For otte år siden oprettede den unge svenske medieprofil og debattør Roba Kadhem Facebook-gruppen Pink Room.
Gruppen er med 180.000 medlemmer siden vokset til Sveriges største Facebook-gruppe for kvinder og nonbinære.
I 2020 fik Roba Kadhem et stipendium af fonden Botildenborg, fordi hun med gruppen havde stiftet en »samtalebro, som fremmer respekt, medmenneskelighed og fællesskab«.
Men nu er gruppen som forvandlet, skriver den svenske avis Expressen.
Samme dag som Hamas begik det store terrorangreb i Israel, delte en af Pink Rooms administratorer et billede i gruppen, hvor der står, at Palæstina må forsvares og frigøres »by all means necessary« – med alle tænkelige midler.
11. oktober – fire dage efter terrorangrebet – udtrykte en bruger sympati for ofrene på begge sider, hvortil Roba Kadhem kritiserede opslaget: »Det er som at sige 'all lives matters' under Black Lives Matter-strømningen,« skrev hun.
Den seneste måned er forummet blevet fyldt med antisemitisme, skriver Expressen.
En række indlæg spreder blandt en myte om, at svenske medier kontrolleres af jøder.
»Stort set alle svenske medier ejes af zionister. Ikke særligt upartiske med andre ord,« lyder et eksempel.
Andre skriver, at Israel forsøger at overtage verden, og at Israel vil forsøge at tappe blod fra dræbte børn.
»Det er antisemitisme på Goebbels-niveau,« siger Christer Mattsson, der er forsker og forstander på Segerstedtinstitutet på Göteborg Universitet, til Expressen. Joseph Goebbels var Adolf Hitlers propagandaminister under holocaust.
»Man drager åbenlyse løgne ind i det. Bytter ordet »jøder« ud med »zionister« og implicerer, at alle jøder har en samlet interesse, og at de kontrollerer tingene i baggrunden. Det er rigtig gammeldags antisemitisme af groveste kaliber,« siger Christer Mattsson.
Stifteren af Pink Room vil ikke stille op til interview med Expressen, men skriver i en e-mail, at hun ikke er antisemit.
»Jeg går imod antisemitisme. Jeg har delt flere andre klip, som handler om samhørighed mellem jøder og muslimer, for jeg ser ikke det, der sker i Gaza, som en religiøs konflikt,« skriver hun blandet andet.
En række af gruppens administratorer understreger over for Expressen, at de driver gruppen frivilligt og ikke har mulighed for at læse alle de mere end 500.000 kommentarer, som er skrevet i gruppen den seneste måned.

