Cederholms historietime

Scene: »Verdenshistorien«. Verdenshistorien som floorshow: Nikolaj Cederholm skaber flotte og flimrende evolutionsbilleder på Østre Gasværk Teater.

»Verdenshistorien« fortælles på Østre Gasværk mest af alt som et lidt dystert floorshow ¿ den tænkende mands udgave af Wallmans saloner. Foto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til sidst, når vi nærmer os afslutningen på 3,8 mia. års historiefortælling, render en lille flæbende og selvoptaget masturbator rundt og forsøger at kysse pigerne, mens han råber på sin mor, ude af stand til at knytte sig til nogen eller noget. Billedet på vor tids ulykkelige, rastløse individualist. Var det virkelig derfor, vi skulle lære at kravle, gå og kæmpe os gennem årtusinders udviklingshistorie? Heldigvis lader instruktør Nikolaj Cederholm kun billedet stå et øjeblik, inden alting opløser sig i hvirvlende og snurrende bevægelser, så hele Gasværket roterer. Thi også vi er kun her på træk.

Flot er denne »Verdenshistorie«, der bevæger sig over scenen uden - omtrent - et eneste talt ord, men til gengæld med masser af billeder, musik og bevægelse. Fra de første tegn på liv krabber sig ind i scenografiens store, mørke verdensrum, til forestillingen slynger os ud i den ukendte fremtid. En ambitiøs øvelse og ikke mindst en visuel kraftpræstation, som i væsentlighed også må tilskrives Anja Vang Kraghs fantastiske og fabulerende kostumer, der tager deres inspiration i alt fra haute couture til dyreriget og til etnisk kunst og nonfigurativ ditto.

Fabulerende syrevisioner
Mest af alt minder forestillingen om den menneskelige evolution om et kæmpestort, lidt dystert floorshow - den tænkende mands udgave af Wallmans saloner. Underholdende på sin egen distancerede måde. Vi gribes ikke emotionelt af denne verdenshistorie, der flagrer forbi med sine mange ejendommelige billeder. For Cederholm og kompagni gør brug af et temmeligt abstrakt billedsprog, der viser nye afgørende biologiske forandringer, opfindelser, livsformer og ideologier, som fortrænger dem, der var. Frit fabulerende syrevisioner med afsæt i de væsentligste forandringer og landvindinger. Det sætter undertiden hjernen på lidt for stor en opgave. Hvor er det lige, vi er, og hvad skal det forestille? Forestillingen er ikke hele tiden lige klar i koderne: Det er en god ide at forsyne sig med programmet og følge tidslinjens forskellige punktnedslag, hvis man vil forsøge at hitte rede i, hvilken side i verdenshistoriens store bog, vi nu befinder os på. Et bedre råd er måske bare at opgive ævred og lade sig suge med af billedstrømmen og stemningsskiftene.

Flippet leg
Forvent altså ikke en belærende, endsige oplysende eller klart formuleret historietime med interessante betragtninger, men derimod en flippet leg med menneskets vej fra amøbestadiet til nutidsmennesket. Skæggest i den indledende zoologiske have med fabeldyr. Flottest i et indslag om skriftens introduktion med de medvirkendes bare overkroppe som bogstavbrikker, der samler sig til de første ord. Musikalsk helt i top med den allestedsnærværende Indira Milini Khans alsidige stemme og den menneskelige beat box Thomas Benses mikrofonleg som anakronistisk lydtapet. Men altså også en forestilling, som undertiden er fortabt i sin egen uudgrundelighed. Koreografisk hylder den det enkle, men lidt større uudtømmelighed i materialet havde ikke skadet. Og som vi når anden afdeling, ser øjet sig en smule mæt på denne ordløse klatren op gennem historiens aflejringer. Men bedst som visionerne synes tynget af idefattigdom, og showet tilsyneladende har opbrugt sine virkemidler, kommer det op igen med nye, slående syner af fortidens væsentligste stationer i Cederholms troldspejl. Klogere på det forgangne? Ikke en pind. Men forestillingen er sin egen og flot at se passere forbi, mens tiden tikker videre.