Da jeg var barn, bestod ugens højdepunkt på Danmarks Radio i TV-serien »McCloud«. Den samlede nationen. Til gengæld splittede DR danskerne, når P3 spillede jazz – »den er ikke død, den lugter bare lidt mærkeligt«, som jazz-værten ustandseligt gentog. Vi havde én kanal, TV-nyhederne varede sammenlagt maksimalt en time i døgnet, og børn måtte kun se Disneys tegnefilm til jul. Mangelsituationen samlede os, virkelig, som venezuelanere i en kø efter toiletpapir. Vi havde ingen idé om smartphones eller om at dele meninger og nyheder på Facebook (det er ellers for gamle mennesker).

Når jeg fortæller mine børn om min opvækst, kunne jeg lige så godt tilføje, at jeg boede i en sammenrullet avis og måtte arbejde 14 timer om dagen for to pence – ligesom i Monty Pythons klassiske sketch. Den slags kan jeg heldigvis gense på Youtube, ligesom jeg kan finde stort set enhver »smal« film på nettets streamingtjenester mod betaling af et beskedent beløb.

I dag er udbuddet af elektroniske medier enormt, også på dansk. Det er billigere end nogensinde at producere og levere. I lyset af den udvikling er det temmelig underligt at følge debatten om DR.

»En del af mig mangler ord. En anden får mig til tasterne i et lamslået raseri over den bølge af kulturel fattigdom, der synes at skylle ind over landet,« skrev den københavnske kulturborgmester Niko Grünfeld. »Hvornår blev oplysning et onde i et såkaldt oplyst samfund?« Han overser, at det ikke er DR, som gør os klogere, men adgangen til viden – og den er større end nogensinde. Helt banalt: det er slut med at kævles i timevis ved middagsbordet om, hvilken historisk person der gjorde hvad hvornår. Man kan slå det op på stedet.

Selvfølgelig har vi brug for hjælp til at strukturere den megen viden. Men det er blevet et marked i sig selv. I den politiske verden, jeg lever i, gør aviserne et godt stykke arbejde. Og nye digitale tjenester som Altinget.dk gør det fremragende. Konkurrencen om public service fungerer.

Den eneste »trussel«, der reelt kan samle danske medier og DR, er fra udlandet. »Internationale techgiganter som Facebook og Google støvsuger det danske mediemarked for de annonceindtægter, der medvirker til at finansiere det journalistiske indhold,«  skrev Politikens chefredaktør tidligere på året. »Techselskaberne er samtidig i fuld gang med at undergrave selve grundlaget for nationalstaten ved konsekvent at nægte at betale skat i de lande, hvor de opererer.«

Hvis man var lidt fræk, kunne man jo kalde disse påstande for »fake news« fra en medarbejder i en branche, der nyder godt af 0-moms. Og gudskelov for Google og Facebook. For hvem har sagt, at danske medier automatisk har ret til virksomhedernes annoncekroner, uden konkurrence, lige så lidt som DR per automatik skal have ret til skattekroner?

Journalisterne ser desværre sig selv som ophøjede oplysere. De bør huske, at de alene er »ideernes brugtvognsforhandlere«. Det er ikke lige så ondt ment, som det er skrevet. Brugtvognsforhandlere kan være meget nyttige. Og med en mere realistisk selvforståelse i journalistkredse kunne man måske både slippe for klynk og få nogle bedre medier.