Classic Cure

Rock: Med en suverænt syngende Robert Smith i orkanens øje leverer The Cure et klassisk album med tråde til især to af gruppens egne, udødelige værker.

Foto: Pladecover

»Floating here like this with you/Underneath the stars/Alright for 13 billion years/The view is beautiful/And ours alone tonight/Underneath the stars«.

Evig ung, evig universel, evig Robert Smith. Den 49-årige enehersker af den gotiske pop- og rockmusik, som især i firserårtiet gik i sort og i selskab med en hel ungdomsgeneration, er så forelsket og ublu romantisk, som da han for omkring 30 år siden debuterede i forgrunden for The Cure på sort vinyl.

Over mere end seks minutter slår Smith i ord og tone an til et album, der på flere måder minder om, hvorfor og hvordan The Cure den dag i dag er et kapitel for sig i den nyere musikhistorie.

Messende, stemningssøgende og svært melodiske rundgange får minutter til at dykke under huden på lytteren og videre ind i hjertekulen, inden Smiths karakteristisk klæge, let nasale røst hvisker en kærlighedserklæring så pur og genuin, at det simpelthen er umuligt ikke at fremkalde et indre billede af den udkårne og mærke den piblende varme blodsusen overalt i kroppen.

Den karakteristiske brug af rumklang og distortede guitarer smager af lige dele pop som i »The Only One« og den frenetiske rocker »The Real Snow White«. Det er The Cure classic, 75 procent helt igennem vidunderligt, sværmerisk romantik og 25 procent dommedagsulykkelig kærlighed.

Edward Saksehånd med rød læbestift spiller sine melodier med en sylespids nerve, der sender lytteren på det følelsesmæssige skafot.

Lytter man til mere end halvdelen af sangene fra »4:13 Dream«, som trækker de største veksler på Cures egne albums »Wish« og »Disintegration«, forstår man for alvor hvorfor, at nutidens emo-rockere med My Chemical Romance i spidsen skylder Robert Smith alt og hvorfor Interpol aldrig var blevet et af tidens tre bedste, alternative rockbands, hvis ikke de havde tyvstjålet The Cures fantastiske basgange.

Med et så specielt orkester som The Cure, ydermere anført af en sangskriver, sanger og pennefører så helt igennem unik som Robert Smith, er det direkte stupidt at forvente spritnye musikalske landvindinger. Endsige tekster som i emner og ord rimer mere på de modne snart 50 end på teenagerens tæppebankende hjerte og skalpelskårne smerte.

I forhold til en ny Cure-plade handler det alene om, hvorvidt melodierne hænger ved, om lyden er tilpas rustik og noir, samt om Robert Smith undgår at stå sig patetisk i sine skriblerier.

Ud fra disse parametre kunne man have undværet en lille snedkerhåndfuld skæringer af de 13, simpelthen fordi de ikke står niveau-mål med resten, som til gengæld er fremragende, vanvittigt intense sange, som retter sig mod hitøret og mellemgulvet på én og samme tid.