Chefen har strømlinet den kongelige »virksomhed«

Kongehuset står i disse år over for en af sine største udfordringer. På den ene side ønsker danskerne, at mystikken, det ophøjede, bevares. På den anden side er forventningen, at hoffet og de kongelige formår at omstille sig til de moderne tider og står til rådighed som ved prinsessefødslen sidste weekend. Hofmarskal Ove Ullerup fortæller i et sjældent interview om kongehusets forhold til pressen, prins Joachims skilsmisse og Kronprinsens omstridte kandidatur til Den Internationale Olympiske Komité.

Hofmarskal Ove Ullerup har sin daglige gang på vel Danmarks stateligste arbejdsplads. <br>Foto: Sigrid Nygård Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At Hoffet får sit at se til med at skærme den lille ny prinsesse fra den stadig mere glubske presse, må stå klart for enhver, der hørte kronprins Frederiks spontane udbrud i Rigshospitalets Vandrehal:

»Det er et barn, ikke en dukke. Husk det nu!« sagde kronprinsen til de mange pressefolk, som alle kæmpede om at få det bedste »skud« af den lille prinsesse. Gud ske lov sov den nyfødte sig igennem sit første møde med pressen og den skæbne, der er blevet hendes lod i livet.

Hofmarskal Ove Ullerup hørte også Kronprinsens formaning til pressen. Han har fuld forståelse for Kronprinsens reaktion.

»Det er ikke svært at sætte sig ind i Kronprinsens følelser - hvis man nu stod der med sit eget barn i armene,« siger han til Berlingske Tidende og medgiver, at »forløbet omkring kronprinsesse Marys fødsel på Rigshospitalet og andre begivenheder løbende giver anledning til særlige overvejelser.«

Det er ikke hverdagskost, at hofmarskal Ove Ullerup stiller op til interview. Selv om han om nogen har kæmpet for større åbenhed, har han ikke tidligere haft lyst til at udtale sig om den omfattende modernisering af Hoffet, som han har stået i spidsen for.

En proces, han tog fat på straks ved sin tiltrædelse som hofmarskal i 2003. På posten afløste han Dronningens mangeårige hofmarskal Søren Haslund-Christensen, da han gik på pension.

Ove Ullerup blev kastet hovedkulds ud i store opgaver. Han rykkede ind i Hofmarskallatet præcis 22 dage før, forlovelsen mellem kronprinsesse Mary og kronprins Frederik blev deklareret.

Og så gik det slag i slag: Kronprinsparrets bryllup, statsbesøg, prinsesse Alexandras og prins Joachims skilsmisse og prins Christians fødsel. Foruden naturligvis de »løbende forretninger« ved Hoffet.

Ét af de første signaler om, at nye tider var på vej, var da Ove Ullerup kort efter sin tiltræden ansatte Kongehusets første pressechef. Hun hedder dengang som nu Lis Frederiksen.

Der blev afsat flere ressourcer til at udvikle Kongehusets hjemmeside, hvor både pressen og befolkninen kan holde sig orienteret, og kontakten mellem pressen og Kongehuset blev moderne og professionel.

I 2005 fornyede Ove Ullerup Kongehusets første overenskomst med de ansatte. Den nye overenskomst fokuserede på bedre tilrettelægelse af arbejdstiden og større fleksibilitet på arbejdspladsen. Året før udgav Kongehuset sin første årsrapport - ligesom enhver anden stor virksomhed.

Af årsrapporten for 2006, som netop er udkommet, fremgår det blandt andet, at Kongehuset har ansat sin første kvindelige livrist. Den anden ledige livriststilling blev i øvrigt besat med en nydansker med nordafrikansk baggrund, fortæller Ove Ullerup.

Det er nye tider ved Hoffet.

Ikke alene er en lille ny prinsesse kommet til verden. Også på de indre linier blæser nye vinde ved Hoffet. At der ikke er tale om tom snak, får jeg selv bekræftet inden interviewet med hofmarskallen, da mobiltelefonen ringer i tasken, og det viser sig at være Ove Ullerup, der selv ringer for at bekræfte tidspunktet for interviewet. Vi aftaler at mødes på hans kontor sidst på eftermiddagen, og så forklarer han uopfordret, hvordan vi nemmest finder vej til Det Gule Palæ.

»Hvis vagten er gået, kommer jeg ned og henter jer,« tilføjer han, selv om han råder over både sekretær og pressechef.

Episoden afspejler den holdningsændring, som har fundet sted, siden den tidligere topdiplomat fra Udenrigsministeriet blev Kongehusets øverste administrative chef.

Men selv om større åbenhed tydeligvis er en mærkesag for Ove Ullerup, når det gælder Hoffets virke, kan man ikke beskylde ham for at være en linselus. Han har ikke tidligere ønsket at stå frem og fortælle om sit arbejde. For som han siger:

»Jeg vil gerne vide, hvad jeg har med at gøre, før jeg går ud og gør mig klog på tingene.«

Det Gule Palæ, som i dag rummer størsteparten af Kongehusets administration, ligger klinet ind i husrækken som en lille guldtand bag de mægtige palæer på Slotspladsen - skråt overfor Chr. VIIs Palæ i Amaliegade.

Vagten er på sin plads. Han lukker os ind gennem den tunge portdør og forklarer venligt, at vi bare skal gå op ad trappen til 1. sal og så til højre. Døren til Hofmarskallatets forkontor står åben, og det samme gør døren til Ove Ullerups kontor.

Hofmarskallen tager imod iført diskret mørkt jakkesæt og rødt slips. Han foreslår selv, at vi får overstået fotograferingen først. Han slår sig lidt i tøjret, men fotografen får ham overtalt til at stille op i »lidt kongelige omgivelser«.

»Men du får mig altså ikke til at hænge i lysekronen,« siger han, da vi lidt senere bestiger den karetbrede trappe med det mosbløde, gyldne tæppe i Chr. VIIs Palæ - i daglig tale »det repræsentative palæ«.

Det er her, Dronningen holder sit Nytårstaffel og frokoster med regeringschefer og statsoverhoveder.

Ove Ullerup bliver ikke kostet op i lysekronen, som er af en imponerende størrelse og med hundredevis af tunge krystalprismer.

Hofmarskallen er ikke rundet af diplomatiet for ingenting, så det ender med, at både han og fotografen får det stort set, som de begge gerne vil have det.

Endelig ved Ove Ullerup om nogen, at når det gælder pressen, er det også et spørgsmål om give and take.

Netop pressens stærkt øgede interesse for den kongelige familie - og dens gøren og laden - er én af de helt store udfordringer, som Kongehuset står overfor.

»Ja, det er en balancegang,« siger Ove Ullerup, da vi er tilbage på hans kontor i Hofmarskallatet.

Hvilket da også står lysende klart efter kronprinsesse Marys nys overståede fødsel på Rigshospitalet, hvor verdenspressen nærmest gik amok. Her fik selv den ellers tålmodige kronprins nok.

»Ja. Men generelt vil jeg sige, at vi har en fin forståelse med pressen. Omvendt er det også vigtigt, at pressen respekterer, at medlemmerne af Kongehuset og ikke mindst børnene får et frirum. Det er vigtigt, at børnene får en opvækst, hvor de ikke udsættes for et unødigt pres fra mediernes side,« siger Ove Ullerup, som helst ikke ser, at Hoffet må gribe til afskærmninger og store sikkerhedsforanstaltninger. For såødelægger man den tilgængelighed, som vi i Danmark sætter pris på i forhold til Kongehuset.

Men presset fra medierne er jo stigende?

»Ja, det er det. Blandt andet i takt med, at der kommer flere og flere medier og dermed også krav om flere historier, og som følge deraf øges presset naturligvis også på Hoffet. Det kan være svært at imødekomme alle de anmodninger, vi får, og spørgsmålet er i virkeligheden, om vi nogen sinde - i hvert fald i forhold til pressen - kan give så meget, som pressen ønsker ,« siger han og tilføjer, at man gerne fra Hoffets side vil yde en god service over for medierne.

»Men det stiller os nogle gange i et dilemma. For på den ene side har vi en kongefamilie og et kongehus, som har officielle opgaver og pligter. På den anden side har vi også en familie, som har et privatliv. Og vi skal naturligvis gøre vores til, at den private del stadigvæk bliver skærmet af, så det giver et frirum til trivsel.«

Oplever du, at interessen for Kongehuset fra udlandet er blevet større?

»Ja, det er der ingen tvivl om, og det er ikke alene i Australien, der er interesse for Kongehuset. Det er et globalt fænomen, men selvfølgelig oplever vi størst interesse fra de nationer, som ligger tættets på Danmark. Men hvis jeg skal give et eksempel fra nyere tid, så oplevede vi sidste år i forbindelse med genbegravelsen af Kejserinde Dagmar en kæmpe interesse fra Rusland. Hoffet fik et betydeligt antal henvendelser fra journalister.«

Skilsmissen mellem prinsesse Alexandra og Joachim var også en ny udfordring for Kongehuset - hvordan tacklede I den situation?

»Det var en klar holdning i Kongehuset, at her skulle man gå ud og give en ordentlig orientering om, hvad der skete, hvad der ville ske, og hvad konsekvenserne af det her var. Derfor holdt vi et pressemøde, hvor vi orienterede om separationen. Det var en vanskelig situation. Men den måde prinsesse Alexandra og prins Joachim håndterede situationen på- både i forhold til hinanden og til deres børn - var imponerende. Det gjorde vores opgave noget lettere.«

Men er en skilsmisse i virkeligheden forenelig med Kongehusets status?

»Vi lever i 2007, og verden bevæger sig. Det sætter også sit præg på Kongehuset, og det er min klare opfattelse, at der i befolkningen var accept af det, der skete,« siger Ove Ullerup.

»Hvis man ser på dronningens regeringsperiode, fra hun kom til i 1972 og til i dag, så har Dronningen været fantastisk god til at sikre Kongehusets udvikling. Og egentlig er det vores vigtigste opgave som hof og administration at understøtte den udvikling.

Set fra mit udgangspunkt, er alle Hoffets medarbejdere nøglemedarbejdere. De har alle sammen en vigtig funktion og er afgørende for, at vores arrangementer kommer til at fungere,« siger Ove Ullerup og fortæller, at man på Hoffet også har foukseret meget på at styrke ledelsen.

Har du i den forbindelse kunnet bruge dine erfaringer fra din fortid i udenrigstjenesten?

»Ja, jeg var på sin vis heldig. Jeg kom fra Udenrigsministeriet, og her havde man - ligesom en væsentlig del af den statslige sektor - været igennem en større moderniseringsproces. Og det er klart, at disse erfaringer tog jeg med mig.«

Ove Ullerup understreger, at Kongehuset råder over en meget dygtig og loyal medarbejderstab.

»Og det er ledelsens opgave at sikre, at medarbejderne hele tiden bliver inspireret og har lyst til at yde deres bedste. Derfor søger vi at optimere de kompetencer, vi har - uanset om det er i vores køkken, hos vores chauffører eller på kontoret. Det handler selvfølgelig også om at udnytte de økonomiske midler, som staten stiller til rådighed for Kongehuset, bedst muligt.«

Men alt skal ikke laves om ved Hoffet, siger hofmarskallen.

»Der er en række traditoner og måder at gøre tingene på, som vi skal fastholde. Gode ting, en historie og en kultur, som skal føres videre. Billedlig talt kan man sige, at det ikke gør noget, at der bag de guldstafferede paneler ligger it-kabler. Det skal der faktisk gøre.

Det betyder, at vi på de indre linier skal være en moderne virksomhed og på de ydre fremstå som noget unikt og præges af den nødvendige værdighed. Det er også den forventning, der er fra befolkningens side.«

Har medarbejderne så været i stand til at omstille sig?

»Ja, det synes jeg. Men forandring kan jo altid føre til en vis utryghed - for hvad indebærer forandringen? Her er det så min opgave at sikre, at den proces kommer til at forløbe så godt som muligt, og at alle føler, at de er en del af den forandringsproces. Det er ikke uproblematisk. Det siger sig selv. Men det er det ikke i nogen virksomhed.«

Det er også nye tider for kongefamilien - hvor trækker man grænsen for, hvad medlemmerne af Kongehuset må beskæftige sig med? Der har f. eks. været en hel del debat om Kronprinsens kandidatur til den Internationale Olympiske Komité?

»Der er ikke nogen særlig klart defineret grænse. Den forskyder sig i takt med, at samfundet udvikler sig. Men selvfølgelig er der en række vigtige afvejninger, som man skal gennemføre. Generelt tror jeg, at man skal passe på, at man ikke lægger snor om Kongehuset eller lider af berøringsangst, så man hverken må eller kan gøre noget. Men det er klart, at man skal finde den rigtige model.«

Er Kronprinsen efter din mening inde og røre ved den grænse med hensyn til IOC?

»Hvis man kigger på den måde, som den olympiske komité fungerer på i dag, så er flere af kongehusene i Europa engagerede i IOC. Det gælder blandt andet den hollandske kronprins. Men denne sag ligger ikke hos mig.

Kronprinsen har sit eget hof med sin egen hofchef (Per Thornit, red.), og de spørgsmål, der vedrører Kronprinsen og Kronprinsessen, varetages af Kronprinsens hofchef.«

Det er altså ikke noget, du kan blande dig i som øverste chef for Kongehuset?

»Nej. Naturligvis taler vi om tingene på tværs i Huset, men opgaverne er placeret i forhold til de enkelte medlemmer af Kongehuset, og i dette tilfælde er det Kronprinsens hof, der er den administrativt ansvarlige.

Har du et bud på, hvorfor vores kongelige familie er sluppet for skandaler, som eksempelvis er regnet ned over den engelske kongefamilie?

»Det tror jeg ikke, jeg kan give noget godt svar på. Jeg kender ikke nok til forholdene i England, men igennem historien har der været et godt og harmonisk forhold mellem befolkningen og Kongehuset, og Dronningen har gjort meget ud af at sikre sig, at Kongehuset udviklede sig.«

Hvorfor har vi skullet vente fire år på, at du ville fortælle om dit arbejde?

»Jeg vil gerne vide, hvad jeg har med at gøre, før jeg går ud og gør mig klog på tingene. Desuden skete der rigtig meget det første år. Så det var et spørgsmål om at prioritere og få løst de mange opgaver, som bankede på.

Var du i virkeligheden ved at løbe skrigende bort?

»Nej, og jeg synes faktisk, at jeg var heldig, fordi jeg fik prøvet en masse nye opgaver så hurtigt. Det gav mig en bedre baggrund for at forstå den proces, som vi er inde i med at udvikle Hoffet som adminisration.«

Til sidst må vi lige høre, om han selv har set den lille, nye prinsesse?

Hofmarskallen smiler og siger:

»Kun i fjernsynet.«Citater

Om Prins Joachims og Alexandras skilsmisse:

»Den måde prinsesse Alexandra og prins Joachim håndterede situationen - både i forhold til hinanden og til deres børn - var imponerende, og det er klart, at det gjorde vores opgave noget lettere.«

Om Kronprinsens håb om at komme med Den Olympiske Komite:

»Generelt tror jeg, at man skal passe på, at man ikke lægger snor om kongehuset eller lider af berøringsangst, så man hverken må eller kan gøre noget.«

Om pressens interesse for Kongehuset:

»Det er en balanceakt, og spørgsmålet er, om vi nogen sinde - i hvert fald i forhold til pressen - kan give så meget, som pressen ønsker.«