Jeg har en kæmpe svaghed for det britiske aristokrati. Grever og grevinder med alt for meget selvtillid, alt for mange slotte og alt for mange penge. Og det er ikke, fordi jeg er en stor tilhænger af monarkiet eller af mennesker med nedarvede privilegier, men fordi den engelske overklasse er storleverandør af velklædte excentrikere, som ikke kunne bekymre sig mindre om omverdenens fordømmelse og derfor opfører sig, præcis som de vil.
Tag for eksempel den 87-årige Lady Anne Glenconner, som netop er udkommet med sine erindringer om et helt liv i elitens overhalingsbane. I den forbindelse besøgte hun talkshowværten Graham Norton, hvor hun delte et par intime detaljer om sin ægtemand, Colin Tennant, som inviterede hende til Paris på bryllupsrejse. Første nat faldt han i søvn og lod hende ligge og fantasere om en hed nat på lagnerne, og dagen efter tog han revanche med en overraskelse, der til hendes store forbløffelse ikke inkluderede en middag på The Ritz, men i stedet et live-sexshow på et mørkt hotelværelse med et ungt snusket par, som »meget høfligt« spurgte, om den britiske lady ville deltage i løjerne ...