Chris Pedersen: »De, der stresser mest over andres vurderinger, er middelklassen. Fordi de så gerne vil være overklasse«

Det tøj, vi har på kroppen, fortæller, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være. Men det gør vores valg af supermarked åbenbart også. Ligesom toiletskabet, avisabonnementet og vores bogreol. Men måske burde vi bare slappe lidt af med os selv og med andre.

»Jeg er bare typen, der hele tiden leder efter fejl ved alle andre. Det burde jeg stoppe med. Kender du typen?« spørger Chris Pedersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard

»Min kæreste har lige siddet og grinet af dig i radioen. Han var så forbløffet over, at du af alle mennesker handler i Netto,« lød det, da jeg stødte på en af mine gamle kollegaer.

Hendes kæreste er en højtprofileret såkaldt mediepersonlighed, anledningen var en podcast for et dansk mandeblad, og de havde passeret mig på gaden, mens de sad og optog programmet i en bil.

Selv havde jeg lige været til et show under modeugen, og da det foregik lige om hjørnet fra min lejlighed på Vesterbro, havde jeg lagt vejen forbi Netto for lige at tanke op med det allermest nødvendige: æg, smør, peanuts og mælk samt otte ruller toiletpapir. Ikke en beslutning, som jeg havde lagt de store overvejelser i, men det havde moret dem kosteligt. For »man kan sgu da ikke være TV-vært og så gå rundt på gaden med en gul plasticpose og toiletpapir til frit skue«.

»Måske havde jeg fejlet den ultimative imagetest ved ikke at anerkende mit indkøb som en del af mit »iøjnefaldende forbrug« og lægge mine surt tjente penge hos Irma.«


Det havde jeg nu ikke nået selv at skænke en tanke. Men da jeg så et par dage senere mødte en god bekendt nede foran Lidl, hvor jeg altid hamstrer veganske pølser, og han med undren spurgte, hvorfor jeg dog havde været derinde, fik jeg den stressende erkendelse, at indkøbsposen er en identitetsmarkør, som jeg ikke havde husket at mestre, og at jeg måske havde fejlet den ultimative imagetest ved ikke at anerkende mit indkøb som en del af mit »iøjnefaldende forbrug« og lægge mine surt tjente penge hos Irma.

Iøjnefaldende forbrug er i øvrigt et begreb, der blev defineret af den norsk-amerikanske sociolog Thorstein Veblen i 1899, og det dækker over den del af vores forbrug, som tydeligt signalerer, hvilken økonomisk klasse vi enten tilhører allerede eller ønsker at tilhøre på sigt. Vi køber nemlig ikke en luksusgenstand som et Rolex-ur eller en Gucci-taske for at have bære den i skjul. Den eksisterer for at fortælle andre om vores succes, og selv når det drejer sig om luksusgenstande uden logo, så er de stadig ikke morsomme at eje, hvis ikke de helt rigtige mennesker ved, at den nederste knap i ærmet på jakkesættet står åben, fordi jakken er skræddersyet, eller at Celine-tasken med det minimale logo snildt kan dække tre måneders husleje for en gennemsnitsfamilie i Kolding.

»Selv morgenrutinerne er blevet en performance i økonomisk kunnen og kulturel kapital.«


Men hvor den sociale verden i 1899 var indskrænket til spadsereture langs søerne og private selskaber, iscenesætter vi os nu døgnet rundt på både fysiske og digitale platforme, hvor selv morgenrutinerne er blevet en performance i økonomisk kunnen og kulturel kapital.

Tænk blot på de avocadomadder på surdejsbrød, der snildt rammer en 35 kr. i produktionsomkostninger, eller de allestedsværende skyrskåle med syv forskellige slags bæredygtig frugt og et drys af ristede pinjekerner. »Her går det godt,« signaleres der på Instagram, og der er langt til den skål havregryn med sojamælk og sukker, som jeg plejer at køre ned sammen med den sorte kaffe, og som hver dag glæder mig, fordi den ikke koster mig mere end 25 kr. om ugen.

Et hurtigt vue over mine sociale medier viser da også, at mad generelt ikke er en del af lige netop min performance, hvorimod mine besøg i byens teatre, museer og min bogreol er hyppige gæster. Måske fordi jeg ikke voksede op med klaver, og fordi jeg med den britiske kunstner Grayson Perrys ord tilhører »den angste middelklasse«.

Igennem årtier har han skabt kunst omkring det britiske klassesamfund, og hvordan det udtrykker sig i et såkaldt smagshierarki, og han har observeret, at de, der stresser mest over andres vurderinger, er middelklassen. Fordi de så gerne vil være overklasse, og derfor bekymrer de sig konstant om deres ydre. Arbejderklassen ved, at der ikke er noget at gøre – »C'est la vie« – så de fyrer den af, og overklassen behøver ikke bevise noget over for nogen, hvorfor de også kan fyre den af uden tanke på de andres mening.

Men som en lus mellem to negle sidder middelklassen i sofaen med »Kender du typen?« flimrende på skærmen, mens de analyserer naboens performance. Det er et råt liv, og selv om jeg som tidligere magasinredaktør har brugt de fleste af mine arbejdsår på at analysere danskernes forbrugsmønstre og tænde deres begær efter nyt, så er jeg også selv fanget i et nogle gange ubehageligt blik på andres identitetsmarkører. Som da jeg forleden sad i et selskab og morede mig på bekostning af realitytyper med falske negle og påsat hår, som altid drak halvliters energidrikke på dåse.

»Jeg er bare typen, der hele tiden leder efter fejl ved alle andre. Det burde jeg stoppe med. Kender du typen?«


»Som denne?« spurgte min borddame, en virkelig sej akademiker, programmør og aktivist, som ville kunne sætte de fleste på plads i en diskussion. »Jeg vidste ikke, at man kunne læse så meget ind i, hvad andre folk drikker,« kommenterede hun lakonisk.

»Det kan man nok heller ikke,« svarede jeg. »Jeg er bare typen, der hele tiden leder efter fejl ved alle andre. Det burde jeg stoppe med. Kender du typen?«