Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Cirkusrevyen kommer ikke på scenen i år.
Det meddelte revyen mandag morgen. Ganske vist må teaterforestillinger gerne spille igen i forbindelse med den seneste genåbning. Men den fortsatte usikkerhed om hvor mange mennesker, der må samles i løbet af sommeren og udsigten til at måtte fjerne rigtig mange pladser i det store telt på Bakken, hvor revyen holder til, gør det umuligt for revyen at få en fornuftig forretning ud af at gennemføre sæsonen.
»Det er med tungt hjerte, at vi må meddele, at Cirkusrevyen 2020 er aflyst,« lyder det på revyens hjemmeside.
»Cirkusrevyens gæsters sikkerhed er vores førsteprioritet, og selv om vi havde sat alle sejl til, at årets revy skulle være den store fejring af Ulf Pilgaard, efterlader den nuværende coronakrise, den igangværende politiske konflikt mellem vores lokale kommuner og de nyeste retningslinjer for afholdelse af teaterforestillinger os desværre med intet andet valg end at aflyse årets revy,« hedder det.
En udtalelse, der peger på, at revyens håb om at kunne spille er blevet mødt med mange forskellige slags forhindringer de sidste uger.
Nej fra Gentofte Kommune
Revyen havde ønsket at rykke premieren til omkring 1. september og spille til 19. december, men Dyrehavsbakkens parkeringsplads ligger i Gentofte Kommune, og kommunen har modsat sig den ekstra aktivitet uden for Bakkens traditionelle åbningsperiode – en sag, der stadig ligger til afgørelse i Miljøministeriet.
Revydirektør Torben »Træsko« Pedersen har desuden haft sine tvivl med hensyn til, om billetsalget ville kunne tage fart igen, eller om revyens gæster ville være for nervøse for coronasmitte til at løse billet.
En masse allerede solgte pladser til de forestillinger, man foreløbig har måttet aflyse, siden revyens skulle have haft premiere torsdag den 14. maj, ville skulle flyttes rundt på, og revyen ville ikke bare kunne omplacere tilskuere, der havde købt en dyr billet til en dårligere plads i det 1.300 pladser store telt. Man ville heller ikke bare kunne aflyse forestillinger i den forkortede spilleperiode, for trofaste tilskuere ville ikke kunne forstå, hvorfor man spillede for andre og ikke for dem.
Desuden vil de forholdsregler, man skal tage i forhold til coronavirussen, foreløbig gøre det noget nær umuligt at øve en revy, når skuespillere ikke må stå for tæt på hinanden.
Cirksyrevyen på sin hjemmeside »Det er med tungt hjerte, at vi må meddele, at Cirkusrevyen 2020 er aflyst.«
Ulf Pilgaard, der skulle være takket af i revyen efter 40 år, er dog med på holdet, når revyen får premiere i maj 2021. Han kommer til at stå på scenen med Lisbet Dahl, Merete Mærkedahl, Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard og Niels Olsen.
Med Cirkusrevyens aflysning er hele den traditionelle, danske revysommer indstillet.
Cirka 100.000 tilskuere havde købt billet til Danmarks største revy, før covid-19-smitten kom til Danmark. De vil nu få overført deres billet til næste år.
Cirkusrevyens hjemmeside brød ned her til morgen og melder om ventetid.