Clausens kvinder

Selvoptagethed, angst og neuroser. Friheden koster tidens kvinder dyrt, mener kunstneren Erik Clausen, der dog glæder sig uforbeholdent over, at kvinderne vil betale prisen. I sin ny film "Slip Hestene Løs" hylder han den stærke, sårbare og besværlige moderne kvinde.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Interview

Af Miriam Katz

Det er forkert at sige, at Erik Clausen er glad for kvinder. For ham er kvinder ophøjede væsner. Og han beundrer dem energisk. På respektfuld afstand dog, men med stor appetit:

På gaden, mens fotografen tager billeder til denne artikel, når filminstruktøren at kaste lange anerkendende blikke efter både den tilslørede muslimske mor, den unge pige med stumpebluse og bar mave og den midaldrende kvinde med de tunge indkøbsposer. "Hold kæft en flot pige - sæt en symfoni på lydsporet, og du har den smukkeste scene i en film," lyder det fra multikunstneren, der tydeligvis er et kendt og elsket ansigt her på Holmbladsgade på Amager.

Da et venindepar træder ud af møntvaskeriet og fnisende vinker til den lokale kändis, der poserer for fotografen, får de da også en af Clausens typiske one-liners med på vejen: "Hej piger, det her er billeder til en ægteskabsannonce. Var det noget for jer?"

Erik Clausen er dog for længst afsat, han er gift på 33. år, og hans kone ser "tæske-godt ud", som han selv siger. Men i hans nye film "Slip Hestene Løs" har den efterhånden 58-årige morfar ønsket at skildre tidens kvinde. For der mangler den slags portrætter i dansk film, mener han.

"Alt for ofte bliver kvinden kun brugt til at spille op til manden. Han er en følsom knudemand, og hun skal spørge, hvordan han har det, så han kan holde en lang monolog om, hvor meget han hader sin mor," lyder det med sædvanlig syrlig veloplagthed fra Erik Clausen, der er bænket med kaffe og kage ved skrivebordet i hans produktionsselskab C-film bag Amagerbrogade.

"De kedelige kvindeportrætter skyldes vel, at det er mænd, der skriver manuskripterne. Jeg er jo ikke kvinde, så når jeg skriver en rolle om den moderne kvinde, må jeg alliere mig med nogen, der ved noget om det," siger han.

Det var præcis, hvad Erik Clausen gjorde, da han udviklede den kvindelige hovedrolle i tæt samarbejde med dens indehaver, skuespilleren Marianne Frost.

"Jeg spurgte hende, vil du som kvinde reagere sådan og sådan. Vi stod jo faktisk med et problem: Her har vi en mand på 58 år, der bager på en kvinde i trediverne. Det er jo ikke bare latterligt, det er komisk! Men hvis historien skal være troværdig, skal hun tænde i hvert fald bare lidt på ham," som han siger.

Marianne Frost spiller den enlige mor Vibeke, der i den noget ældre vinduespudser Bent A. (spillet af Clausen selv) møder en uventet kærlighed. Vibeke er et sart og lidt frygtsomt menneske. Efter en skilsmisse bor hun alene med sin søn i et socialt boligbyggeri på Amager og arbejder som rengøringsassistent. Bent A. er en naiv bulderbasse, der insisterer på begreber som sammenhold, retfærdighed og lykke, selvom hverken han selv eller verden omkring ham helt lever op til idealerne.

"De er et meget umage par. De føler sig nok ikke bare tiltrukket af hinandens erotiske udstråling, men også af hinandens nederlag og ensomhed," fortæller Erik Clausen.

Han beskriver arbejdsprocessen med "Slip Hestene Løs" som en stor workshop, hvor skuespillerne i høj grad har været involveret i at udvikle deres egne roller helt ned i detaljen - ligesom flere af scenerne er optaget live i de københavnske gader uden de sædvanlige vej-afspærringer og instruerede statister. Altsammen for at opnå den autencitet, Clausen stræber efter i sine film.

"Jeg prøver altid at arbejde med en vis naivitet i personerne, så de bliver menneskelige. Publikum skal ikke sige, "de spiller vel nok godt", de skal tænke, "de er sådan". Derfor fik skuespillerne nogle gange først teksterne lige før optagelsen, så de fik en vis usikkerhed om det, de skulle sige. For sådan er det jo, når mennesker taler sammen."

Hvor meget af virkelighedens Clausen er der så i filmens Bent A., en figther der må erkende, at livet ikke altid lever op til drømmene?

"Det ved jeg ikke, men jeg tror, at publikum vælger at se en masse Clausen i Bent A. Det er en kompliment, jeg tit har opnået at få fra publikum. F.eks. da jeg havde lavet "De Frigjorte", hvor jeg spillede den arbejdsløse Viggo. Da blev jeg efterfølgende inviteret til paneldebat om arbejdsløshed, fordi folk tror, jeg er sådan, selvom jeg aldrig nogensinde har været arbejdsløs. Og efter jeg havde spillet Axel i "Den Store Badedag", viste folk mig toilettet, når jeg kom på besøg, fordi Axel i filmen altid sagde, "når en mand skal, så skal han", og så besørgede han på gulvet.

Det er vigtigt for mig, at der er en fiktion om virkelighed i mine film, for den virkelighed, som medierne og de skriftkloge bestemmer, synes jeg, er stærkt opreklameret. I den er der jo kun plads til såkaldte facts, ikke til at du i din fantasi bygger et billede op af dine længsler og drømme, så du har noget at gå efter. Ingenting bliver, som man drømmer, men hvis du ikke har drømme, kan du bare gå rundt om dig selv. Så bliver du medlem af den klub, der hedder "jeg skal finde mig selv". Og den er fuldstændig ulogisk. Hvis man skal finde sig selv, skal man lytte til sangen "rør ved mig, så jeg føler, at jeg lever"," siger han og lægger hånden over reporterens.

"Det er først, når jeg rør ved dig - og nu skal du ikke misforstå det! - at du virkelig kan mærke, at du sidder her."

Kunsten kan - og skal altså, efter Clausens mening - sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er virkeligt. Det sker også i "Slip Hestene Løs":

"Da vinduespudseren første gang har været hjemme hos den enlige mor, som er meget hverdagsagtig for ikke at sige sjusket klædt på, spørger hans kammerat, hvordan hun ser ud. Vinduespudseren svarer: "Hun ligner fuldstændig Ingrid Bergman!". Så vil publikum måske grine. Men næste gang, man ser hende, er i vinduespudserens drøm, og så ligner hun virkelig Ingrid Bergman. Vi kan trylle med kameraet. Og det skal vi gøre. De personer, min film handler om, er stort set usynlige i medierne. De er så marginaliserede, at de ikke engang kommer med som usynligt publikum i Lykkehjulet. Men i mine film siger vi hokus pokus, nu står I her i kød og blod. I er ikke omvandrende problemer, men mennesker med drømme, muligheder og følelser."

Den småneurotiske Vibeke i "Slip Hestene Løs" er Clausens bud på et portræt af en moderne kvinde, der vil være selvstændig og er villig til at betale prisen. For frigørelse koster, mener han.

"Prisen er usikkerhed, afbrudte uddannelser, skiftende jobs, at gå psykologisk i defensiven, og at blive meget selvoptaget. Men selvfølgelig holder jeg med Vibeke! I min terminologi er det ikke nødvendigvis negativt at være selvoptaget. Men altså, jeg synes, det burde være forbudt for folk over 25 år at beskæftige sig med sig selv mere end et kvarter om dagen. Det fører ikke til noget. Begynd i stedet at beskæftige dig med andre mennesker. Kig ud ad vinduet. Som vinduespudseren siger: "Tyk, tynd eller hindu - man skal ku' se ud ad sit vindu!""

Og det er - som det fremgår af filmen - et motto, den forelskede vinduespudser tager helt bogstaveligt. Han trænger sig ihærdigt på hos den noget håndsky kvinde og er i det hele taget et ganske uforskrækket menneske.

"Det er nok det punkt, hvor Bent A. og Erik Clausen mest ligner hinanden!" erklærer Erik Clausen.

"Men ikke at være bange kan også være en form for dumhed. Jeg selv var langt oppe i tyverne, før jeg hørte ordet frustreret, og over tredive før jeg hørte ordet deprimeret. Det kan sagtens være, at jeg i mit forsvar og fascination af Klodshans-rollen aldrig er nået til den følsomhed, der kalkulerer med psykologiske ting. Dét er der en vis primitiv styrke i. Måske skal man et par grader opad rent socialt for at nå til anden linje i Shakespeares "at være - eller ikke at være . . ." Foreløbig er det kun den første linje, der har interesseret mig. Dér er sanselighed og livsappetit. Anden linje anser jeg egentlig ikke som en større mulighed, mere som en slags tømmermænd. Der er jo ikke noget at være bange for, bare du fægter med åben pande. Og så handler det nok også om at have en evne til at arbejde meget. Sådan én som Bent A. i filmen, han vil altid have mindst 3.000 kroner kontant i lommen. Kulsort. Han vil altid klare sig."

Clausens bud på en moderne kvindeskikkelse virker til gengæld svag og sårbar i forhold til den frembrusende mandlige hovedperson. Er det sådan kvinder er i dag?

"Vibeke er ikke svag. Men hun er sårbar, ja. At turde vise sin svaghed og sårbarhed kræver en styrke, som vinduespudseren i filmen ikke har. Og som jeg nok heller ikke selv har," siger Clausen. Og fortsætter hurtigt:

"Men det er da logisk, at der er omkostninger ved at bryde med århundreders vaner. Jeg kan huske, hvordan pigerne var i 1950erne. Det var ikke sjovt. Mange af dem samlede på udstyr, allerede fra de var 16 år. Deres drøm var så jævn, at den gik på at få "12 af hver". I dag går pigerne med rank ryg og faste skridt her på Jorden. Kvinder bestemmer selv over deres liv, deres graviditeter, og i mange tilfælde har de ikke brug for en mand som en nødvendighed, men som en mulighed. De kræver plads rent mentalt i parforholdet og vil ikke længere spille det spil, der går ud på at få manden til at tro, at han bestemmer, mens det i virkeligheden er kvinden, der kører løbet. Når der er gået lidt for meget vane og klaphat i manden, tænker den moderne kvinde, at det måske ville være meget hyggeligere at være alene sammen med børnene end at gå og skændes med ham," siger Clausen, der med Vibeke i "Slip Hestene Løs" viser filmpublikummet en forholdsvis usædvanlig romantisk kvindefigur. Hun gør sig nemlig ikke synderlig til, hverken for kameraet eller for den mandlige hovedperson.

"Hvis jeg mødte en pige, der ligesom Vibeke i min film er meget lidt interesseret i mode, og som sidder i en striktrøje, der ser ud, som om den er købt brugt i DDR, så ville jeg som mand tænke: Det er fandeme en dejlig pige. Der er sgu muligheder her."

"Vibeke tænder en beskyttertrang hos vinduespudseren. Han ser hendes lejlighed, der trænger til at blive sat i stand, og en lidt skræmt kvinde der kunne blive meget smuk, hvis hun gik ind på de småborgerlige idealer, han selv har om sminke og frisure."

Spørger man, om ikke netop tiltrækning mellem en tilsyneladende stærk ældre mand og en tilsyneladende hjælpeløs yngre kvinde er en smule sentimental, bliver man ikke modsagt.

"Jo, gu' er det sentimentalt. Men det er jo blevet en nationalsygdom, at vi bruger det ord negativt. Sentimentalitet betyder følelser. Det kan ikke nytte noget, at vi undertrykker dem. Det er følelser, der får os til at stå op om morgenen. Ikke andet. Du har lyst til at tage ud og se andre mennesker, lyst til at gå på arbejde, lyst til at være sammen med familien. Hvis danskerne slap deres følelser løs, ville vi få mere engagement både politisk og privat. Det er jo følelser, det hele handler om. Byg et sommerhus til din søn og svigerdatter. Giv blod. Lad være med at være en fedterøv."

Færre fedterøve og flere vinduespudsere ville gøre Clausen glad:

"Det værste, du kan være, er en fedterøv. At bukke dig ned på knæ, fedte for systemet og få et ridderkors af Dronningen. Fordelen ved at være en jævn vinduespudser er, at du har en lang stige, som du kan komme ind med alle vegne - også hos frygtsomme kvinder i trediverne, der har lukket sig godt inde. Jeg ville ønske, vi var nogle flere danskere, der brød ensomheden ved at kravle op på stiger, kigge ind ad vinduerne og spørge "hej, hvad laver I her? Er der brug for en rask mand?""

Filmen "Slip Hestene Løs" har premiere fredag i biografer over hele landet.