Christian Mørk: Lyt ikke til mig

Christian Mørk
Læs mere
Fold sammen

Kære kommende student (og alle jer andre med forkortelser, der lyder som en vaccination), her kommer igen en liste over karriereråd, du ikke kan bruge til noget:

1. Stol ikke på nogen over 30. Seriøst. For de, akkurat som jeg, vil have formet deres erfaringer og bagt dem i en kage, som de i disse dage vil tvinge dig til ikke bare at spise, men at sige tak for bagefter. En kage med gode råd. Og gode råd har altid været dårlige.

2. Eric Schmidt, Executive Chairman for Googles moderselskab, Alphabet, har for nyligt udtalt til CNBC, at noget af det vigtigste, en arbejdsgiver kigger efter, er, hvorvidt du har en solid baggrund i dataanalyse, matematik og statistik. Hans kollega Jonathan Rosenberg supplerede: »Data er det 21. århundredes sværd, og de, der svinger det, er dets samuraier.« Surt for dig, der har læst sociologi eller filosofi. Hegel og Durkheim kan ikke bruges til andet end at blive kløvet med sværd, viser det sig. Godmorgen, skodarbejde.

3. Og så alligevel ikke helt. For nogen af os gik det godt, selv om vi aldrig har kunnet så meget som dividere. Jeg fik 06 til studentereksamen i den gamle skala. Og jeg var steppende glad. Jeg studerede japansk et år på KU. Arbejdsløshed, kudasai? Ikke helt. Min kærlighed var – og er – til ord. Vil du også helst »forsvare dine argumenter med data«, som Rosenberg skrev i et memo? Fint, hvis du gør. Hvis du hellere vil forsvare dem med etik, kunstnerisk erfaring eller psykologisk indsigt, så gør bare det. Men gør det med lige så meget dygtighed som datadrengene (for det er jo altid dem, ikke pigerne, der taler højest i interview). Ellers får de jo ret.

4. Nej, modsat hvad jeg netop har læst i en ung studerendes hjertesuk i en anden avis, har det aldrig været samfundets opgave at motivere dig til noget som helst. Det er det heller ikke nu. Men lige så lidt som at alle burde være gået i gymnasiet, så behøver du altså heller ikke hvert eneste år høre efter, hvad datadrengene siger, eller hvad kunstnere som jeg halvkvædet forsøger at svare igen med. Ingen af os kender dig.

5. Klichéer er lige så intetsigende, som de lyder: Intet menneske behøver i deres liv bruge ord som »optimalt« eller »parameter«. Nogensinde. Hold dig fra de arbejdsgivere, der gør. For de træder vande i deres eget sprog, og dermed i deres egne tanker.

6. Nej, din såkaldt »bløde« studieretning er ikke så hård valuta, som humanisterne gerne vil overbevise dig om. Det er stadig regnedrengene, der render med Klampenborg-villaerne og hestepigerne. Men deres verden er mindre sexet, end de tror.

7. Hårdt arbejde er stadigvæk det eneste, der kommer til at hive dig opad. Ingen har nogensinde hygget sig til en følelse af, at deres fag nytter noget.

8. Lyt ikke til mig. Jeg er med mine 51 år håbløst forudindtaget i kunsten. Men når du møder en data-samurai, så lyt endelig til dig selv.