Christan Mørk tager afsked med sit barndomshjem: Det lange farvel

Christian Mørk
Læs mere
Fold sammen

Jeg har afleveret denne uges klumme i sidste øjeblik. Ikke fordi den var svær at skrive, men fordi den endelig ikke måtte være sentimental.

Den handler om at tage afsked med sit barndomshjem og med alt det, huset lagde kulisse til. Jeg har siddet og tænkt og streget ud siden i mandags, for tonen i klummen var stadig lidt gulvviolin-agtig.

I mandags stod jeg i mine forældres gamle spisestue, hvor vi holdt alle vores juleaftener, da jeg var dreng, og hvor de store fester begyndte, når der kom gæster. Derfra, hvor jeg sad, kunne man se juletræet i den tilstødende stue.

Nu stod jeg der igen med min mor – og for sidste gang. Huset på den stille sidevej var netop blevet solgt, den nye ejer var på trapperne, og mor og jeg ville se, at der var rent overalt forinden. Min bror havde slået græs. Vi havde to flasker champagne med til de nye. Jeg holdt øje med mor for at se, hvordan hun havde det.

Inden jeg kunne nå rigtig at pejle mig helt ind på hende, kom min stedfar susende ind ad døren. Jeg har sjældent set ham så glad. Han var lettet som et barn.

»Åh, nu slipper vi for alt det mas,« sagde han og mente det daglige arbejde med at vedligeholde et trofast hus, der er gammelt nok til konstant at skulle have en ansigtsløftning. Jeg kiggede hen på min mor, mens vores stemmer rungede i rum, hvor min families store sejre blev fejret, og vores store tragedier blev båret i fællesskab.

Til vores begge tos undren kunne vi ikke mærke nogen sorg ved synet af firkantede smudsrander og ensomme, pludseligt arbejdsløse søm. Og tro mig, vi stod der længe. Men selv med min bedste vilje kunne jeg ikke mærke et savn eller en sorg.

Da blev det klart for os begge, at vi allerede forlængst havde taget afsked med huset, og dermed til de engang så levende lysbilleder af os indeni det.

Det lange farvel begyndte, da min far døde for 24 år siden. Min mor og stedfar begyndte at rejse andre steder hen om vinteren, mens huset stod tomt og tyst. Jeg var også draget bort og kom af og til hjem til huset, hvis jeg var på danmarksbesøg og havde været i byen. Huset tog stadig imod mig, omend modstræbende. For der var intet liv i det mere, bogstaveligt talt. I månedsvis stod det uden selskab. Derfor nægtede det ofte at slippe varmen fri i sine radiatorer for mig, et utro barn af dets fire væ ...

Hov. Der var det lige ved at blive sentimentalt. Og jeg vil meget hellere fortælle, hvad der siden skete. Nu ringede det nemlig på døren, og udenfor stod den nye ejer, som strålede af lykke over at bringe liv indenfor. Hun havde sine forældre og bedste venner med, der alle sammen ville vide, om ikke det var trist at sige farvel.

Jeg kiggede på to rollinger, nogen havde haft med. Ungerne strøg allerede omkring på alle trapperne. Jeg kiggede på min mor, som efter et stykke tid gav det lille kast med nakken, der sagde: »Nu kører vi, min dreng. Vi skal videre.«

Hun så sig ikke tilbage.