CoCo er den rene kanel

Concerto Copenhagen var i adventens anledning flyttet til Trinitatis Kirke bag Rundetårn – og orkestret gav årets hidtil mest bevægende julekoncert.

Concerto Copenhagen – af mange kaldet CoCo – spiller på instrumenter fra den gamle musiks egen tid. Her er det Stefanie Barner-Madsen på barokviolin. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Advent er kirkeårets begyndelse: Man vender bunken og glæder sig i fællesskab til frelserens fødsel.

Hvis man holder af musik, glæder man sig især til »Messias« og »Juleoratoriet« – fordi musiklivets fejring for længst har lagt sig fast på de to værker.

Men værkerne til advent i sig selv? Der findes masser af slagsen. J.S. Bach skabte flere end 200 stykker i genren kantate. En vægtig del af dem til fejringen af forjulen i det 18. århundredes Leipzig. Men som kunstværker evigt gyldige og lige så vedkommende en decemberdag i Trinitatis Kirke anno 2013.

De kan tage sig vidt forskelligt ud. Men en grundform slår altid igennem: Et stort korstykke i åbningen, to eller tre solosange undervejs og en simpel salme til sidst.

Concerto Copenhagen har givet tre af de dejligste weekenden over. Hør endelig optagelsen på P2 i aften. De fås ikke bedre.

Orkestret er et af de bedste på dansk jord. Det består af tre håndfulde musikere og har specialiseret sig i netop det 18. århundrede. Og det optræder over alt, spiller i kirker og operahuse, høster priser for deres indspilninger – vel at mærke for næsten ingen penge. Hvor bliver finansloven af?

Concerto Copenhagen spiller som regel i Garnisonskirken. Arrangementerne de seneste dage var henlagt til Trinitatis Kirke. Ikke noget fantastisk bytte: Lige så god Garnisonskirken er til musik, lige så mudret er Rundetårns baghus.

Men når musikken er af Bach, overlever man nok. Også fordi den tyske barokmusiker ligesom har tænkt rummet ind i mesterværkerne: Hvis man sidder tæt på, får man alt det indviklede og sindrige med. Alle andre glæder sig lige så meget over de høje toner og himmelske klare harmonier.

Trinitatis’ stopfulde kirkesal hører kort sagt det vigtigste uanset. For eksempel om folk spiller og synger falsk.

Velsyngende og sympatisk

Og nej: Concerto Copenhagen spiller ikke falsk. Lige som de fire solister hver og én burde have sunget ved DRs opførelse af »Messias« i dagene før.

Alex Potter gjorde det faktisk. Det var ham, der sprang ind for en sygemeldt kollega og reddede forestillingen fredag aften. Hvilken tjekket, hvilken velsyngende, hvilket helt igennem sympatisk kunstner!

De andre giver ham ikke noget efter: Maria Keohane er sopran med ekspertise i det ældre repertoire og til lejligheden pakket ind som julegave med røde sløjfer både for og bag.

Jan Kobow er tysk tenor og udpræget skabsbrite. Hans stemme hører vel ikke til verdens mest karakteristiske. Men han ejer et enestående øre for kollektivet – og så megen luft, at man taber vejret ved tanken.

Og bassen Matthew Brook er omvendt brite af fødsel, men nærmest skabsitaliensk af klang. Sådan lyder en rigtig bas. Til orientering.

Tænd for P2 i aften og hør halvanden times himmelske harmonier.

Højdepunktet? Måske den voldsomme »Strid til sejr, stærke helt!« med violinernes stædige insisteren på det simple og virkningsfulde. Eller duetten »Nun komm, der Heiden Heiland«. Eller...

Det bliver ved. Tak for alt.

Hvem: Concerto Copenhagen med Maria Keohane, Alex Potter, Jan Kobow, Matthew Brook og Lars Ulrik Mortensen

Hvad: J.S. Bachs kantate 62, 132 og 36

Hvor: Trinitatis Kirke, lørdag. Genudsendes i aften kl. 19.20 på P2.