Coen-brødre og Jolie i usædvanligt samarbejde

Ethan og Joel Coen skriver manuskriptet til film om den amerikanske krigshelt Louis Zamperini, som Angelina Jolie skal instruere.

Coen-brødrene skriver højst usædvanligt et manuskript, som Angelina Jolie skal instruere. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Angelina Jolie har fundet manuskriptforfatterne til sin film om krigshelten Louis Zamperini, der mod alle odds overlevede Anden Verdenskrig. Og det bliver ingen ringere end Ethan og Joel Coen, der skal føre pennen. Det oplyser branchemagasinet The Hollywood Reporter.

Coen-brødrene, der står bag film som "Fargo", "No Country for Old Men" og senest "True Grit", skal omsætte Laura Hillenbrands bog "Unbroken" om Louis Zamperini til et filmmanuskript, som Angelina Jolie skal instruere. Normalt står Coen-brødrene både bag manuskript og instruktion, når de laver film - kun i sjældne tilfælde arbejder de for andre.

Ifølge The Hollywood Reporter har Angelina Jolie ledt efter en manuskriptforfatter, siden Universal i december hyrede hende til at instruere filmen, og det forlyder, at hun har været ekstremt kræsen. Angelina har tidligere instrueret dokumentarfilmen "A Place in time" (2007) og spillefilmen "In the Land of Blood and Honey" (2011) om krigen på Balkan.

"Unbroken" er den autentiske historie om Louis Zamperini, der deltog i OL i 1936 og senere kæmpede i Anden Verdenskrig. Efter et flystyrt i Stillehavet kæmpede Louis Zamperini sammen med to andre soldater for at overleve på havet, hvor de levede af regnvand og rå fisk.

Den ene soldat klarede ikke strabadserne, og da Louis Zamperini og den anden soldat efter 47 dage nåede land, blev de øjeblikkeligt taget til fange og placeret i en japansk fangelejr, hvor Zamperini var udsat for voldsom tortur.

Efter krigen blev Louis Zamperini kendt som en kristen foredragsholder i USA, hvor han især yndede at tale om tilgivelse.