Chris Pedersen: Københavns butikker har et næsten komisk forhold til service - og derfor skal du støtte dem, der gør sig umage

»Vi kunder har et ansvar for, at de gode forretninger overlever, og for det lægger jeg gerne 100 kroner ekstra«, skriver Chris Pedersen, der på 20. år handler i den samme osteforretning, hvor servicen rent faktisk er værd at betale for.

Chris Pedersen er TV-vært og modejournalist. Sarah Christine Nørgaard

»100 kroner for en kop suppe? Jeg får børn af forbavselse,« lyder en af de mange gode replikker i den klassiske DR-dokumentar Grevinden på Tredje fra 1996 om den velhavende Erna Hamilton, som kvier sig ved at hive sin portemonnæ op af lommen, da hun besøger gourmetrestauranten Kong Hans.

Den excentriske millionøse er en af mine yndlingskarakterer, og jeg kommer altid til at tænke på hende, når jeg er ude at handle i nogle af mine favoritbutikker i København. Særligt i ostebutikken på Værnedamsvej, hvor jeg køber oste med dejlige navne som Primadonna, Tallegio og Morbier. Butikken er på størrelse med et brændeskur, men jeg kan sagtens bruge halve timer på at beslutte mig, for jeg skal da lige smage 7-8 forskellige slags, før jeg forlader butikken med byttet i en lille pose og et kriseramt dankort.