sammen har Coldplay tilsyneladende stadig noget at snakke om. Der er udfordringer at tage imod fra hinanden og de nye samarbejdspartnere. Da min finske kollega vil vide, om der overhovedet er noget, der driver dem - nu hvor de ’bare’ kan ringe til Beyoncé og bede om en gæsteoptræden - nu hvor de har spillet hundredvis af arenashow og solgt millioner af album, er det med sin tilbagevendende ydmyghed, at Martin svarer.

»Sangene kommer stadig til mig midt om natten, og jeg får den samme summende følelse, når en ny idé finder vej til mig. Hvis du ikke bliver spændt over det lille, originale øjeblik, der opstår i soveværelset, eller hvor end man nu er henne, så betyder resten ikke noget.«

»Så kan du tilføje alverdens berømte mennesker på din sang, men hvis det ikke er noget, du egentlig føler for, vil det ikke blive særlig godt. Jeg tror, at hvis man ikke prøver at tage ære for musikken, så bliver den ved med at opsøge én«.

Da snakken senere falder på sideprojekter, som både Martin og Berryman har haft gang i, er det tydeligt, at Coldplay stadig står øverst på listen. For Champion er der ikke er mange musikalske projekter, han har lyst til at lave uden for bandet. Det ville »føles som at være utro i et ægteskab«.

Han tror ikke, at han ville kunne finde den samme kemi med mange andre mennesker. Berryman nikker og fyrer en sætning af, der emmer af den selvsikkerhed Coldplay – syv plader inde i karrieren – endelig kan mønstre: »Hvorfor køre i en Volkswagen, når man kan køre i en Ferrari?«

Pernille Smith Larsens rejse til Los Angeles blev betalt af Warner Music.