Christine Feldthaus: »Vi vil bare have retten til at brokke os og være krænkede«

MIT KØBENHAVN: Selv om Christine Feldthaus voksede op i Sønderjylland, har hendes hjerte »altid ligget i København«. Hun er begejstret for byens mange muligheder, men har også brug for at trække sig væk fra byrummets forstyrrelser og facere på gaden. Det bruger hun kirkerne til.

Hvad er Københavns mest oversete åndehul?

»Jeg synes generelt, at kirkerne og kirkegårdene er oversete. Der er virkelig en ro i de rum. Det er ligesom en oase, man kan gå ind i, og det har man brug for i en storby. Man skal kunne få lidt tankefrihed, uden at der er nogen, der vil sælge én et YouSee-abonnement eller bede om hjælp til de sultne børn i Afrika. Jeg synes, at der er enormt mange forstyrrelser i byrummet, og derfor har jeg brug for en gang imellem at træde lidt væk.«