Charlotte Gainsbourg og Kris Kristofferson til Heartland Festival

Damon Albarns gruppe The Good, the Bad & the Queen, den franske sangerinde Charlotte Gainsbourg, Kris Kristofferson & The Strangers og jazzsaxofonisten Kamasi Washington er tilføjet programmet på Heartland Festival på Fyn.

Ved siden af sin musikkarriere har den britisk-franske sangerinde og skuespiller Charlotte Gainsbourg medvirket i flere af Lars von Triers film – bl.a. »Antichrist«. Fold sammen
Læs mere
Foto: DYLAN MARTINEZ

For tre uger siden blev rockbandet Smashing Pumpkins tilføjet til programmet på Heartland Festival.

Nu offentliggører festivalen en række nye navne til programmet. Det gælder Damon Albarns supergruppe The Good, the Bad and the Queen, den britisk-franske sangerinde Charlotte Gainsbourg, countrylegenden Kris Kristofferson and The Strangers, saxofonisten Kamasi Washington og Detroit-rapperen Danny Brown.

Charlotte Gainsbourg har udgivet fem anmelderroste album, senest  »Rest« i 2017. Hun er datter af den britiske skuespiller Jane Birkin og den franske sanger Serge Gainsbourg.

Hun har desuden medvirket i flere af Lars von Triers film og modtog i 2009 Cannes Film Festivals pris for Bedste Skuespillerinde.

Festivalen præsenterer desuden en række talks med danske og internationale navne, samtidskunst samt et økologisk madprogram. Heartland Festival finder sted fra torsdag 30. maj til lørdag 1. juni 2019 ved Egeskov Slot på Fyn.