Che - Helt eller Morder?

Che Guevarra er det sidste kommunistiske ikon. Han popularitet er stigende i disse år, men kæmpede han de svages sag, eller var han en koldblodig morder? Che skiller vandene, fordi han symboliserer idealisme og politisk fanatisme.

Mao-plakaterne er efterhånden hevet ned fra kollektivernes vægge. Man skal lede længe efter små søde statuetter af Lenin eller den store leder Ho Chi Minhs samlede skrifter med guldtryk og portræt på titelbladet. Selv en ærlig buste af Karl Marx er det svært at opdrive i disse illusionsløse tider. Men der er ét enkelt ikon tilbage: På gaderne kan man møde unge mennesker, der bærer T-shirts med Che Guevaras ansigt. Den smukke, tidligt afdøde revolutionshelt personficerer al ungdommelig ildhu i det berømte fotografi.

Og det er ikke blot på de unges tøj, at Che lever sit revolutionære liv videre. Der er også andre, der mener, at han bar på idealer, der stadig er værd at kæmpe for: I august 2005 stod Aalborg Kommune for en udstilling med fotografier af »helten«. Her skulle der også sælges idol-T-shirts med billeder af Che.

Udstillingen afstedkom undren og endda en protestdemonstration, men bagefter tog Nyhedsavisens chefredaktør, David Trads, afstand fra kritikken af Che. Under overskriften «Che Guevara er en helt« skrev han i Berlingske Tidende: »Che Guevara, en af det 20. århundredes allerstørste politiske personligheder, som skabte håb for verdens undertrykte, skal nu kastes helt ned i det historiske søle (...) Han blev i 1959 frontfigur i en af de mest sympatiske revolutioner, som kloden har set, da Batista blev tvunget bort (...) For mig er det endnu vigtigere at se Che som den bannerfører, han fortsat er for verdens undertrykte folk.«

Debatten om Ches eftermæle har også bredt sig til forlagsverdenen. I november udgav forlaget Aschehoug en heltebeskrivelse af Che Guevara, skrevet af Gareth Jenkins. Da kritikken meldte sig, valgte forlaget at trække bogen tilbage. Men hvad mener SVEN-ERIK SIMONSEN, der er formand for Dansk-Cubansk Venskabsforening og redaktør af bogen »Frihedskæmperen Che« fra 2005. Hvordan vurderer han Che Guevara som politisk skikkelse?

»»Frihedskæmper« er nøgleordet til beskrivelsen af ham,« siger Sven-Erik Simonsen.

»Frihedskampen var det afgørende for ham, og han var en ærlig mand, der sagde, hvad han mente, og gjorde hvad han havde sagt. Han var et disciplineret menneske, der indgik i en kollektiv sammenhæng. Han kæmpede sammen med Fidel Castro og spillede en kolossalt positiv rolle i den cubanske revolution, og han er en positiv person, der stadig har et budskab til os, og som stadig har en stor appel til unge mennesker i Danmark. De unge har nok fået færten af, at Che har at gøre med at sige nej til ufrihed og nej til magthaverne.«

Men hvad siger Sven-Erik Simonsen så til anklagerne om, at Che Guevara personligt sanktionerede henrettelser af dissidenter og politiske modstandere i La Cabana-fængslet efter revolutionens sejr:

»Jeg kender ikke anklagerne i detaljer, men når jeg diskuterer det, så plejer jeg at trække en parallel til situationen i Danmark i maj 1945. Der bliver jo begået fejl i alle processer og især i en så tilspidset situation som i maj 1945 i Danmark og i 1959 i Cuba lige efter revolutionen. Der var behov for et retsopgør, og cubanerne benægter jo ikke, at der foregik henrettelser, men de påpeger, at der var retssager inden henrettelserne. Vi må også huske, at det var diktaturets allerværste bødler, der blev henrettede. Også i Danmark argumenterer man for, at henrettelser var med til, at man undgik De Lange Knives Nat. Man gik altså i rette med dem, der var ekstrem forhadte, og som havde begået store forbrydelser.«

Journalisten JENS LOHMANN har i mange år skrevet om Latinamerika. Han har tidligere beskæftiget sig med Che, og i dag vurderer han ham sådan her:

»Det positive var, at han var ægte engageret på de svages og undertryktes side. Han dumpede ikke ned i den væbnede kamp som en åbenbaring. Han oplevede på sin egen krop, hvordan forholdene var i Latinamerika, og han oplevede bl.a., hvordan USA satte en stopper for et forsigtigt reformforsøg i Guatemala i 1954, hvor han selv søgte tilflugt på den argentinske ambassade. Han gik med i den væbnede cubanske kamp, og det kan man godt forstå - med tanke på hvad han havde oplevet. Han tog konsekvensen af, hvad han havde set. Hans engagement i Cuba var et ægte, men også et kompromisløst engagement. Han var vidende om, at revolutionen havde sin pris.«

Hvilken pris taler vi om?

»Det store problem med ham var, at han ville gennemføre revolutionen uden hensyn til de menneskelige omkostninger. Han viste sig at være ret så skånselsløs over for sine fjender - eller dem, som han opfattede som sine fjender. Straks efter revolutionens sejr er der et blodigt opgør. Hvor meget han selv var ansvarlig for, f.eks. blodige henrettelser, er der strid om, men ifølge min vurdering gav han ordre til henrettelser.«

Er der nogen undskyldning for det?

»Man må huske på at i ugerne efter revolutionens sejr, gik folk på gaderne med krav om at stille regimets folk op ad en mur for at henrette dem. Hvis ikke de skæggede revolutionsfolk havde påtaget sig opgøret, ville mange flere være blevet slået ihjel vilkårligt. Dermed vil jeg ikke sige, at det var i orden, at man henrettede folk - for jeg er imod dødsstraf. Che var med til disse henrettelserne, det er der ikke tvivl om.«

Hvordan har du det, når du ser unge mennesker med T-shirts med Ches kontrafej?

»Det gibber ikke i mig, men jeg trækker heller ikke på skuldrene. Baggrunden for hans heltestatus er jo, at han ikke blev på Cuba og ikke blev medlem af det system. Han forlod Cuba og kæmpede for revolutionen andre steder. Han frasagde sig alle høje poster, og det er det, som de unge mennesker ser og beundrer. Det er heller ikke sikkert, at de kender de mørkere sider af Che. Jeg er ikke særlig vild med ikoner i det hele taget, for de er udtryk for en forenkling. Så dyrkelsen af Che er mig imod.«

Che Guevara har været genstand for en lang række biografier. En af dem, »The Che Guevara myth«, der udkom sidste år, er skrevet af ALVARO VARGAS LLOSA, der er søn af den verdensberømte peruvianske forfatter Mario Vargas Llosa og tilknyttet en tænketank i Washington DC. Llosa ser således på Che Guevara-myten:

»Grunden til, at Che-myten overlevede, er selvfølgelig, at han døde ung. Han havde ikke havde tid til at ældes med revolutionen, der ellers er kompromitteret. Desuden tror unge mennesker, at han døde for sine idealer - og intet er stærkere som symbol end netop dette. Den myte er selvfølgelig en myte, for alt, hvad han gjorde som levende, var i direkte modstrid med det, som hans fans tror, han stod for.«

Kan du være mere præcis her?

»Che kæmpede ikke for retfærdighed, for de metoder han benyttede sig af var specielt brutale. Che var efter magtovertagelsen ansvarlig for fængslet i La Cabana, og han beordrede personligt henrettelsen af dusinvis efter dusinvis af kritikere og anderledes tænkende eller simpelthen folk, der på den ene eller anden måde havde samarbejdet med det forrige regime. Jeg talte med præsten i fængslet, hvor Che var kommandant. Han fortalte, at Che var manden, der præsiderede over appelretten i fængslet. Alle henrettelsesordrer skulle gennem hans accept. Han var kølig og nådesløs.«

Var Che og Castro ikke nødt til at slå hårdt ned på det forrige regimes folk for ikke at lade befolkningen fristes af tilfældig hævnfølelse?

»Hvis man ser, hvad der sker på Cuba i dag, 50 år efter, så bruger de stadig lignende metoder. Man kunne argumentere med, at revolutionen var nødt til at konsolidere sig selv i den tidlige fase, men når de 50 år efter stadig henretter folk og smider dem i fængsel, så betyder institutionaliseringen af disse metoder, at politistaten, som Che legemeliggjorde, stadig er uadskillelig fra revolutionen. Volden og menneskeforagten var ikke nødforanstaltninger, men simpelthen en del af disse menneskers politik. I 2003 blev 75 prominente forfattere smidt i fængsel, og under Castros regimes tid er i tusindevis blevet myrdet og smidt i fængsel. Che respekterede ikke menneskeliv, og det har man også hans egne ord for.«

Det er blevet sagt som forsvar for Che, at man er nødt til at se på de historiske omstændigheder, nemlig at det var en meget turbulent og voldelig periode i Latinamerika. Der var en voldelig revolution i Mexico, og i 1954 slog USA brutalt ned på et reformforsøg i Guatemala?

»Man kan jo sammenligne med andre lande i Latinamerika, hvor man tog en anden retning. F.eks. lykkedes det på Costa Rica at indføre en fredelig revolution 20 år tidligere, hvor man indførte demokrati og et retssamfund. Resultatet er, at Costa Rica har haft et rimeligt demokrati og et stabilt samfund i 50 år, og at det er et meget mindre voldeligt og mere stabilt samfund end det cubanske. Alle disse bortforklaringer undskylder ikke, at Che og hans medrevolutionære var en del af den revolutionære ulykke i det 20. århundrede«.

JAN GUSTAFSSON, der er lektor på Center for the Study of the Americas på Copenhagen Business School, siger om Che Guevara:

»Han var beundringsværdig i kraft af, at han havde nogle idealer, som han holdt fast i. Modsat kan man sige, at han også var en meget kantet skikkelse, som nok var mindre pragmatisk indstillet end f.eks. Fidel Castro. Men det er vanskeligt at sige præcist, fordi det er begrænset, hvor meget han nåede at agere i praktisk politik.«

Hvad er det for et billede, vi i dag har af Che?

»Hans reelle handlinger tæller mindre og mindre. Det er i høj grad glansbilledet af ham, vi ser. Det kendte foto af ham, hvor han står med langt hår og skæg, får ham til at minde om en kæmpende Messias, og fotoet, der viser hans lig, giver mindelser om billeder af Kristus, der er nedtaget fra korset. Der er altså noget messiansk over ham, og det messianske spiller en stærk rolle ikke mindst i det kristne Latinamerika. Det er vigtigt at fastholde, at det er det, han er blevet: Et ikon. Venstrefløjen i Latinamerika i dag - og venstrefløjen i resten af verden - vil ikke nødvendigvis stå inde for alle de ting, som han konkret stod for.«

En mand som Alvaro Vargas Llosa er uforsonlig i sin kritik af Che. Hvad siger du til sådan en kritik?

»Llosa prøver at skære ikonet ned. Han har - sammen med en række andre latinamerikanske intellektuelle - gjort det til sit projekt at forsøge at nedsable, hvad han ser som en tendens hos den latinamerikanske venstrefløj til pr. definition at være revolutionær, uanset om det er rationelt eller ej.«

Var Che blodtørstig, sådan om mange hævder?

»Det vil jeg ikke tage personligt stilling til. Det ville kræve, at jeg studerede alle de kilder, der er til rådighed. Men at spørgsmålet overhovedet stilles viser, at det er relevant at spørge, hvem Che bruges af, og hvad han bruges til. Igen må man understrege, at Che i dag mest af alt er et ikon. Venstrefløjen i Latinamerika står politisk stærkere end nogensinde. I dag er der en anden og gennemgående mere moderat venstrefløj i Latinamerika, end dengang da Che levede.«