Vi må vente til sidste ombæring, men så kommer han også. Skal vi i det hele taget gætte på, at han bliver årets revyoffer? Prinsgemalen traver ind på scenen med ballonvom og jagtgevær, forklædt som Ulf Pilgaard. Eller også er det omvendt. I hvert fald nagler Pilgaard naturligvis Hans Kongelige Højheds blanding af excentricitet, forsonende charme, gallisk trods og altoverskyggende selvglæde.

Hvorfor var det lige, prins Henrik stak af til Venedig? Cirkusrevyen har svaret: Venedig er det eneste sted, hvor ingen ser skævt til én, når man sejler rundt i gaderne! Hvad ville de unge sige om parodien, der rammer plet? Konge!

Men det kan Cirkusrevyen i det hele taget selv være, konge altså. Man mærker det næsten lige fra start. Revyholdet er klar til at møde publikum i år, selv om der for få uger siden slet ikke var nogen revy at være klar med.

Der er selvtillid og rank ryg over foretagendet. Den slags smittende entusiasme, som lynhurtigt forplanter sig til publikumshavet og lover godt for de næste timers brogede danmarksbilleder. Så skal vi ikke bare med det samme konstatere, at Cirkusrevyen er en 80-årig i topform.

Den scorer på alt det, den skal score på. Never a dull moment, som englænderne siger. Den har det hele, lidt til og meget mere i Lisbet Dahls lydefri iscenesættelse. Den er sjov, men den er også skrap. Den har det satiriske svirp, den skal have, deler håndmadder ud til højre og venstre, så det er en fryd.

Lille Inger fra Hadsund

Hvor skal man starte? Skarpest og morsomst går det ud over Inger Støjberg, som Ditte Hansen har helt styr på i en benhård monolog af Vase & Fuglsang, som altid kan få øje på sproglige eller retoriske fejlslutninger som afsæt for den vildtvoksende parodi.

»Jeg hetzer ikke,« siger hun med hensyn til dengang, hun rubricerede alle indvandrerdrenge som uartige. Og så følger en parade af statusopdateringer, hvor Lille Inger fra Hadsund bare er privat og ikke er ude efter nogen, som efter en mislykket hårskylning: »Sådan fjerner man en fejlfarve«.

»Jeg er ikke sendt i byen af nogen – det, jeg siger, er for egen regning,« konkluderer hun.

»Når vi sender nogen i byen, så er det vores formand, og det er aldrig for egen regning.«

Jo, Ditte Hansen er i det hele taget tilbage for fuld udblæsning i den revy, som mere og mere har svært ved at undvære hendes energi og moderne talent.

Den skingre tone får også én over nakkedraget i en indigneret Carl-Erik Sørensen-vise om retten til at svine andre til i ytringsfrihedens navn, bare fordi vi kan og må: »Ytr!« Ulf Pilgaard låner sin formidbale autoritet til den.

Og i den politiske afdeling er mor og søn, Pia og Tulle, på banen i skikkelse af Lisbet Dahl og Henrik Lykkegaard i en munter dansktopparodi om partiet, der glædeligt er fri for ansvar:

»Hvorfor stå på mål for noget, hvis man helst vil være fri.«

Og en anden duet havner Helle og Løkke i, når Ditte Hansen og Lisbet Dahl cementerer deres træfsikre parodier på statsministerkandidaterne under overskriften »Pest eller kolera.« Inden da har de konkurreret om, hvem der er den absolut dårligste til at lede landet hos Clement Kjersgaard, som næppe kan gå på skærmen efter Henrik Løkke­gaards eminente afkodning af manererne.

Skægt. Jo, Cirksurevyen kan den svære kunst at forene det kritiske med det sjove: Meningsrevyen får aldrig lov til at dominere, for selv om revyen viser tænder, er den aldrig sammenrottet, og den er hele tiden skæg, selv når den er ond.

Alt det, der optager os

Men der er jo så meget andet i en ødsel revy. Pjat og pjank, fis og ballade. Niels Ellegaard forgylder en ellers lidt tvivlsom monolog om den nordjyske sugardater med sin afvæbnende, underfundige og afslappede charme og lægger teltet ned med et nyt EU-direktivs ti tilladte revygrin. Er der da slet ingen nitter? Ikke rigtigt, selv om det i år er første halvdel, der er skæggest.

På sin egen spredehaglmanér får den sagt ikke så lidt om alt det, der optager os, alt det, vi går og snakker om. Hele tiden med en lille pointe i halen. Metrobyggeri, kendispolitikere, vinsnobberi. Fra sex-romanen »Fifty Shades og Gray« til mangel på sex. Fra den moderne mand til den moderne landmand. For nu bare at nævne noget.

Og så må vi ikke glemme alt det udenom: Nina Schiøttz’ lækre projektionsscenografi, som får løjerne gevindt over scenen, James Prices muntre toner, den moderniserede ballets sværm af dygtige dansere, den ene kønnere end den anden. Nej, der er ikke meget Elga Olga over Cirkusrevyen, selv om revyikonet dukker op i skikkelse af Lisbet Dahl i en hyldest til den 80-årige revy. Hun bliver hurtigt afbrudt og ender med at ryste bootie.

Sådan er det i det hele taget med revyen, der lykkes med sin dobbelte strategi: At se tilbage og se frem.

Hvad: »Cirkusrevyen 2015«.

Hvem: Tekster: Carl-Erik Sørensen, Vase & Fuglsang, Ditte Hansen og Louise Mieritz, Henrik Lykkegaard, Adam Price, Jan Svarrer m.fl. Iscensættelse: Lisbet Dahl. Scenografi;: Nina Schiøttz. Musik: James Price og Peter Düring. Kapelmester: James Price. Koreografi: René Vinther.

Hvor: Dyrehavsbakken. Til 29. august. Aalborg Kongres & Kultur Cenbter 2. - 6. september.